Thulesen: Det svenske valg var en farce

ÅRSMØDETALE: Dansk Folkepartis formand revser de etablerede svenske partier for at holde hvert ottende svensker uden for indflydelse. Kristian Thulesen Dahl opfordrer Sverigedemokraterne til at stå fast på deres ret til at sige fra over for indvandringen.

Kristian Thulesen sendte en hilsen til Sverige og Sverigedemokraterne under sin tale på Dansk Folkepartis årsmøde.
Kristian Thulesen sendte en hilsen til Sverige og Sverigedemokraterne under sin tale på Dansk Folkepartis årsmøde.Foto: Carsten Lundager
Jørgen SkadhedeLise-Lotte Skjoldan

Partiformanden havde reserveret hele indledningen på sin tale ved Dansk Folkepartis årsmøde i Herning på Sverige og svenskerne.

Der er ingen tvivl om, at flertallet af danskerne ønsker, at der skal være styr på indvandringen. Det har regeringen helt grundlæggende ikke. Og det er selvsagt en af de afgørende grunde til, at vi må have en anden end Helle Thorning-Schmidt ved styrpinden.

Kristian Thulesen Dahl (DF)
Formand

”Der sker noget afgørende med Sverige i disse år. Det er som et familiemedlem, der drager bort for aldrig at vende tilbage,” sagde Kristian Thulesen Dahl.

Det gjorde han med henvisning til sidste weekends valg i Sverige, hvor de etablerede partier står fast på fortsat en føre en langt mere lempelig indvandrings- og asylpolitik end i Danmark.

Det valg, vi oplevede i Sverige i søndags, var en farce. Det var ikke et demokrati værdigt.

Kristian Thulesen Dahl (DF)
Formand

De øvrige partier i Sverige vil slet ikke samarbejde med Sverigedemokraterne, selvom det indvandringskritiske parti mere end fordoblede sit stemmetal og fik næsten 13 procent af stemmerne.

"Ikke et demokrati værdigt"
”Det valg vi oplevede i Sverige i søndags var en farce. Det var ikke et demokrati værdigt,” sagde Kristian Thulesen Dahl og blev afbrudt af store klapsalver, før han kunne fortsætte:

”Hver ottende svensker holdes nu udenfor. 781.120 svenskere bandlyses, fordi de i de etableredes øjne har stemt forkert. Blot fordi de stiller spørgsmålstegn ved den kurs, som deres land er på vej imod.”

”Men til 781.120 svenskere og til Sverigesdemokraterne synes jeg, at vi skal sige: Stå fast på jeres ret til at sige fra. Og hvis de andre partier ikke ændrer kurs, og I i øvrigt holder orden i jeres egne rækker, så vil I få endnu større opbakning ved det næste valg i Sverige,” sagde Kristian Thulesen Dahl.

Mens Danmark modtog omkring 7.500 asylansøgere sidste år, så ventes op imod 100.000 flygtninge at ansøge om asyl i Sverige i år. Samtidig er det nemmere at opnå asyl i Sverige, end i Danmark.

Kristian Thulesen Dahl advarede svenskerne om både økonomiske og samfundsmæssige omkostninger ved de mange asylansøgere.

”Sverige har besluttet sig for ikke alene at være et multietnisk land, men også at blive et mulikulturelt land. Det er en udvikling, der ikke skaber fællesskab, samhørighed eller tryghed, men derimod opsplitning og utryghed,” sagde Kristian Thulesen Dahl.

Indvandring afgørende for at pege på Løkke 
Selvom indvandringen til Danmark er meget lavere end indvandringen til Sverige, så er den for høj, ifølge DF-formanden.

Han kritiserede den danske regering for at have indført en række lempelser i asylreglerne, og han gør det klart, at netop udlændingepolitikken er meget afgørende for, at han peger på Lars Løkke som statsminister og ikke Helle Thorning-Schmidt.

”Der er ingen tvivl om, at flertallet af danskerne ønsker, at der skal være styr på indvandringen. Det har regeringen helt grundlæggende ikke. Og det er selvsagt en af de afgørende grunde til, at vi må have en anden end Helle Thorning-Schmidt ved styrpinden,” sagde Kristian Thulesen Dahl.

Dagpenge-opfordring til Thorning
Derudover kom han i slutningen af sin tale ind på slagsmålet om dagpenge-reformen. Og han opfordrede statsminister Helle Thorning-Schmidt til at lave en finanslov sammen med DF, hvor man laver nogle midlertidige lempelser i den dagpengereform, som DF selv var med til indføre. 

”Vi står fuldt og helt ved, hvad vi aftalte. Men som politikere er det jo netop vores ansvar at lave løsninger, der forholder sig til virkeligheden. Og ændres de forudsætninger, der har ligget til grund, er det eneste ansvarlige naturligvis at være klar til at justere,” sagde Kristian Thulesen Dahl med henvisning til, at lange flere har mistet retten til dagpenge end oprindeligt forventet.

”Her og nu vil jeg sige til Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiet, der som sagt holder kongres i denne weekend oppe i Aalborg: Kom nu på banen! Vi har afsat de nødvendige penge i vores finanslovsforslag. Indkald os til forhandlinger gerne allerede i næste uge, så vi sammen kan skabe tryghed for de mange berørte mennesker. Vi er klar til handling! Er I?” spurgte Kristian Thulesen Dahl.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

0:000:00