Thorning udskriver valg i dag

VALG: Statsminister Helle Thorning-Schmidt har indkaldt til pressemøde onsdag formiddag, hvor hun vil udskrive valg. 

Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Cecilie Gormsen

Ventetiden er overstået. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udskriver onsdag formiddag valg til Folketinget.

Statsministeriet skriver i en pressemeddelelse, at Helle Thorning Schmidt holder pressemøde klokken 11 i Spejlsalen, hvor hun vil komme med en udtalelse. Det fremgår ligeledes, at det ikke vil være muligt at stille spørgsmål. 

Hvornår valget bliver afholdt, står til gengæld ikke klart, men den 16. eller 17. juni er et godt bud, da det vil give omkring tre ugers valgkamp. 

Valgrygterne har hængt tungt i luften siden sidste uge, og de blev yderligere forstærket tirsdag. Først inviterede regeringen til pressemøde, hvor de fremlagde deres store velfærdsudspil, der afsætter 39 milliarder kroner til velfærd. Og senere blev regeringens økonomiske redegørelse fremrykket og fremlagt tirsdag eftermiddag, selv om den oprindelig først skulle være kommet torsdag. 

Tirsdag viste to målinger samme resultat, nemlig at Socialdemokraterne og resten af rød blok haler ind på de blå. De borgerlige partier har ført i meningsmålingerne lige siden valget i september 2011, og det gør de stadig. Men rød blok haler ind, og i både målingen fra YouGov for metroxpress og målingen fra Megafon for Politiken og TV 2 får rød blok 48 procent mod 52 procent til blå blok. Interessant ved de to målinger er også, at Uffe Elbæks parti Alternativet står til at komme ind i begge målinger. Det kan i sidste ende blive afgørende for valgresultatet. 

Du kan følge statsministerens pressemøde live fra Spejlsalen på Altinget klokken 11. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00