Tilliden til embedsværket falder

MÅLING: Lidt over halvdelen af danskerne har begrænset tillid til ministeriernes embedsmænd, viser måling. Mistroen er øget det seneste år.

September måned sidste år foreslog Bo Smith-udvalget, ledet af tidligere departementschef Bo Smith, at ministerierne skal gardere sig mod den stigende mistro ved at indføre mere åbenhed om deres faglige arbejde.
September måned sidste år foreslog Bo Smith-udvalget, ledet af tidligere departementschef Bo Smith, at ministerierne skal gardere sig mod den stigende mistro ved at indføre mere åbenhed om deres faglige arbejde.Foto: Søren Bidstrup/Scanpix
Sine Riis Lund

Embedsmændenes troværdighed i departementer og styrelser halter. Det viser en meningsmåling, som Norstat har gennemført for Altinget.

I målingen svarer 56 procent af de adspurgte, at de har begrænset tillid til embedsmænd i de danske ministerier, mens 37 procent udtrykker tillid. Otte procent er i tvivl.

“Det er da bekymrende, hvis borgerne ikke har tillid til, at de embedsmænd, der forvalter en stor del af vores samfund, gør det på en ordentlig måde,” siger Peter Munk Christiansen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

Den faglige organisation Djøf medgiver, at målingens resultat ikke er opløftende læsning.

Forklaringen kan ikke være rigtig rationel, fordi vi har faktisk et meget ukorrupt embedsværk, og et embedsværk, som er meget velfungerende, hvis vi sammenligner med de fleste af klodens andre lande.

Peter Munk Christiansen
Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet

“Det er ikke umiddelbart tilfredsstillende, at betydeligt færre end halvdelen af befolkningen har tillid til arbejdet i centraladministrationen. Det er noget, vi er nødt til at tage meget alvorligt,” siger Henning Thiesen, formand for offentlige chefer i Djøf.

Stigende mistro
Danskernes mistillid er tilsyneladende øget. I en tilsvarende måling sidste år svarede 48 procent, at det kneb med tilliden til embedsmændene, mens 42 procent udtrykte tillid.

Det er ikke umiddelbart tilfredsstillende, at betydeligt færre end halvdelen af befolkningen har tillid til arbejdet i centraladministrationen. Det er noget, vi er nødt til at tage meget alvorligt.

Henning Thiesen
Formand for offentlige chefer i Djøf

Udviklingen overrasker Peter Munk Christiansen og Henning Thiesen, der begge finder den relativt høje mistillid uforståelig.

“Forklaringen kan ikke være rigtig rationel, fordi vi har faktisk et meget ukorrupt embedsværk, og et embedsværk, som er meget velfungerende, hvis vi sammenligner med de fleste af klodens andre lande,” siger Peter Munk Christiansen.

International topscorer
Denne uge har den partipolitisk uafhængige organisation Transparency International for fjerde år i træk kåret Danmark som verdens mindst korrupte land. Og andre internationale undersøgelser har tidligere påpeget, at Danmark har en af verdens mest effektive offentlige sektorer.

0:000:00