Tidligere ministre: Svær dans med embedsværket

Manu Sareen har kun været minister i tre uger, da en mindre delegation af topembedsmænd fra Kirkeministeriet tropper op på hans kontor.

Den daværende departementschef fører ordet.

“Du kan ikke få dine bøsser gift, Manu. Du er færdig, hvis du gør det.”

I det netop færdige regeringsgrundlag er det et klart løfte, at regeringen vil arbejde for, at alle medlemmer af den danske folkekirke skal have mulighed for at blive gift. Uanset deres seksuelle orientering.

Det er meget klart, at der bag ministrene foregår en meget kontakt mellem de øvrige ministeriers departementschefer, især med dem i Stats- og Finansministerierne.

Helge Sander (V)
Tidligere videnskabsminister

Derfor nægter Manu Sareen at følge embedsmændenes råd.

“Jeg holder fast og sådan er det. I har en time til at finde en løsning, ellers skilles vores veje,” siger Manu Sareen til topembedsmændene.

Misforstå mig ikke. Det er rare folk. Dygtige folk. Men jeg lærte, at topembedsmænd er sig selv nærmest. De passer på ministeren, men først og fremmest på sig selv. Systemets folk.

Citat fra bogen "MANU" af Manu Sareen

Episoden er beskrevet i Manu Sareens kommende bog, ”MANU”, hvor han personligt beretter om sit private liv og giver et indblik i sin tid som henholdsvis kirke- og socialminister for Radikale Venstre.

”Eksemplet fra Kirkeministeriet er et godt billede på, hvordan det fungerer, og på, at man som minister er nødt til nogle gange at slå i bordet, hvis man vil have noget igennem," fortæller Manu Sareen til Altinget.

Ellers risikerer man som minister at drukne i embedsværkets bunker af papirer og møder. Selv om embedsværket i høj grad passer på ministeren, så er deres tanker også andre steder, oplevede Manu Sareen.

“Misforstå mig ikke. Det er rare folk. Dygtige folk. Men jeg lærte, at topembedsmænd er sig selv nærmest. De passer på ministeren, men først og fremmest på sig selv. Systemets folk.”

Drømmen: Et privat universitet
Helge Sander (V) var videnskabsminister fra 2001 til 2011, og han genkender nogle af Manu Sareens erfaringer.

Den første tid oplevede han et fuldt dedikeret embedsværk, der i højt tempo arbejdede for at gennemføre alle regeringsgrundlagets ord på hans område. Men tempoet drosles væsentligt ned, da Helge Sander kommer længere hen i forløbet og tager selvstændige initiativer, der hverken står i regeringsgrundlaget eller er signaleret fra Stats- eller Finansministerierne.

”Her er det meget klart, at der bag ministrene foregår en meget tæt kontakt mellem de øvrige ministeriers departementschefer, især med dem i Stats- og Finansministerierne. Og hvis topembedsmændene ikke tror, at et initiativ er velset i de ministerier, så medvirker de ikke nødvendigvis til, at projekter eller tanker effektueres. Og det sker, under dække af at de beskytter en som minister.”

Han husker særligt to eksempler. For det første ville han gerne satse meget på eliten og blandt andet belønne de forskningsmiljøer og universiteter, der gjorde en ekstra indsats.

”Jeg måtte rykke tre gange for at få et oplæg, hvor jeg så havde skitseret mine mål. Det var en lidt vanskelig proces, men det kom, og vi effektuerede det,” siger Helge Sander.

Det andet eksempel var hans drøm om at oprette et privat universitet.

”Det var der tydeligvis meget lidt stemning for i ministeriet. Jeg følte mig lidt alene i den første del af fasen, men jeg fastholdt hårdnakket mit ønske, og til sidst fik jeg jo også noget, men det blev så aldrig effektueret, fordi det var få måneder før, at jeg stoppede som minister.”

Advarsler i Zornig-sagen
Et par måneder efter han er blevet socialminister, modtager Manu Sareen den uvildige advokatundersøgelse. Den beskriver forløbet i den såkaldte Zornig-sag, hvor den forhenværende socialminister Annette Vilhelmsen får lovet en million kroner væk i støtte til Lisbeth Zornig og hendes projekt Stemmer på Kanten – før projektet har søgt om pengene.

Manu Sareen skal beslutte, hvilke konsekvenser forløbet skal have for de involverede topembedsmænd.

Ministeriets topembedsmænd forsøger, ifølge Manu Sareen, at overbevise ham om, at det bare er en lille sag, og han sagtens kan nøjes med at give dem en løftet pegefinger.

På dagen for udlevering af rapporten går det også op for Manu Sareen, at topembedsmændene et par dage i forvejen har fået advokaten til at udlevere rapporten til dem. Det gør Manu Sareen rasende.

