Holstein: Thulesen skal betales for at gå i regering

En gevinst på 15 mandater, større end statsministerpartiet og en formand, der er langt mere populær end den statsminister, man peger på. Det er en situation, de fleste partier kun kan drømme om som afsæt til at gå i regering. Men ikke nødvendigvis nok for Dansk Folkeparti.

Mange havde ventet, at Dansk Folkeparti ville være tvunget til at gå med i en regering, hvis partiet blev større end Venstre. Men sådan ser DF-formand Kristian Thulesen Dahl ikke på det.

På et internt strategimøde torsdag besluttede partiets ledelse at stå meget hårdt på de fire krav, man tidligere har opstillet for at gå i regering. Det drejer om et reformeret EU, en opstrammet asyl- og integrationspolitik, genindførelse af grænsekontrol samt en ”økonomisk udvikling, der kan sikre velfærdsstaten”.

De fire krav er en opblødt udgave af de krav, DF stillede i august, hvor Venstres næstformand Kristian Jensen hældte dem ned ad brættet. Dengang stillede DF eksplicit krav om en offentlig vækst på 0,8 procent, sådan lyder det ikke længere.

Torsdagens dramatiske valgresultat kan betyde et opbrud af de historiske alliancer. Socialdemokrater fra forskellige fløje ønsker en tilnærmelse til Dansk Folkeparti, mens man omvendt vil kappe båndene til De Radikale, der blev brutalt bortdømt af vælgerne.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Til gengæld er der kommet endnu et krav til, nemlig indfrielse af DF's aftale med SF om, at dagpengesystemet skal forbedres. Det er en aftale, Thulesen bekræftede torsdag nat.

Har krammet på Venstre
I DF er man bevidst om, hvem der sidder med trumferne, og man er langt fra utilfreds med, at det er en vingeskudt og plukket Lars Løkke Rasmussen (V), der nu indtager Statsministeriet.

DF'erne forventer, at der enten bliver dannet en VO-regering på Thulesens præmisser, eller også en svag Venstre-regering, der må fægte sig igennem - indtil den dag DF bliver bedt pænt om at træde inden for.

DF's strategi er den stik modsatte af den, SF anlagde ved sidste valg, hvor regeringsdeltagelse blev et mål i sig selv. Men strategien er ikke uden farer.

For Thulesen vil blive kritiseret hårdt for håndskyhed, hvis han holder partiet udenfor i en så stærk situation. Og DF må samtidig spørge sig selv, om man nogensinde vil få en bedre udgangspunkt for at gå i regering end netop nu.

Hvis det ender med en regering uden DF, er det derfor vigtigt for Thulesen, at det fremstår som et resultat af et klart politisk brud, hvor Venstre nægter at opfylde DF's krav.

Men Venstre kan naturligvis også læse tegningen. Man er klar over, at en ren Venstre-regering vil være svag efter partiets elendige resultat med tab af hele 13 mandater. Derfor vil centrale Venstre-folk gå langt for at imødekomme DF. Som en af Venstres nøglepersoner udtrykker det med et lån fra amerikansk politik, er det bedre, at have DF til ”at stå inde i teltet og pisse ud end at stå uden for teltet og pisse ind”.

Spændt ud mellem to heste
Det fremgangsrige Liberal Alliance skal også med i Løkkes ligning, og det samme skal de mørbankede Konservative, hvor begrebet ”folkeparti” ikke længere giver nogen som helst mening.

Den netop indvalgte konservative formand Søren Pape Poulsen havde på forhånd gjort det klart, at partiet skulle have fremgang for at gå i regering, og den mulighed synes dermed udelukket.

Men i Venstre frygter man en situation, hvor en smal Venstre-regering indgår aftaler med et super stærkt Dansk Folkeparti – og derefter bliver trukket den anden vej af LA og Konservative, der vil overbyde hinanden på højrefløjen. Det bringer mindelser om den middelalderlige torturmetode, hvor ofret blev spændt ud mellem to heste.

Fyring første gang
I centrum-venstre skal man i gang med en gennemgribende genopbygning.

