Ti gange så mange betjente bevogter grænsen

GRÆNSEKONTROL: Antallet af politibetjente ved den danske grænse er tidoblet siden sommer fra omkring 27 betjente dagligt til 290. Dansk Folkeparti glæder sig over udviklingen.

Foto: Claus Fisker/Scanpix
Cecilie Gormsen

Der er sket en markant stigning i antallet af politibetjente ved den danske grænse mod syd. Det viser en orientering fra Rigspolitiet, som justitsminister Søren Pind (V) har sendt til Folketingets Retsudvalg.

Her fremgår det, at antallet af betjente er mere end tidoblet siden i sommer, og at alle politikredse sender mandskab til grænseopgaverne.

Og udviklingen glæder Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen.

”Det er godt, at vi har fået noget mere grænsekontrol og at vi har fået mere synligt politi i grænseområderne. Det har vi ønsket os igennem mange år, og nu kan vi se, at kontrollen trappes op. Det er fornuftigt,” siger han.

Tilført yderligere delinger
6. september sidste år begyndte flygtninge og migranter i større antal end tidligere at komme til Danmark. Det betød, at politiindsatsen i grænseområderne mod syd fra 7. september blev øget med politibetjente fra grænsekredsene og assistance fra de øvrige politikredse.

I løbet af efteråret blev grænseindsatsen justeret, og i december bestod indsatsen af omkring 190 politibetjente dagligt. Inden 7. september anvendte Syd- og Sønderjyllands Politi og Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi samlet cirka 27 betjente dagligt.

4. januar i år indførte regeringen midlertidig grænsekontrol, hvilket betød, at mandskabsniveauet blev øget yderligere.

”Der er i den forbindelse tilført yderligere to delinger dagligt på i alt cirka 80 politibetjente samt øget indsats i de to grænsekredse på cirka 15 politibetjente,” skriver Rigspolitiet i sin orientering.

Den øgede indsats betyder, at der nu dagligt er omkring 290 betjente ved grænsen, hvilket svarer til 585 årsværk. Årsværk er antallet af stillinger, der skal til for dække indsatsen, når der også tages højde for blandt andet aften-, weekend- og feriearbejde. Til sammenligning var der inden 7. september 55 årsværk til indsatsen i Danmarks grænseområder.

Politiet: Det kan mærkes
Hos Politiforbundet kan man godt mærke, at den øgede grænsekontrol trækker på ressourcerne, fortæller næstformand Claus Hartmann.

”Der er ikke nogen tivivl om, at det kan mærkes. Når vi afgiver så mange folk fra forskellige politikredse rundt om i landet, kan det selvfølgelig mærkes. Kredsene er i forvejen godt og vel spændt op med arbejde,” siger han.

Politikredsene rundt om i landet står nemlig for en stor del af mandskabet ved grænserne. Af de cirka 290 betjente, der dagligt kontrollerer i grænseområdet, kommer omkring 200 fra andre kredse.

”Hver gang vi skal sende flere betjente afsted fra politikredsene, kan det mærkes de pågældende steder,” siger Claus Hartmann, der blandt andet peger på, at det går ud over sagsophobning, tjenesteplaner og arbejdsmiljøet.

DF: Flere betjente
Claus Hartmann fortæller, at politiet i 2015 fik flere helt nye opgaver; først under og efter terrorangrebet i København i februar og senere med flygtningesituationen, der intensiveredes i september.

”Det ser ud til at være permanente udfordringer for dansk politi og derved permanente opgaver, der skal løses – i hvert fald i en rum tid fremover. Og det smitter af på politistyrken og prioriteringen,” siger han.

Dansk Folkepartis Peter Kofod Poulsen erkender, at dansk politi er pressede i disse år. Derfor glæder han sig over, at der med det nye politiforlig vil komme flere betjente.

”Der starter 300 ekstra betjente på politiuddannelsen i år og næste år, og når den nye skole står færdig i Jylland, ønsker vi optaget øget yderligere, så vi kan sikre, at der er mandskab nok i dansk politi,” siger han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00