En af de næste dage får han også et opkald fra en topembedsmand i et andet ministerium.

“Det her handler jo om hele Slotsholmens renommé, Manu. Derfor må du forstå, at vi må finde en rimelig løsning.”

Men Manu Sareen overhører topembedsmændenes gode råd og giver tre officielle advarsler.

”Aldrig i livet, tænkte jeg, der var et parti, der var ude at sejle i denne her sag, og her havde de altså rådgivet så dårligt, at man tager sig til hovedet. Derfor valgte jeg en relativt hård linje," siger Manu Sareen.

Grønne hensyn er ikke her
Den tidligere socialdemokratiske fødevareminister Mette Gjerskov måtte også jævnligt banke i bordet som minister.

Hun oplevede det dog aldrig som noget problem.

”Jeg synes, det er naturligt, at der er nogle interesseforskelle, og hvis du som minister vil påvirke noget, så skal du være parat til at tage de kampe, fordi systemet kører jo, uanset om du er en svag eller stærk minister,” siger Mette Gjerskov, der var fødevareminister fra oktober 2011 til august 2013.

Hun mener, at man som minister bliver lidt resistent over for embedsmænd, der kommer tilbage med en dårlig besked.

”Så fik jeg at vide, at det ikke kunne lade sig gøre, og det ikke kunne lade sig gøre, men så må man sende det tilbage og sige, at det her er noget, jeg vil, så prøv lige engang til. Og nogle gange lykkedes det så,” siger Mette Gjerskov.

Hun mener da også, at hun var heldig at kende sit område så godt i forvejen. For eksempel havde hun tidligere været fuldmægtig i selv samme ministerium.

”Skal man banke i bordet, kræver det, at man ved, hvad man vil, og kender noget til området, for hvis man er for meget i tvivl, så tør man jo ikke gøre noget ved det."

Da Mette Gjerskov kom til Fødevareministeriet, var det med et ønske om at have en mere grøn profil end normalt.

”Men de var bare ikke vant til at tænke særligt grønt, og der startede de med at sige, at jamen, det grønne stod de for ovre på den anden side af gaden i Miljøministeriet, og det måtte være deres opgave, men jeg insisterede på at være minister i en grøn regering, og derfor skulle de også tænke mere grønt.”

Ministerens eget hold
Mange gange følte Manu Sareen sig alene i sin kamp for at gennemføre politik. En minister mod 400 embedsfolk i Socialministeriet med hver deres specialviden.

En løsning kunne være, at man som minister kan komme med sit eget hold af embedsfolk til at støtte ministerens politiske ideer, mener Manu Sareen.

”Mange af mine kampe med embedsmændene var, at jeg ville have dem til at være mere politiske, end de med rette kunne være. Nogle gange fik jeg dem sat i situationer, som jeg ville ønske, at jeg ikke satte dem i, men fordi jeg havde brug for, at de var mere politiske,” siger Manu Sareen.

Både Helge Sander og Mette Gjerskov mener, at de fik tilstrækkelig politisk sparring og rådgivning med den særlige rådgiver.

Mette Gjerskov mener dog, at der kan være forskellige behov for ministre.

”Det kan være værd at diskutere forskellige muligheder, for der er også politikere, der bliver ministre for områder, som de slet ikke kender, og det kan blive svage ministre, hvilket jeg synes er rigtig ærgerligt for folkestyret,” siger hun.

Alle tre forhenværende ministre mener helt overordnet, at de har fået en både meget professionel, loyal og tilfredsstillende ministerbetjening.

En magtfaktor i sig selv
Og i dag forstår Manu Sareen egentlig godt rådet fra departementschefen i Kirkeministeriet om ikke at kæmpe for, at homoseksuelle kunne blive viet i folkekirken. For det var et forslag, der vakte meget stor røre og gjorde livet besværligt for både ham og ministeriet.

Men en time efter han havde givet embedsmændene et ultimatum, så stod de igen på hans kontor. Denne gang med et bud på en løsning og fremgangsmåde.

”Og der må jeg sige, at når først jeg havde haft mine brydninger med embedsværket, og jeg ligesom holdt fast, så gik de altså også all in. Det har jeg stor respekt for.”

Han ser da også tilbage på sin ministertid med enorm glæde, men med en betydelig lærdom.

“Jeg siger bare, at jeg som minister har lært, at embedsmænd er en magtfaktor, og at de har deres egne interesser, og det skal man vide. Også selv om de hele tiden har travlt med at fremstille sig som neutrale.”

Bogen ”Manu” udkommer 12. november på Politikens Forlag og er skrevet af Manu Sareen i samarbejde med Niels Ditlev.