Et radikalt forslag

Der er tale om et radikalt forslag. Og et radikalt nyt syn på alderdom.

Baggrunden for forslaget om dødshjælp er åbenbart, at Belgien hverken har økonomien eller sundhedspersonalet til at tage sig af et voksende antal ældre.

Derfor skal ældre kunne ’give livet tilbage’ (som det poetisk kaldes) i stedet for at tynge den belgiske statsøkonomi.

Forslagsstilleren er Luc van Gorp fra forsikringsselskabet Mutuelle Chrétienne, der er bekymret for de økonomiske konsekvenser af den demografiske udvikling i Belgien, hvor antallet af ældre over 80 år ifølge beregninger vil blive fordoblet og omfatte hver 10. belgier i 2050. 

Adgangen til aktiv dødshjælp – at gøre en ende på livet, at gribe ind i livet for at fremprovokere døden - er blevet udvidet til flere og flere befolkningsgrupper i Belgien.

Det er blandt andet ikke længere begrænset til patienter med livstruende sygdomme i sidste fase og med store smerter. Også personer med psykiske lidelser kan få aktiv dødshjælp.

Aldersrelaterede skavanker

Den belgiske debat kommer alt andet lige efter en række tilfælde i Canada.

Invalide eller tidligere soldater med posttraumatisk stresslidelse er blevet tilbudt hjælp til at dø, når de har bedt om handicaphjælp.

Når alderdom kan ses som en styrke, vil der også være overskud til at bære dens svagheder.

Søren Peter Hansen
Direktør, Tænketanken Prospekt

I både Holland og Belgien er en kombination af aldersrelaterede skavanker som nedsat hørelse, syn og mobilitet, såkaldte poly-patologier, på listen over lidelser, der kan udløse ’ubærlig psykisk smerte’ og dermed give adgang til dødshjælp.

Og i Belgien gives der allerede dødshjælp til gamle mennesker, der har ønsket – men ikke fået – plads på en afdeling for palliativ pleje.

Frygten for alderdom
Hvordan definerer vi egentlig alderdom, og hvornår er vi gamle?

I visse situationer kan alderdom lyde som en mangeltilstand, tæt på den endelige ikke-tilstand, dødens forgård.

Kort sagt kan alder defineres ved den såkaldte produktive periode i ens tilværelse.

Flere frygter alderdommen. At blive til gene, langsom og besværlig for andre samt ’dyr i drift’. Det vil sige frygten ved at være udleveret andres hjælp, afskåret fra andre generationer, måske udstødt af familien. Et liv i slutfasen.

Visionen om det gode liv rummer også det gode liv som gammel.

Alderdom har sin egen styrke, som består i at blive sat fri. Den gamle er fri til at yde i sit tempo, fri til at nyde sit otium, befriet fra det tryk, som sættes af kravet om at arbejde for føden, fri fra tidens tryk, fri af andres meninger.

Alderdom kan forbindes med en egen lethed, en sans for, hvad der virkelig betyder noget, sans for nærvær. Da tiden er knap, kan man lige så godt lade øjeblikket tælle, lære at se det, som ligger lige for.

En gylden mellemtid

Alderdom er nok tiden efter arbejdstid, tiden før sluttid. Men alligevel en gylden mellemtid som rummer sine egne chancer, når den får et indhold, som med samlet styrke optager den gamle.

Etisk set må vi – også i forhold til visionen om det gode liv – genvinde respekten for alderdommen, se dens egen styrke. For når alderdom kan ses som en styrke, vil der også være overskud til at bære dens svagheder.

I samme stund man blander økonomi ind i det etiske spørgsmål om aktiv dødshjælp får kynismen vind i sejlene.

Søren Peter Hansen
Direktør, Tænketanken Prospekt

Det vil også være et radikalt nyt syn og tillige et markant brud med det ellers grundlæggende krav om samtykke.

Noget af det fatale ved diskussionen om aktiv dødshjælp er, at man i stigende grad går aggressivt til værks mod de i forvejen svage.

Man skærer systematisk ned. Sociale netværk nedbrydes. Ingen visioner om at hjælpe mennesker til at leve menneskeligt og værdigt til det sidste.

I en sådan situation vil man let kunne opfatte aktiv dødshjælp som en løsning på et problem, der ellers kunne blive nok så dyrt.

I samme stund man blander økonomi ind i det etiske spørgsmål om aktiv dødshjælp får kynismen vind i sejlene.