Tidligere konservativ toprådgiver bliver lobbyist

JOB-NYT: Konservatives tidligere kommunikationschef, Benny Damsgaard, får topjob hos kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese.

Cecilie Gormsen

Tidligere i år fik Benny Damsgaard sparket som Konservatives kommunikationschef i en større udskiftning i partiet. Men nu har han fået et nyt job.

Benny Damsgaard skal fra 1. december lede den danske afdeling af public affairs hos Skandinaviens største kommunikationsbureau, Geelmuyden Kiese. Det oplyser han på sin facebookprofil.

”Den 1. december starter virkeligheden igen - og det for fuld tryk. Den dag starter jeg som direktør for public affairs hos Geelmuyden Kiese. Et super spændende job i en fantastisk virksomhed. Jeg glæder mig vildt til at komme i gang igen,” skriver han torsdag morgen.

Og i en pressemeddelelse fortæller Benny Damsgaard, at det ikke var en svær beslutning at sige ja til det nye job. 

”Geelmuyden Kiese har i mange år været et af Danmarks skarpeste rådgiverhuse, og de er netop nu i gang med en spændende udvikling, som jeg meget gerne vil være en del af. Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet og hjælpe Geelmuyden Kieses kunder med deres udfordringer sammen med resten af det stærke rådgiver team,” siger Benny Damsgaard

44-årige Benny Damsgaard har tidligere været ansat hos Dansk Industri (DI), hvor han blandt andet var rådgiver for DI-direktør Karsten Dybvad. I 2013 blev han hentet af Konservative. Partiet havde han et helt særligt kendskab til, da han i sine yngre dage var KU-formand, ligesom han også har været medlem at den konservative hovedbestyrelse.

Geelmuyden Kieses danske direktør, Janna Sundewall, glæder sig over ansættelsen af Benny Damsgaard.

”Hans mange års erfaring fra politik og erhvervsliv er lige netop det, vi har ledt efter til at styrke vores public affairs-arbejde. Geelmuyden Kiese er i gang med en spændene rejse, hvor vi opruster på en række centrale områder. Her passer Benny Damsgaards erfaring og hans meget brede netværk på Christiansborg og i dansk erhvervsliv perfekt ind,” siger hun.

Det er ikke første gang, at Geelmuyden Kiese henter medarbejdere fra den politiske verden. Blandt andet havde Lars Løkke Rasmussens (V) tidligere rådgiver, Mikael Børsting, posten som direktør for public affairs indtil i sommer.

Geelmuyden Kiese har kontorer i København, Stockholm, Oslo og Bruxelles, og firmaet har mere end 150 ansatte.

--
*Opdateret klokken 8.50 med citater fra Benny Damsgaard og Janna Sundewall. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Damsgaard

Partner og director, conXus Public Affairs, politisk kommentator, ekstern lektor, Københavns Uni., fhv. kommunikationschef, Konservative
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2005)

0:000:00