Thorning: Vestager kan sikre tung post

JOBSKIFTE: Danmarks kommende EU-kommissær Margrethe Vestager (R) høster store roser fra både politiske venner og modstandere på dagen, hvor hun trækker sig som minister og politisk leder for Radikale.

Danmarks kommende EU-kommissær, Margrethe Vestager, får ros fra både politiske venner og modstandere.
Danmarks kommende EU-kommissær, Margrethe Vestager, får ros fra både politiske venner og modstandere.Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget.dk
Morten Øyen

Allerede kort efter, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på et pressemøde i Bruxelles afslørede Margrethe Vestager som kommende dansk EU-kommissær, har politiske venner og modstandere i stor stil lykønsket Radikales nu afgående politiske leder.

På selve pressemødet natten til søndag roste statsministeren den kommende EU-kommissær, og fremhævede Margrethe Vestager som kompetent, dygtig og med masser af erfaring.

”Hvis vi skulle sikre os en tung post i den nye kommission, så skulle vi stille med en, der havde erfaring og kvalifikationerne, og så faldt blikket hurtigt på Margrethe Vestager,” sagde Helle Thorning-Schmidt.

Kort efter var den formodede nye radikale politiske leder, Morten Østergaard, ude med roser på Twitter til sin nu tidligere chef:

Der er ikke meget, Vestager og jeg er enige om. Men hun er et stærkt kort i fordeling af poster mellem kommissærer.

Morten Messerschmidt (DF)
Europaparlamentariker

”Tillykke med kommissærposten Margrethe. Stolt af dig, resultaterne og samarbejdet. Du løftede partiet, siden landet, nu EU”.

Danmarks nuværende EU-kommissær, Connie Hedegaard, var også hurtigt ude og ønske tillykke.

”Stort tillykke til Margrethe V. Et super dansk kort på en super vigtig post, hvor der kan laves politik i den store skala,” tweetede Danmarks nuværende EU-kommissær. 

Venstres næstformand Kristian Jensen roser også valget af Vestager, og han sender samtidig en lille stikpille afsted til regeringen:

”Stort tillykke til Vestager. Jeg håber, at den ansvarlige økonomiske linje ikke forsvinder med hende,” skrev Kristian Jensen på Twitter.

Ris og ros fra modstanderne

De Radikales modsætning i EU-politikken, Dansk Folkeparti, lagde også skytset for en stund. Partiets europaparlamentariker Morten Messerschmidt mener, det kan være til Danmarks fordel, at det netop blev Vestager, som skal til EU.

”Der er ikke meget, Vestager og jeg er enige om. Men hun er et stærkt kort i fordeling af poster mellem kommissærer. Glæder mig til samarbejdet,” skrev Morten Messerschmidt på Twitter.

Imens blev der sendt en lidt mere kritisk hilsen afsted til den kommende kommissær fra Enhedslistens Per Clausen:

”Nu forstår jeg bedre, hvorfor Vestager har haft så travlt med at overgive magt til EU,” skrev Per Clausen på Facebook.

Blandt Socialdemokraterne er der heller ikke kun begejstring over statsministerens valg af radikale Margrethe Vestager.

Folketingskandidat og tidligere DSU-formand Peter Hummelgaard er modstander af den hårde økonomiske politik, som EU-Kommissionen de senere år har stået for, og han er derfor ærgerlig over valget af Vestager.

”Sparepolitikkens prædikanter har lige fået endnu en i koret. Tillykke til Vestager. Håber Thorning ved, hvad hun gør!?!” skrev Hummelgaard på Twitter.

Formelt skal Europa-Parlamentet godkende kommissionen, når den nye kommissionsformand har lagt hele puslespillet og udpeget sine 28 kommissærer. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

0:000:00