Thorning til Fogh: Mænd og kvinder måles forskelligt i politik

DOKUMENTAR: I ny DR-dokumentar mødes alle fem nulevende danske statsministre for første gang. Højdepunktet er en livlig kønsdebat mellem Helle Thorning og Anders Fogh.

De fem seneste danske statsministre mødtes for første gang&nbsp;i forbindelse med DR's nye dokumentarserie&nbsp;<i>Statsministrene.&nbsp;</i>
De fem seneste danske statsministre mødtes for første gang i forbindelse med DR's nye dokumentarserie Statsministrene. Foto: Statsministeriet
Daniel Bue Lauritzen

Er det en fordel af være mand i toppolitik?

Det mener Helle Thorning Schmidt, der i en ny DR-dokumentar angriber Anders Fogh for som statsminister at have haft det lettere end hende selv:

"Jeg er langt oftere end du blevet spurgt om, hvordan jeg får det hele til at hænge sammen med børnene. Er du en god mor? Der er blevet kommenteret på alt fra mine sko til mine hår til mine tasker til alt. På den måde er der en anden målestok for kvinder og mænd i politik. Og det gør også, at når der er en bredere palet at blive målt på, er der også en bredere palet at fejle på," siger hun i dokumentaren.

Men det budskab er den tidligere statsminister og generalsekretær i NATO ikke modtagelig for:

"Det får du mig aldrig nogensinde overbevist om. Men selvfølgelig er der forskel på kvinder og mænd. Men jeg synes bare ikke, du kan sige, at så er det sværere for en kvinde end for en mand," svarer Anders Fogh.

Han påminder samtidig Helle Thorning, at mens hun i pressen blev kaldt Gucci-Helle, gik han selv under øgenavnet Hulemanden "... som om det skulle være bedre." 

Ny dokumentarserie
Dialogen udspiller sig i DR’s nye dokumentarserie Statsministrene, hvor fem tidligere og nuværende statsministre fortæller om de overvejelser og udfordringer, man stårover for, når man besidder Danmarks absolut tungeste embede.

I seriens første afsnit fortæller de fem om hver deres sidste skridt på vejen til magten. Hvordan Poul Schlüter på sin første dag tog bussen til Statsministeriet, fordi han ikke kunne vente på ministerbilen. Hvordan Lars Løkke måtte flygte til Sverige, da det rygtedes, at han skulle overtage efter Fogh. Hvordan Helle Thorning først lovede, at hun kunne slå Fogh, og siden til valgfesten med våde øjne råbte: "Vi gjorde det!" 

Det er tredive års politisk danmarkshistorie fortalt fra orkanens øje.

Men udsendelsens absolutte højdepunkt er den livlige kønsdebat mellem Helle Thorning Schmidt og Anders Fogh Rasmussen. 

Hele den dialog kan læses under traileren. Første afsnit ruller over skærmen søndag klokken 20 på DR1. 

Helle Thorning: "Jeg er langt oftere end du blevet spurgt om, hvordan jeg får det hele til at hænge sammen med børnene. Er du en god mor? Der er blevet kommenteret på alt fra mine sko til mit hår til mine tasker til alt. På den måde er der en anden målestok for kvinder og mænd i politik. Og det gør også, at når der er en bredere palet at blive målt på, er der også en bredere palet at fejle på," siger hun og fortsætter:

"Jeg har selv følt en forpligtelse i forhold til at være den første kvindelige statsminister. Jeg skulle fandme gøre det godt. Fordi jeg skulle vise, at det kunne en kvinde også gøre godt. Det er en forpligtelse, som jeg er glad for, at jeg har fået lov til at påtage mig, men som jeg også følte meget stærkt. Så selvfølgelig er der forskel på mænd og kvinder i politik."

Anders Fogh: ”Jo, men altså …”

Helle Thorning: "Jeg tror aldrig, at jeg får overbevist dig, Anders."

Anders Fogh: "Nej, det får du mig aldrig nogensinde overbevist om. Men selvfølgelig er der forskel på kvinder og mænd. Men jeg synes bare ikke, du kan sige, at så er det sværere for en kvinde end for en mand." 

Helle Thorning: "Jo, fordi der er nogle andre ting, som du skal bryde igennem. Jeg har haft opsat hår og løst hår og så videre. Og en gang hvor jeg havde løst hår en længere periode, skrev en eller anden journalist: ’Nu har Helle Thorning-Schmidt fået kom-og-tag-mig-hår’. Det er en beskrivelse af en politiker, som baserer sig meget på køn. Det giver en forskel på mænd og kvinder."

Anders Fogh: "Jamen det er jo ikke rigtigt. Jeg er for eksempel, da jeg var yngre, blevet beskyldt for, at jeg altid havde lange sorte skægstubbe. At jeg stirrede med øjnene, og jeg ved ikke hvad. Jeg er da på samme måde blevet vejet og målt og vurderet."

Helle Thorning: "Det er sjovt, du siger det. Jeg tror, at der er meget få kvinder, som ville være enig med dig. Når man ser på de kvinder, der faktisk er blevet statsministre, er der ikke nogen af dem, der vil være i tvivl om, at de er blevet behandlet anderledes på grund af deres køn."

Anders Fogh: "Når man nu møjsommeligt har fået opbygget et image, hvorfor så ikke fastholde det?"

Helle Thorning: "Nu har du jo ikke heddet Gucci-Anders."

Anders Fogh: "Nej, men jeg fik et image som hulemand. Som om det skulle være bedre."

Helle Thorning: "Det fik du jo også meget ud af."

Anders Fogh: "Jamen det fik jeg meget ud af. Det er jeg så glad for. Og det har jeg ikke gjort noget forsøg på at bryde ud af."

Dokumentation

Danmarks fem seneste statsministre

Poul Schlüter (K) - 1982-1993

Poul Nyrup Rasmussen (S) - 1993-2001

Anders Fogh Rasmussen (V) - 2001-2009

Lars Løkke Rasmussen (V) - 2009-2011 og 2015-?

Helle Thorning Schmidt (S) - 2011-2015


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Poul Schlüter

Fhv. statsminister (K), fhv. partiformand & MF, fhv. MEP
cand.jur. (Københavns Uni. 1957)

0:000:00