Trads: Én mand står bag vores værste ulykker – Fogh!

Findes der overhovedet nogen her i landet, der stadig synes, at Anders Fogh Rasmussen er en stor mand?

Jeg tvivler – for selv Venstre-folk dukker hovedet, når talen falder på den tidligere statsminister! I dag er den tidligere toppolitiker reduceret til en glatsleben konsulent, der tilsyneladende arbejder for hvem-som-helst for at rage til sig:

Lige nu ved vi, at han tager imod enorme beløb for at hjælpe eksempelvis vulgærkapitalisterne i Goldman Sachs. En af de værste skurke op til finanskrisen i 2008. Fogh hjælper dem med at smøre danske politikere, så de ikke vakler i forbindelse med deres opkøb af Dong.

Hvad laver Fogh ellers? Vi ved, at han er på den ukrainske regerings lønningsliste. Hvem ellers? Vi aner det ikke. Mit gæt er, at han arbejder for hvem-som-helst, der vil sende en fed check til Rasmussen Global, som hans hastigt voksende konsulentbiks hedder.

I dag er den tidligere toppolitiker reduceret til en glatsleben konsulent, der tilsyneladende arbejder for hvem som helst for at rage til sig

David Trads

Men én ting ved vi med sikkerhed – og det er, at der står Anders Fogh Rasmussens navn på alle de værste ulykker, der er væltet ned over vores land i de forløbne tre årtier. Lad mig tage de fire største:

For det første – opløsningen af skattekontrollen:

Den resoluthed, som Fogh har stået for, når det handler om at smadre Skats evne til at sikre, at der bliver betalt den skat, der er lovgivet om, er måske hans mest blivende bidrag til danmarkshistorien. Ingen bærer større ansvar for skandalerne i Skat end ham.

Det begyndte, da han var skatteminister i Schlüter-regeringen. Hans drøm var at opløse velfærdssamfundet – tænk på bogen ’Fra Socialstat til Minimalstat’ – men da det ikke kunne lade sig gøre, prøvede han at ’æde elefanten bid for bid’, som gammelkapitalisterne siger.

Han svækkede Skat dramatisk – for Skats folk skulle ikke være så nidkære i deres inddrivning af de penge, som Fogh helst så forblive i folks egne lommer. Færre ansatte. Mindre ligning. Da han senere blev statsminister, fortsatte ’festen’, hvilket vi i dag mærker følgerne af.

For det andet – den fatale invasion af Irak:

Den stålsathed, som Fogh udviste, da han i 2003 kastede os ind i Irak-krigen, var udtryk for en dumhed af historiske dimensioner. Ikke siden Kong Christian 9.’s dumheder, der førte til krigen i 1864, har nogen dansk stats- og regeringschef begået en så stor fejl.

Irak-krigen var ulovlig, fordi den intet FN-mandat havde. Den var baseret på to løgne – dels at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, dels at han var i ledtog med al-Qaeda. Irak-krigen splittede Vesten, den lagde grunden til Islamisk Stat og den syriske flygtningekrise.

Som en lille puddelhund logrede Anders Fogh for præsident George W. Bush og premierminister Tony Blair. 'Lille Anders' fik lov at være med – som en nyttig idiot i et Europa, hvor Tyskland og Frankrig sagde fra. Han maste Irak-krigen gennem Folketinget med det snævreste flertal.

For det tredje – den amatøragtige håndtering af Muhammed-krisen:

Den stædighed, som Fogh insisterede på, da Danmark i 2005 og 2006 blev kastet ud i et udenrigspolitisk stormvejr i kølvandet på Muhammed-tegningerne, forværrede og forstørrede krisen. Som en elefant i et spinatbed trampede han løs – alt blev værre.

Jyllands-Posten havde selvfølgelig ret til at tegne profeten. Det sikrer ytringsfriheden. Fogh skulle naturligvis ikke gribe ind over for et frit medie. Hans opgave som regeringschef var imdidlertid at hindre, at den eskalerende krise gik amok. Fogh fejlede big time.

Værst var det, at han pure afviste at mødes med de arabiske ambassadører i København. En episk fejl, som kostede dyrt. Hvorfor afviste han denne dialog, der måske kunne have dæmpet krisen? Fordi han var så optaget at lægge afstand til muslimer og tækkes Dansk Folkeparti.

For det fjerde – fraværet af rettidig omhu op til finanskrisen:

Den lallende optimisme, som Fogh udviste op igennem 00'erne, hvor huspriserne buldrede afsted, var udtryk for en uansvarlighed der betød, at Danmark stod svagere, da finanskrisen ramte os. Pengene fossede ud af statskassen, mens han sad ved roret.

Ét var, at Fogh sænkede skatterne og øgede de offentlige udgifter. Han pralede endda med det. Noget andet var, at han afviste alle tilløb til indgreb, der kunne have dæmpet festen i tiden. Da hans finansminister storskrydende lod forstå, at vi kunne købe hele verden, smilte han.

Da krisen ramte os i slutningen af 2008, ja, da stak Fogh af. I det skjulte havde han brugt alle sine kræfter på at søge et internationalt topjob i stedet for at passe det embede, han var betroet. Siden har Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt forsøgt at rydde op.

Nå, Fogh er nok ligeglad – 'vorherrebevares', tænker han sikkert, mens han tjekker de dollarbeløb, der ruller ind på kontoen hos Rasmussen Global.

---

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.