Debat

Tørnæs: Krydset påvirker din hverdag

DEBAT: EU virker fjernt, men tilbyder konkrete løsninger på nære problemer. Derfor vil valget 3. december påvirke vælgernes hverdag, og derfor er det så vigtigt at stemme, lyder det fra Venstres EU-parlamentariker Ulla Tørnæs.

"Afstemningen på torsdag
handler om at gøre livet tryggere for danskerne, at gøre det sværere at være
kriminel og at gøre det lettere at drive virksomhed i Danmark," lyder det fra Venstres Ulla Tørnæs.
"Afstemningen på torsdag handler om at gøre livet tryggere for danskerne, at gøre det sværere at være kriminel og at gøre det lettere at drive virksomhed i Danmark," lyder det fra Venstres Ulla Tørnæs.
Minna Møbjerg Stevnhoved
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ulla Tørnæs
Medlem af Europa-Parlamentet for Venstre

Valgforsker Kasper Møller Hansen konkluderer her på Altinget, at folkeafstemningen den 3. december er svær at relatere til.

Jeg kan da også godt forstå, at mange synes, at afstemningen kan være svær at forstå: Bruxelles IIa-forordningen, Kontosikringsforordningen, Småkravsprocedureforordningen er ikke ligefrem navne, som er lette at forstå. Men bag de kringlede navne gemmer der sig konkrete løsninger på konkrete problemer.  

Mange håndgribelige fordele
Vi har levet med vores retsforbehold i 22 år. Betydningen af retsforbeholdet er blevet større og større de seneste år, men inden længe er retsforbeholdet i sin nuværende form ikke til at leve med længere. Det betyder nemlig, at vi står til at ryge ud af Europol i 2016, fordi Europol skifter status, og så træder retsforbeholdet i kraft.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Derfor skal vi nu til folkeafstemning, så vi, forhåbentlig, kan omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning. 

Et bredt flertal af Folketingets partier har på baggrund af Justitsministeriets anbefalinger udvalgt 22 love, som de mener, at Danmark skal tilslutte sig. Samtlige 22 love giver konkrete fordele for Danmark, danskerne og danske virksomheder. De gør det tryggere at være dansker, sværere at være kriminel og lettere at drive virksomhed.

Samtlige 22 love giver konkrete fordele for Danmark, danskerne og danske virksomheder. De gør det tryggere at være dansker, sværere at være kriminel og lettere at drive virksomhed.

Ulla Tørnæs
Medlem af Europa-Parlamentet, Venstre

200 daglige Europol-søgninger
Den vigtigste grund til, at vi skal til folkeafstemning er, at Danmark i 2016 står til at ryge ud af det europæiske politisamarbejde, Europol. Europol er et konkret og vigtigt redskab for dansk politi i deres daglige kamp mod grænseoverskridende kriminalitet.

Dansk politi slår op i Europols databaser 200 gange dagligt. Det kan være en biltyv, de stopper på landevejen, en indbrudstyv, de møder i et villakvarter, eller en narkohandler, de stopper på gaden. Med det medlemskab, Danmark har af Europol i dag, kan vi slå direkte op i databaserne. Det gør kriminalitetsbekæmpelsen effektiv, politiets arbejde stærkere og kriminaliteten sværere.

Men afstemningen handler ikke kun om kriminalitetsbekæmpelse.

Klare regler sikrer børns retssikkerhed
Et "ja" 3. december giver håndgribelige fordele for de danske familier.

For eksempel for de stadig flere og flere familier, hvor forældrene kommer fra hvert sit EU-land. I dag er Danmark ikke en del af helt væsentlige love, som sikrer klarhed om, hvilke regler der gælder, når familier opløses på tværs af grænser.

Danske familier er i dag tydeligt dårligere stillet, når der opstår tvister om samvær, konfliktløsning og forældremyndighed. Et eksempel er børnebortførsler. Siden 2003 er antallet af børnebortførelser steget fra 6 til 21 i 2014. Som det eneste land i EU står Danmark i dag uden for den såkaldte Bruxelles IIa-forordning. Men kan bestemt ikke kalde navnet nærværende, men forordningen handler om det helt nære – at der kommer klarhed over, hvilke regler der gælder, når den ene forælder bortfører et barn eller forældrene flytter til hvert sit EU-land.

Uklarhed om reglerne gør børnene til gidsler – klarhed sikrer børnenes retssikkerhed.

Det er sund fornuft
Også når det kommer til vores virksomheder, er der helt klare fordele ved et ja. Det handler om, at danske virksomheder skal have de samme lige og fair vilkår som deres europæiske konkurrenter.

I 2013 kunne en portugisisk underleverandør til metrobyggeriet i Købehavn efterlade en ubetalt gæld på 13 mio. kroner, da deres danske datterselskab erklærede sig konkurs. Hvis metrobyggeriet havde fundet sted i et af de 27 andre EU-lande, havde det været nemt at indhente gælden.

Det er kun sund fornuft at sørge for, at vores virksomheder ikke taber kapløbet mod virksomheder i andre lande. Også småkravsprocedureforordningen – heller ikke et nærværende navn – har konkrete fordele. Denne forordning har fordele for de små og mellemstore virksomheder. Den sikrer nemlig, at det bliver lettere at inddrive mindre krav fra andre EU-lande.

Kort og godt: Afstemningen på torsdag handler om at gøre livet tryggere for danskerne, at gøre det sværere at være kriminel og at gøre det lettere at drive virksomhed i Danmark.

Det er konkret og nærværende, og det handler om vores hverdag. Derfor er det vigtigt at sætte krydset ved "ja" 3. december. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ulla Tørnæs

Kandidat til Europa-Parlamentet (V), Formand, Den Sociale Investeringsfond, Danida Fellowship Centre, bestyrelsesmedlem, professionshøjskole UC-Syd
exam.art. i fransk (Odense Uni. 1984), ED i fransk (Handelshøjskolen i København 1988), Bestyrelsesuddannelse CBS

0:000:00