Tænketanken Europa: EP-formand er mere end en kransekage-post

Af Maja Kluger Dionigi 
PhD, Seniorforsker, Tænketanken Europa

Slaget om Europa-Parlamentets formandspost for de næste to et halvt år bliver afgjort tirsdag. Kapløbet er mere usikkert end normalt, da der ikke står nogen sikker vinder i skue. Kandidaterne fra en af Europa-Parlamentets største grupper – italienerne Gianni Pitella (S&D) og Antonio Tajani (EPP) – er de mest sikre heste at satse sine penge på.

Men hvis én af ​​dem trækker sig i slutspurten, kan den liberale gruppes kandidat øjne en chance. Det gælder ALDE’s formand og parlamentets Brexit-forhandler, Guy Verhofstadt.

Det er ikke kun Europa-Parlamentets formandspost, der er i spil. Europaparlamentarikerne skal også vælge 14 nye næstformænd, der assisterer formanden, fem kvæstorer, der tager sig af administrative spørgsmål i forhold til parlamentarikerne, og ændrer på sammensætningen af Parlamentets 20 faste udvalg.

Det sker på onsdag. Her kan de 13 danske europarlamentarikere få nye udvalgsposter.

Kandidaterne fra parlamentets mindre grupper kan godt se i vejviseren efter formandsposten, men kan derimod se frem til at få tildelt nye næstformandsposter. Historien viser, at alle 29 tidligere formandsposter siden 1952 enten er gået til Socialdemokraterne, Kristendemokraterne eller den liberale gruppe.

Men Tajanis sejr sidder langt fra i skabet. Meget afhænger nemlig af, hvor mange der møder op til stemmeurnerne, da Tajani kun har et lille forspring over Pitella. Det kræver 376 ud af 751 stemmer at vinde formandsposten.

Maja Kluger Dionigi, PhD, Seniorforsker, Tænketanken Europa

Den nu afgående formand, Martin Schulz, er den eneste formand, der har siddet i to sammenhængende perioder. Siden 1980’erne har EPP og S&D med få undtagelser delt formandsposten mellem sig inden for den samme parlamentariske periode ved at bakke op om hinandens kandidater på skift.

Det har marginaliseret de andre grupper. Denne tradition er dog igen blevet brudt i indeværende periode.

Tajani er favorit

En spritny undersøgelse foretaget af VoteWatch viser, at Tajani fra EPP-gruppen står til at vinde slaget om formandsposten. Det når de frem til ved at sammenligne, hvilke europaparlamentarikere der deler politikpræferencer med de enkelte kandidater i alle afstemninger foretaget ved navneopråb i det nuværende parlament.

Men Tajanis sejr sidder langt fra i skabet. Meget afhænger nemlig af, hvor mange der møder op til stemmeurnerne, da Tajani kun har et lille forspring over Pitella. Det kræver 376 ud af 751 stemmer at vinde formandsposten.

Men hvad er på spil, og hvor meget magt har Europa-Parlamentets formand egentlig?

Formandens hovedrolle er at præsidere ved plenarforsamlinger, Europa-Parlamentets formandskonference (hvor formanden sidder sammen med formændene fra de politiske grupper) og bureauet (formanden og næstformændene). Formanden er ansvarlig for anvendelsen af Parlamentets forretningsorden og repræsenterer parlamentet i juridiske spørgsmål.

Formandsposten er en kort og forholdsvis apolitisk stilling. Få tidligere formænd besidder andre højtstående jobs efter formandspostens udløb. For mange er stillingen den sidste store post, de besidder inden pensionsalderen – selvom denne beskrivelse langt fra passer på Martin Schulz.

På trods af dette er formandsposten eftertragtet.

Mange forskellige opgaver
Formanden frekventeres ofte af ledende figurer lige fra regeringschefer i og udenfor Europa, religiøse ledere til filmstjerner og nobelpristagere. Formanden holder tale forud for Europæiske Rådsmåder og giver udtryk for Parlamentets holdning på aktuelle sager.

Formanden undertegner alle retsakter, der er vedtaget med Europa-Parlamentet som medlovgiver, og leder møder på de få sager, der ender i forligsudvalget (EU’s tredjebehandling af lovforslag). Ved regeringskonferencer om traktatreformer deltager formanden i regeringsrepræsentanternes møder.

Formanden bliver behandlet som et statsoverhoved på sine rejser i og uden for EU med bilkortege, sikkerhedsvagter og hele molevitten.

Formanden er ikke blot en kransekagefigur. Han eller hun har nemlig indflydelse på Parlamentets administrative regler, såsom antallet af ansatte og implementeringen af Parlamentets eget budget.

Det giver formanden, med assistance fra generalsekretæren, stor indflydelse på Europa-Parlamentets interne reformer og prioriteringsområder.

Én af Martin Schulz' kæpheste var at booste Parlamentets interne ekspertise ved at grundlægge Parlamentets forskningsenhed, EPRS (European Parliament Research Service), i 2013 med godt 350 ansatte – med den Amerikanske Kongres’ Forskningsenhed som forbillede.

Desuden har han øget antallet af ansatte i Parlamentet med cirka 900 mennesker fra 2012 til 2016 og dermed styrket Parlamentets administrative og ekspertkapacitet vis-a-vis de andre institutioner.

Der er selvfølgelig stor forskel på, hvordan forskellige formænd udfylder formandsskoene. Nogle har en direkte lederstil, mens andre er mere konsensussøgende.

Nogle har fokus på de internationale eksterne relationer, andre på Parlamentets interne administration eller Parlamentets image i medierne.

Den nu afgående Martin Schulz har været særligt fokuseret på at styrke Parlamentet i den institutionelle magtkamp med Rådet og Kommissionen. Det bliver spændende at se, hvor den nye formand sætter sit fokus.