Thorning advarer mod yderfløje: Drømmen er en SV-regering

NEDSLAG: Socialdemokratiet bør droppe flirten med Dansk Folkeparti og i stedet søge en regering med Venstre, mener Helle Thorning-Schmidt. Altinget bringer her seks nedslag fra den nye bog om Helle Thorning-Schmidt.

Foto: /ritzau/Jens Dresling
Cecilie Gormsen

Det har ikke skortet på historier om tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i den seneste uge. Torsdag er en ny bog om og med den tidligere statsminister og S-formand, Hvad man ikke dør af, nemlig udkommet, og Altinget har samlet seks nedslag fra bogen.

Læs her, hvad Thorning-Schmidt mener om baglandet, Mogens Lykketoft og forholdet til Dansk Folkeparti.

Thorning om DF: Drop den tætte alliance
Socialdemokratiet bør droppe den tætte alliance med Dansk Folkeparti og i stedet søge at danne regering sammen med Venstre. Sådan lyder det overraskende forslag fra statsminister Helle Thorning-Schmidt i den nye bog Hvad man ikke dør af.

Siden 2015-valget er Socialdemokratiet begyndt at lave alliance med Dansk Folkeparti på udlændinge- og velfærdsspørgsmål. Og den alliance følger Thorning nu fra sidelinjen. I den nye bog fortæller Thorning, at hendes drøm, imens hun var statsminister, altid var at gå ind over midten. At Socialdemokraterne og Venstre tilsammen kunne lande 90 mandater – selvfølgelig med Socialdemokraterne som bærende statsministerparti.

"Det er en kæphest for mig. Det skal ikke være yderfløjene, der afgør valg og politik. De moderate kræfter skal samles. Dialogen og det, der samler, er, hvad der optager mig. Det er det, jeg tror på, og det er sådan, jeg mener, vi som samfund, som mennesker, kommer længst," siger Helle Thorning-Schmidt.

Thorning om Lykketoft: Ikke et rosenrødt forhold
Ifølge Helle Thorning-Schmidt var forholdet til Mogens Lykketoft ikke rosenrødt. Selvom Lykketoft blev formand i Folketinget og senere for FN's Generalforsamling, fortsatte han med sin kritik – ikke mindst af dagpengereformen, ligesom han i en fødselsdagstale kaldte Thorning for både talent- og profilløs.

”Sandeheden er, at Mogens ikke var blevet formand for Folketinget, hvis jeg ikke havde arbejdet aktivt for det. Og FN-posten var han slet ikke kommet i nærheden af, hvis jeg ikke havde bakket ham op og kæmpet for det. Lykketoft har været rigtig glad for de poster, og de gav ham uden tvivl ny vind i de sidste år af hans politiske virke," siger Helle Thorning-Schmidt og fortsætter:

"Men han har altid opført sig, som om de nærmest er dumpet ned fra himlen. Det ville have klædt ham bare en enkelt gang at anerkende, at jeg har kæmpet hårdt for at sikre dem til ham, og at vi i partiet af og til har betalt en politisk pris for, at han fik dem.”

Thorning om baglandet: Jeg brugte meget tid på det
Selvom opfattelsen i baglandet ofte var, at Helle Thorning-Schmidt ikke brugte nok tid til dem, mener Thorning selv, at hun brugte meget tid på at pleje baglandet og partiet – og også mere tid end formænd før hende.

”Jeg mener vitterligt, at jeg brugte meget tid på mit bagland og mere end andre formænd før mig. Jeg opfandt halvårlige møder med borgmestrene for at høre deres mening. Jeg mødtes med fagbevægelsens ledere under fire øjne på mit kontor, jeg var til alle hovedbestyrelsesmøder. Jeg vidste udmærket godt, hvad alle mente," siger Helle Thorning i bogen og fortsætter:

"Jeg var bare ikke altid enig med dem. Samtidig har jeg jo altid haft det der konstante fokus på at trække partiet ud af dets tryghedszone. Jeg vil godt medgive, at jeg ikke altid gad at sidde på et værtshus til klokken 1 eller holde lange middage. Men jeg havde jo heller ikke tid.”

Thorning om den berømte selfie
I den nye bog kommer Helle Thorning-Schmidt også ind på et af de mest berømte selfies i historien, nemlig Thornings selfie med Barack Obama og David Cameron.

Thorning fortæller, at hun netop havde lært, hvad en selfie var, og at hun på tribunerne til Nelson Mandelas mindehøjtidelighed kom til at sidde imellem den daværende amerikanske præsident og den daværende britiske premierninister. Og da skulle det være: ”Vi skal prøve at tage en selfie,” sagde Thorning og hævede telefonen, mens Obama og Cameron spontant lænede sig ind mod den danske statsminister.

Både selfien og Michelle Obama, der på nogle billeder så utilfreds ud, gik efterfølgende verden rundt.

”Jeg synes, at det var meget svært at finde ud af, om det var godt eller dårligt i ugen efter. Virkelig svært. Men det vigtigste var at få gjort klart, at der ikke var tale om en traditionel mindehøjtidelighed. Det budskab tror jeg vist er kommet ud,” siger Thorning i bogen. 

Thorning om sit nye job: En vild start
Mange gættede på, at Helle Thorning-Schmidt ville lande et internationalt topjob, da hun var færdig med at være statsminister. Og selvom jobbet som FN's flygtningehøjkommissær glippede, gik der ikke længe, før hun blev præsenteret som chef for Internationalt Red Barnet. Hun fortæller i bogen Hvad man ikke dør af, at hendes ledelsesstil i dag er mere blød, end da hun var regeringschef.

”Jeg elsker mit job. Det har været en vild start med rigtig mange ting, jeg skulle sætte mig ind i og selvfølgelig arbejde på engelsk hele tiden. Det var en stejl læringskurve. Noget, jeg skulle lære og stadig lærer, er at være en rigtig CEO. Jeg er ansvarlig for det hele,” siger Helle Thorning-Schmidt i bogen.

Thorning om dronningen: En stærk personlighed
Helle Thorning-Schmidt kommer også ind på Kongehuset i den nye bog. Her fortæller hun, at hun er royalist, og at dronning Margrethe ifølge hende har været med til at fasttømre det danske kongehus.

”Det er moderne at sige, at man er imod kongehuset. Og så er det bare, jeg tænker: Hvorfor nedbryde det? Bliver det ikke lidt trist den dag, de forlader Amalienborg? For mig svarer det til at rive børsbygningen eller Rundetårn ned,” siger Helle Thorning i bogen.

I sin tid som statsminister oplevede Thorning dronningen som ”en utrolig professionel kvinde med en stærk personlighed”. Thorning fortæller samtidig, at man godt kunne mærke, at hun har været igennem mange statsministre.

”Jeg fornemmede, at hele Kongehuset syntes, at det var spændende og lidt sjovt med en kvinde på posten,” siger Thorning med henvisning til, at hun var Danmarks første kvindelige statsminister.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

H.M. Dronning Margrethe Alexandrine Þorhildur Ingrid

filosofikum (Københavns Uni. 1960), studier i arkæologi (University of Cambridge 1961), studier i statskundskab (Aarhus Uni. m.fl.)

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00