Thorning: Beklageligt at skatte-læk ikke bliver opklaret

SKATTESAG: Det lykkedes ikke Skattesagskommissionen at skabe klarhed over, hvem der under valgkampen i 2011 stod bag lækket af fortrolige oplysninger i forbindelse med den skattesag, statsministeren og hendes mand, Stephen Kinnock, har været involveret i. Beklageligt, lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Anne Justesen

Det er generelt krænkende for vores retsfølelse, at personlige papirer bliver lækket. Det må ikke ske. Hverken for mig eller for andre borgere. 

Helle Thorning-Schmidt (S)
Statsminister
Fakta
Skattesagskommissionen har til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knytter sig til, hvad statslige forvaltningsmyndigheder har foretaget sig i forbindelse med Skat Københavns behandling af Helle Thorning-Schmidts og Stephen Kinnocks skattesag.

Undersøgelseskommissionen skal bl.a. undersøge og redegøre for, i hvilket omfang personer uden for Skat København har været involveret i Skat Københavns behandling af skattesagen. 

Undersøgelseskommissionen skal endvidere undersøge og redegøre for, i hvilket omfang der er videregivet eller forsøgt videregivet fortrolige oplysninger fra skattesagen.

På baggrund af den beskrevne undersøgelse og redegørelse skal undersøgelseskommissionen komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen kan begrunde.

Undersøgelseskommissionen skal endvidere foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar.

- Fakta fra Skattesagskommissionen

Kilde: Skattesagskommissionen

Mandag afleverede Skattesagskommissionen sin rapport om forløbet i forbindelse med Skat Københavns behandling af statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes mand, Stephen Kinnocks, skattesag. 

Kommissionen har blandt andet undersøgt i hvilket omfang, der er videregivet eller forsøgt videregivet fortrolige oplysninger fra skattesagen, samt hvem der lækkede oplysninger til BT om Thornings og Kinnocks skattesag. Men det er ikke lykkedes at finde frem til, hvem der har lækket oplysningerne. 

I forbindelse med offentliggørelsen af rapporten udtaler statsministeren i en pressemeddelelse: 

"Midt under valgkampen i 2011 blev personlige og fortrolige dokumenter om mine skatteforhold lækket. Det er åbenlyst, at det, der er foregået i denne sag, er forkert og ulovligt. Det er en meget alvorlig handling. Det er generelt krænkende for vores retsfølelse, at personlige papirer bliver lækket. Det må ikke ske. Hverken for mig eller for andre borgere. Derfor er det beklageligt, at kommissionen ikke har kunnet afdække, hvem der stod bag lækagen. Når det er tilfældet, er det fordi, nogen har valgt ikke at fortælle sandheden," siger Helle Thorning-Schmidt og fortsætter: 

"De eller den, som står bag lækagen, har også et ansvar for, at tilliden til myndighederne er blevet udfordret. Personligt har sagen været dybt ubehagelig for mig og min familie. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Derudover tager jeg kommissionens beretning til efterretning. Og det vil jeg også opfordre alle andre til at gøre."

Læs hele Skattesagskommissionens afgørelse her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

0:000:00