Stort flertal af danskerne: Skattereform må ikke øge uligheden

MÅLING: Mere end syv ud af ti danskere er modstandere af en skattereform, der øger uligheden. Regeringens udspil til en ny skattereform kaldes "historisk ulighedsskabende" af Cepos. 

Foto: /ritzau/Jens Dresling
Daniel Bue Lauritzen

En ny skattereform, der øger uligheden, vil være voldsomt upopulær blandt danskerne. 

Det viser en undersøgelse, som Norstat har foretaget for Altinget.

Hele 72 procent mener ifølge undersøgelsen, at en skattereform ikke må øge uligheden. 

Det resultat står i skærende kontrast til det skatteudspil, regeringen fremlagde sidst i august. 

"Den her reform skaber ulighed, men det gør vi med åbne øjne,” sagde skatteminister Karsten Lauritzen (V) dengang, ligesom den liberale tænketank Cepos kaldte udspillet til en ny skattereform for "historisk ulighedsskabende"

V: Forkert spørgsmål
Men ifølge skatteordfører i Venstre, Louise Schack Elholm, er danskerne ikke optagede af klassisk ulighed målt i afstand mellem rig og fattig.

"Man skulle have spurgt, om danskerne mener, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde. Det er det primære mål med regeringens skattereform, og så er der nødt til at være større forskel på at være i arbejde og ikke at være i arbejde. Det tror jeg egentlig, at danskerne er glade for," siger hun. 

"Det er vigtigt, at vi lytter til danskerne. Men vi må ikke lade os styre af folkestemninger. Man skal ikke være en slave af meningsmålinger," siger Louise Schack Elhom. 

DF: På linje med danskerne
I Dansk Folkeparti tager man godt imod målingen. Den er helt i tråd med partiets politik, fortæller skatteordfører Dennis Flydtkjær:

"Det glæder mig, at danskerne er på linje med Dansk Folkeparti i de igangværende forhandlinger," siger han.

Han er enig med Louise Schack Elholm i, at danskerne ikke har et problem med øget ulighed, hvis skattelettelserne gives til de lavest lønnede:

"Det er lidt spøjst med gini-koefficienten. Hvis man laver en reform, der gør det mere attraktivt at gå på arbejde i forhold til at være på overførselsindkomst, vil den sandsynligvis stige. Men jeg tror, at de færreste danskere ser det som øget ulighed," siger han. 

Dokumentation

Om målingen
Målingen er foretaget af Norstat for Altinget i perioden 14. til 19. september 2017 blandt 1.002 respondenter. 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dennis Flydtkjær

MF (DD)
datamatiker (Erhvervsakademi Midtjylland 2002)

Louise Schack Elholm

MF (V), fhv. kirkeminister, minister for landdistrikter og for nordisk samarbejde
cand.polit. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00