Trads: Det hele minder uhyggeligt meget om 1914

Vi glemmer tit, at der skal så lidt – så foruroligende lidt til – før, at verden, som vi kender den, falder sammen. En gnist kan vitterligt antænde bålet.

Tag nu den 28. juni i 1914, da den østrigsk-ungarske tronfølger, prins Ferdinand, kørte i kortege gennem Sarajevos gader. En serbisk nationalist, Gavrilo Princip, trak sin pistol og skød prinsen i halsen. Det var dét blodige attentat, som førte til Første Verdenskrig.

Da vi for to år siden markerede 100-året for begyndelsen på den krig, forsøgte historikerne igen at forklare os, hvordan den trods alt isolerede konflikt mellem Serbien og Østrig-Ungarn kunne føre til kollektivt selvmord på vores kontinent?

Christopher Clarks hovedpointe i den fremragende bog ’Sleepwalkers’ er, som titlen antyder, at de europæiske nationer uforberedte, nærmest som søvngængere, lod den lille konflikt udvikle sig. De lod en gnist antænde bålet i stedet for at slukke det.

Mens Vesten græder, smiler Rusland. Det er, når Vesten er svagest, når Vesten ikke formår at stå samlet, at vores demokrati udfordres af de andres diktaturer. 

David Trads

Er det der, vi nu er igen? Har vi igen et Europa, en verden, hvor den rædselsvækkende gryde af nationalisme, diskrimination og imperialisme ulmer så meget, at der skal så uendeligt lidt til, at det hele falder sammen? At vores ledere uforvarende lader stå til?

Mandag den 19. december var vi vidner til et historisk øjeblik, der vækker uhyggelige minder om attentatet på prins Ferdinand i 1914:

Ruslands ambassadør i Tyrkiet, Andrej Karlov, var i færd med at åbne en fotoudstilling i Ankara, da en tyrkisk politimand i civil trak sin pistol, skød og dræbte ham. Karlov røg i gulvet, mens gerningsmanden råbte ’glem ikke Aleppo, glem ikke Syrien.’

En tragedie, der i det storpolitiske klima, verden befinder sig i netop nu, har alle elementerne til at gøre slemt værre:

Rusland og Tyrkiet er enorme militærmagter, som befinder sig på hver sin side af den krig, der har hærget Syrien i fem år. Moskva støtter diktator Assad, mens Ankara er hans modstander. Massakren på Aleppo, som Rusland og Syrien gennemførte, er forhadt i Tyrkiet.

Og læg dertil, at såvel den russiske leder Vladimir Putin og den tyrkiske leder Recep Erdogan begge besidder den ubehagelige cocktail af nationalisme, imperialisme og, ja, fascisme, som har det med at fjerne logik og fornuft bag deres handlinger.

Putin erklærede omgående mordet på ambassadøren for en terrorhandling, som skal hævnes. Hvad betyder det? At Rusland vil gå endnu mere aktivt til værks i dens aggressioner i Europa og Mellemøsten? At Putin igen vil bruge sit militær til at skyde sig til øget magt?

Vi ved, at Putins ambitioner og drømme er store: Han ønsker at genskabe den geopolitiske virkelighed, der eksisterede før Murens fald. Det vil sige en verden, hvor Rusland dominerer lige så meget, som Sovjetunionen gjorde. En verden, hvor Moskva virkelig er vigtig.

Putins metode er altid at udnytte situationer – at lede efter et magtvakuum, som han kan drage fordel af for at fremme sin sag. Da Europa og Amerika tøvede i forhold til Ukraine, invaderede han Krim og Østukraine. Da Vesten tøvede i Syrien, gik han i aktion.

Lige nu er Vesten igen optaget af alt muligt andet:

EU er ved at ramle, mens Storbritannien forhandler om dets udmeldelse. USA er i færd med at overlade magten til Donald Trump, en komplet uforudsigelig præsident. Den terrorhandling, som netop har ramt Berlin øger indtrykket af et Europa, som stresses af begivenheder.

Mens Vesten græder, smiler Rusland. Det er, når Vesten er svagest, når Vesten ikke formår at stå samlet, at vores demokrati udfordres af de andres diktaturer. Det er på høje tid, at Vestens ledere vågner, samler sig, gør noget. Vi må ikke som søvngængere begå fortidens fejl.

---

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.