Thulesen Dahl: Jeg er ofte den, der kommer sidst igennem et museum

Q&A OG TV: Når DF-formand Kristian Thulesen Dahl er på museum, vil han læse alt om værkerne. Også det med småt. Dog ikke, hvis der er tale om abstrakt kunst. “Det helt abstrakte, hvor fantasien løber løbsk, har jeg ikke behov for.”

Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Julie Hornstrup Østergaard

 

Hvilken betydning har kunst og kultur for dig?
"Kunst og kultur kan få en hektisk dagligdag til at gå godt. Det kan bruges som et åndehul, da den skaber glæde og ofte er en positiv ting. Sidder jeg på kontoret og arbejder sent om aftenen, kan jeg godt lide at sætte noget musik på og skrue godt op. På den måde bruger jeg musikken til at komme i god stemning. En fodboldkamp, der kører på fjernsynsskærmen i baggrunden, kan også være med til at lette arbejdet eller få tankerne væk fra den politiske dagligdag."  

De fleste kender mig som en talnørd fra finanslovsforhandlingerne med alle de gule sedler. Men i virkeligheden er jeg musisk-sproglig student, og gennem hele min ungdom har min store interesse været musik.

Kristian Thulesen Dahl (DF)
Partiformand

 

Thulesen Dahl fremviser sit yndlings-kunstværk på Christiansborg her: (1 min)

Fakta
Altinget: kultur sætter fokus på toppolitikeres holdning til kunst og kultur. Her løfter Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, sløret for sit kulturforbrug. 

 

Hvad er din bedste kulturoplevelse?
"Der er gudskelov mange oplevelser, som jeg synes har været positive. På et tidspunkt var jeg til en gospelkoncert i Aarhus, som var fantastisk. Det var umuligt ikke at blive i godt humør og begynde at vugge med til sangene. At opleve sådan et kæmpe kor, der bare hygger sig, og hvor glæden springer ud af ansigterne på dem, var noget helt særligt." 

Hvad er din værste kulturoplevelse?
"Jeg opsøger bevidst ikke det, som jeg tror kan blive en træls kulturoplevelse. Hvis jeg først har besluttet mig for at tage afsted, vil jeg altid forsøge at få noget positivt ud af det. Jeg var for eksempel til en opera på et tidspunkt, som jeg havde svært ved at gennemskue, og hvor det blev meget langtrukkent. Der begyndte jeg at bruge operaen som et baggrundstæppe til at sidde og filosofere og tænke en masse tanker." 

 

Hvilken form for kunst gider du ikke bruge tid på?
"Jeg bruger meget lidt tid på utrolig abstrakt kunst. Jeg kan godt lide, at jeg har en idé om, hvad jeg står over for. Derfor holder jeg også af kunst, der udtrykker noget historisk og relaterer sig til noget, som man kan tænke videre over. Det helt abstrakte, hvor fantasien løber løbsk, har jeg ikke behov for."

Du har særligt fokus på ”mangfoldig” kultur. Hvordan har du det med finkultur?
"Jeg mener, at folk skal bruge den kultur, som de selv mener er godt. Og hvad er egentlig definitionen på finkultur?"

Hvornår blev du sidst rørt over en kulturoplevelse?
"For lidt tid siden var jeg i Herning for at høre en koncert med Slyngelorkestret. Et rigtig dygtigt amatørorkester, som skaber meget glæde. Sopranen Gitta-Maria Sjöberg var hyret ind som solist, og jeg sad nogle få meter fra hende, da hun sang i nogle toner, som er helt ubeskrivelige. Hun sang så rent igennem, og det gik igennem marv og ben på mig. Hold da op. Det var fantastisk, og det rørte mig virkelig dybt. Sådan en oplevelse vil mange nok i øvrigt definere som finkultur, og normalt vil jeg ikke tilvælge det. Men lige i situationen kunne jeg bare mærke, at det var helt vildt fantastisk."

