Sundhedsøkonom: Jeg savner en retfærdig fordeling af brugerbetalingen

Af Eva Draborg
Lektor, Ph.d. ved Center for Sundhedsøkonomisk forskning

Hvorfor har vi i Danmark 100 procent brugerbetaling ved afhjælpning af synsnedsættelse, men ikke ved hørenedsættelse? Hvad ligger til grund for den fordeling af brugerbetaling i sundhedsvæsenet, som vi har? Og kan vi indrette vores sundhedssystem, så vi får mere sundhed for pengene?

Vi betaler mellem 15-20 procent af de samlede sundhedsudgifter af egen lomme. Gennemsnitligt betaler en familie cirka 7.500 kroner om året til sundhedsydelser, og størstedelen af vores egenbetaling går til medicin og medicinske produkter (cirka 1/3) og til tandlægeydelser (cirka 1/3).

Beløbsmæssigt betaler dem med lav indkomst mindre, men som andel af indkomsten mere, end dem med høj indkomst. Er det en rimelig og retfærdig fordeling?  Specielt når vi tager i betragtning, at storforbrugerne i stor udstrækning udgør lavindkomstgrupperne, dog undtaget tandlægeydelser, hvor lavindkomstgrupperne har et relativt mindre forbrug end andre?

Dårligt indrettet
Brugerbetaling på sundhedsområdet har vi altså, men har vi indrettet det på den bedst mulige måde?

Brugerbetaling har to primære funktioner: 1) at finansiere dele af vores sundhedsudgifter, og 2) at adfærdsregulere, så vi som forbrugere tænker os om, inden vi bruger sundhedsydelser.

Et forslag kunne være at fordele brugerbetalingen på sundhedsområdet på et mere relevant grundlag end historik, for eksempel på grundlag af sundhedsydelsernes grad af effektivitet.

Eva Draborg
Sundhedsøkonom, Syddansk Universitet

Den førstnævnte funktion er ganske ligetil. Jo større brugerbetaling, desto flere indtægter til at finansiere sundhedsområdet. Pointen her er dog ikke at fabulere over muligheden for at øge de offentlige indtægter. De kan sagtens tænkes holdt konstante samlet set.

Det er den anden funktion, der er den centrale her. En vis mindre eller større grad af betaling vil altid påvirke vores forbrugsadfærd, også på sundhedsområdet. Det, man så kan ønske, er, at fordelingen af ’gratis’ og ’ikke-gratis’ sundhedsydelser, altså grad af brugerbetaling, understøtter vores stræben af mest mulig sundhed for ressourcerne.

Noget, der på ingen måde er tilfældet i dag, hvor fordeling af brugerbetaling på sundhedsområdet i stor udstrækning er baseret på historik og tradition og i øvrigt er meget ulige fordelt mellem typer af sundhedsydelser og dermed også mellem befolkningsgrupper.

Drop fokus på historikken
Et forslag kunne være at fordele brugerbetalingen på sundhedsområdet på et mere relevant grundlag end historik, for eksempel på grundlag af sundhedsydelsernes grad af effektivitet. Sundhedsydelser med ringe effekt kunne så pålægges brugerbetaling og omvendt for sundhedsydelser med stor effekt.

Det vil tilskynde patienten som forbruger i samarbejde med de sundhedsprofessionelle at søge efter de mest effektive sundhedsydelser. Altså, erstatte de mindre-effektive sundhedsydelser med mere-effektive sundhedsydelser. På den måde kunne vi få mere sundhed for pengene og reducere uligheden.

Er der særhensyn at tage til udvalgte grupper, som man ønsker at opprioritere eller friholde helt eller delvist, er der allerede eksisterende muligheder for i form af betalingslofter, varierende betaling efter forbrugsomfang samt tilsvarende forudbestemte kriterier. Det findes på nuværende tidspunkt på brugerbetalingsområdet.

Hvis der er højt til loftet, og man tænker ud af boksen, så kunne vi jo ikke bare rangordne sundhedsydelser efter grad af effektivitet, men efter grad af omkostningseffektivitet. Det ville give et endnu mere nuanceret beslutningsgrundlag og endnu bedre udnyttelse af ressourcerne.

Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal have brugerbetaling. Det har vi. Det er heller ikke et spørgsmål om at øge omfanget af brugerbetaling. Det handler om en mere rimelig og retfærdig fordeling af brugerbetaling på forskellige sundhedsydelser og dermed på forskellige befolkningsgrupper.

Målet kan siges at være at reducere ’forskellen mellem synsnedsættelse og hørenedsættelse’ og samtidig opnå bedre udnyttelse af vores ressourcer og reducere uligheden i sundhed.