Thorning øger forspringet til Løkke

MÅLING: Flere og flere foretrækker Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister, viser ny måling. Thorning øger forspringet til Venstres Lars Løkke Rasmussen.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Anders JerkingChristian Juhl Mølgaard

Hvis det kommende folketingsvalg var et præsidentvalg, så ville det se lysere ud for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

En ny Norstat-måling for Altinget viser, at 37 procent af de adspurgte foretrækker Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister, mens 27 procent hellere vil have Løkke.

I forhold til april er Thornings popularitet vokset med fem procentpoint, mens Løkke må nøjes med en fremgang på et enkelt procentpoint.

Men det kommende valg er som bekendt ikke et præsidentvalg mellem Thorning og Løkke, og i alle meningsmålinger står blå blok til et få et solidt flertal. Alligevel kan Socialdemokraterne glæde sig over målingen, mener Altingets kommentator Erik Holstein.

Fakta
Sådan har vi spurgt:
Hvis der var valg i morgen, hvem ville du så foretrække som Danmarks statsminister? 
Helle Thorning-Schmidt 
Lars Løkke Rasmussen 
En anden kandidat 
Ved ikke

Undersøgelsen er gennemført af Norstat på netttet i perioden 15.- 18. maj 2015 blandt 1.003 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år.

"Efter et par uger med modgang, må det være stærkt opmuntrende for Socialdemokraterne, at Thornings personlige popularitet fortsætter med at stige. Det er deres eneste gode kort her ved tærsklen til valgkampen," siger han.

Dårlig terrorsag
Holstein er overrasket over Thornings fremgang, som kommer efter en periode, hvor hun er blevet kritiseret for regeringens indsats efter terror-angrebet i København.

"Ret beset er det ikke særlig logisk, at Thorning lægger yderligere afstand til Løkke lige nu. For de sidste par uger har Thorning ikke klaret sig særlig godt, for eksempel var hendes håndtering af de nye spørgsmål om terrorsagen decideret dårlig,” siger Erik Holstein.

 

 

Helle Thorning-Schmidt er siden årsskiftet gået frem fra 30 til 37 procents opbakning fra vælgerne. Løkke har i samme periode ligget stabilt på 26-27 procent.

"Alt i alt giver målingen et deprimerende budskab til Løkke: Nemlig at vælgernes opfattelse af ham er fastfrosset i en negativ tilstand, og at han kun har meget få chancer for at ændre på det inden valget," siger Erik Holstein.

Negativ kampagne bider ikke
I de seneste uger har Socialdemokraterne kørt en omdiskuteret annonce-kampagne rettet mod Løkkes person. Erik Holstein peger på, at Løkke foreløbig trods alt må glæde sig over, at kampagnen ikke har bidt mere.

”Uanset hvad sosserne påstår, er det jo en kampagne, der skulle puste til Løkkes velkendte problemer med bilag. Men den slags negative kampagner kan nogle gange virke på længere sigt, så det er for tidligt at konkludere, at den er virkningsløs," siger han.

 

I målingen foretrækker 22 procent af vælgerne en anden kandidat end Thorning og Løkke, mens 15 procent ikke ved, hvem de foretrækker.

Løkkes popularitet trækkes ned af de vælgere, som vil stemme på Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance.

"Løkkes tal trækkes ned af, at færre end hver tredje DF-vælger ønsker ham som statsminister. Det er helt galt. Meget bedre ser det ikke ud, når man ser på LA-vælgerne, hvor kun 36 procent peger på Løkke. Og ikke en eneste af undersøgelsens radikale vælgere ønsker Løkke tilbage i Statsministeriet," påpeger Erik Holstein.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)









0:000:00