Hvilken kunstner vil du gerne sidde ved siden af på en lang flyvetur?
"Sigurd Barrett. Jeg synes, han er en utrolig spændende kunstner, fordi han har sit udgangspunkt i klassisk musik, som han forsøger at mangfoldiggøre til børn og unge. Han formår at gøre børn interesseret violiner og tubaer, og det er noget ekstraordinært."

Hvilken bog bør alle mennesker læse?
Her er jeg påvirket af året, som vi lige har været igennem, som var mærkeåret for krigen i 1864. Jeg synes, alle bør Tom Buk-Swientys bøger, heriblandt ”Slagtebænk Dybbøl”. Han er god til at gøre den historie, vi som land er rundet af, nærværende. Hvis ikke vi læser bøgerne, risikerer vi, at sådanne markeringer kun bliver noget, vi snakker om et kort stykke tid, fordi der er jubilæum, for så at glemme det igen."

Hvilken film har du set flest gange?
"Det er godt nok ikke en film, men jeg har været en af DR's mest trofaste seere, hver gang "Matador" er blevet genudsendt. “Matador” kan også bruges som udgangspunkt til at forholde sig til danmarkshistorien og den fortid, vi er en del af. Det kan være svært at tale om 2. verdenskrig og en besættelse af tyskerne, som i dag er vores venner og et godt naboland. Men det er jo nødvendigt. For nylig besøgte jeg Berlin og genså nogle af de historiske steder. Her kom jeg til at tænke på, hvor hurtigt ting går i glemmebogen, hvis ikke vi er bevidste om det."

Hvilken sang ville du have ønske, at du havde skrevet?
"”Svantes lykkelige dag” af Benny Andersen. Den indeholder noget livsglæde og fokuserer på, at vi skal holde af hverdagen og ikke gøre alle ting til et problem. Den er meget enkel, men meget sigende alligevel. Derfor kommer den også til at overleve i generationer. Det har jeg respekt for."

Hvor lang tid bruger du foran et maleri eller et kunstværk på et museum?
"Det kommer an på, om der er en tekst til maleriet eller kunstværket. Jeg er den type, der gerne vil læse alt, også det med småt. Jeg er derfor også ofte den, der kommer sidst igennem et museum."

Vil du helst i biografen eller i teatret?
"Jeg synes, teatret er fantastisk. Men det er svært at vælge det ene frem for det andet. Der er også noget særligt ved at se en rigtig god film i biografen og opleve den stemning, som er der."

Du spiller klaver. Hvad betyder dit eget klaverspil for dig?
"Når jeg ser tilbage på min opvækst, så er jeg en mærkelig sammensat person. De fleste kender mig som en talnørd fra finanslovsforhandlingerne med alle de gule sedler. Men i virkeligheden er jeg musisk-sproglig student, og gennem hele min ungdom har min store interesse været musik. Jeg har spillet keyboard i et band, og jeg har også gået til korsang. Jeg har altid godt kunnet lide at spille musik, og det er også en måde at bruge kulturen på."  

Er det vigtigt for dig at bruge og dyrke kulturen aktivt?
"Ja. Når jeg virkelig skal slappe af, sætter jeg mig gerne hen til klaveret og spiller. Somme tider, hvis jeg er alene hjemme, synger jeg også til. Ved at bruge musikken aktivt finder jeg et åndehul i hverdagen." 

Fylder kunst og kultur nok i dansk politik?
"Nej, det fylder ikke nok, når det drejer sig om, at man har en erklæret kulturpolitik, der handler om at holde sammen på nationen. Man kan tage det i forhold til vores sprog. Der er ingen tvivl om, at det danske sprog bliver mere og mere trængt. Her kan en erklæret kulturpolitik sikre, at vi har en sprogpolitik, og at vi i Danmark i det hele taget har en holdning til, hvad det er, vi vil bevare. Det kan vi kun, hvis vi er meget bevidste om det. Og det synes jeg ikke, vi er i dag."

Skal det offentlige støtte kulturlivet med flere penge end i dag?
"Nej, ikke nødvendigvis. Men vi skal være mere bevidste omkring, hvordan vi bruger pengene. Også hvordan vi bruger pengene over hele landet."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00