Socialdemokraternes fremgang på tre mandater kan ikke skjule, det er et eklatant nederlag, at regeringen bliver smidt ud af regeringskontorerne efter kun en enkelt valgperiode. Det er ikke sket siden 1975.

Analyserer man nederlaget dybere, er det langt værre end slutresultatet 89-90 lader ane:

Nedturen kom i en situation, hvor regeringen var begunstiget af en økonomisk optur, hvor den vandt 4-0 i Nordatlanten, hvor hovedmodstanderen havde dummet sig med at proklamere nulvækst, og hvor Venstre stillede med en statsministerkandidat, der var enestående upopulær. S havde tilmed kørt en dygtig og professionel valgkampagne. Alligevel tabte man.

Opbrud i blokkene
Det giver anledning til politisk selvransagelse, og den startede allerede før Helle Thorning-Schmidt havde meldt sin afgang som socialdemokratisk leder.

Det er 99 procent sikkert, at justitsminister Mette Frederiksen bliver den nye S-formand. Selv hvis der skulle melde sig en modkandidat, vil hun kunne vinde et kampvalg. Men det er ikke afgjort, hvilken linje partiet vil lægge. Det skal klappes af, inden Mette Frederiksen overtager ledelsen. 

I dele af Socialdemokratiet vil man sikre sig, at den nye formand ikke leder partiet ind på en venstredrejet retning, mens andre socialdemokrater ønsker et endeligt opgør med finansminister Bjarne Corydons (S) højredrejede linje.

Frem for alt kan torsdagens dramatiske valgresultat betyde et opbrud af de historiske alliancer. Socialdemokrater fra forskellige fløje ønsker en tilnærmelse til Dansk Folkeparti, mens man omvendt ønsker at kappe båndene til Radikale, der blev brutalt bortdømt af vælgerne.

Dobbelt nedtur
Med tab af regeringsmagten og mere end en halvering af partiet blev det radikale nederlag grummere end ventet. Økonomiminister Morten Østergaard er ikke truet som radikal leder på kort sigt, men partiets politiske linje vil komme under heftig kritik.

Selv radikale hardlinere i den økonomiske politik ønsker mere fokus på partiets værdier. Så en stram økonomisk politik ikke fremstår som et mål i sig selv, men som et middel til at sikre bærende værdier i velfærdssamfundet.

Totalteatrets triumf
Både SF og Enhedslisten blev hårdt ramt af Uffe Elbæks politiske totalteater, der mod alle odds scorede ni mandater.

Enhedslisten kan leve med det, fordi partiet trods alt fik en fremgang på et par mandater. Men skuffende alligevel, fordi EL har ligget til langt mere i det meste af valgperioden. Det vil føre til strategiske diskussioner i Enhedslisten, hvor centrale spillere så småt fortryder, at man ikke væltede Thorning-regeringen på DONG-sagen.

Langt værre er det for SF, der landede på uacceptable syv mandater. Det er det næstdårligste valgresultat nogensinde og bittert for SF-formand Pia Olsen Dyhr, der for kort tid siden så ud til at score 12 mandater.

SF-formanden har generelt gjort det udmærket i valgkampen og på mange politikområder lagt sig rigtigt. Men SF bliver nødt til at markere sig klarere på det grønne område og vinde denne klassiske SF-mærkesag tilbage fra Elbæks gøglere.

Om Uffe Elbæks kreative anarkister kan overleve valgperioden uden politisk indflydelse, synes mere end tvivlsomt. Men det er på den anden side ikke mere usandsynligt end det faktum, at det lykkedes Alternativet at komme ind.

Fortsat drama
Det politiske drama slutter ikke med den intense valgkamp og den jordskredsagtige valgnat. Forhandlingerne mellem DF og Venstre kan fange Løkke i Blåtårn, hvor man som bekendt risikerer at opholde sig temmelig længe.

Venstres leder vandt Statsministeriet og reddede dermed endnu engang sin politiske karriere med det yderste af neglene. Men personsagerne har kostet Løkke størstedelen af hans politiske frihed.

Uanset om DF kommer med i en regering eller ej, kommer Løkke til at sidde de næste år på Thulesens nåde.