Kommentar af 
David Trads

Trads: Løkke er Danmarks dygtigste politiker

KLUMME: Efter Venstres valgnederlag dæmpede Løkke forventningerne til, hvad han kunne få igennem, og han udstillede, at de øvrige borgerlige ikke turde tage ansvar. Det er simpelthen godt arbejde, og det dokumenterer, at Løkke er Danmarks dygtigste politiker, skriver David Trads. 

 Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udpegede en solid regering, som straks udviste handlekraft, skriver David Trads. 
 Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udpegede en solid regering, som straks udviste handlekraft, skriver David Trads. Foto: Hasse Ferrold
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg kan ikke undgå at blive imponeret over Lars Løkke Rasmussen – for det er helt utroligt, hvor naturligt han indtager statsministerposten:

Efter Venstres valgnederlag dæmpede han forventningerne til, hvad han kunne få igennem. Som kongelig undersøger udstillede han, at de øvrige borgerlige ikke turde tage ansvar. Han udpegede en solid regering, som straks udviste handlekraft.

Det er simpelthen godt arbejde, og det dokumenterer, at Løkke er Danmarks dygtigste politiker.

Jeg taler ikke om at være enig med ham, men om at få det optimale ud af de kort, man er blevet tildelt. Han har fået den serve-ret tilbage i dansk politik, som han ønskede sig – og han udnytter den til det yderste.

Statsministeren har tydeligvis brugt sin tid som oppositionsleder klogt: els ved grundigt at forberede den politik, som regeringen agter at føre, og dels ved at tage ved lære af de fejl, som den seneste regering begik, da den tiltrådte.

David Trads
Klummeskribent

Løkke kan den politiske materie
Det er Løkkes erfaring, der kommer ham til gode: Siden han som ung var formand for Venstres Ungdom har han konstant haft tunge tillidsposter; udvalgsformand og viceborgmester i en kommune, amtsborgmester, næstformand i Venstre, adskillige ministerposter.

Løkke kan den politiske materie på en måde, som ingen anden aktiv dansk politiker, jeg kender. Han er den gamle skole – for præcist som Nyrup, Lykketoft, Fogh og Vestager mestrer han både at opsætte politiske visioner og agere i det maskinrum, hvor ideer bliver til love.

Derudover er det åbenlyst, at han vitterligt brænder for noget:

Det arbejde, han eksempelvis har udført i Løkke-fonden, hvor drenge, der har svært ved at læse og regne, har fået et positivt skub, er forbilledligt. Det minder mig – uden at vi skal blive for højtflyvende – om den indsats, Barack Obama udførte med frivilligt socialt arbejde i Chicago.

Løkkes popularitet vil stige
Denne kombination af tung politisk erfaring og ægte politisk engagement er årsagen til, at han rejste sig efter alle skandalerne og nu igen er statsminister. Ikke – for nu at sige det mildt – med et stærkt politisk mandat i ryggen, men dog med de gyldne kæder om halsen.

Befolkningen har endnu ikke tilgivet Løkke. En Norstat-måling på Altinget viser, at blot 26 procent foretrækker ham som statsminister, mens Mette Frederiksen, den nye S-formand, støttes af 35 procent. Mit bud er, at Løkkes popularitet vil stige den kommende tid.

Statsministeren har tydeligvis brugt sin tid som oppositionsleder klogt: dels ved grundigt at forberede den politik, som regeringen agter at føre, og dels ved at tage ved lære af de fejl, som den seneste regering begik, da den tiltrådte.

Tager alle alvorligt
Jeg talte forleden med en højtstående SF’er, der understregede, at den måde, som SF blev behandlet på af Løkke under regeringsforhandlingerne og siden under forhandlingerne om det grønne boligjob-ordning, var stærkt overrumplende:

”Løkke tog os alvorligt, kendte vores positioner, noterede ned, afleverede efterfølgende præcise udspil, hvor vi kunne genkende vores egne prioriteringer. Det var så professionelt og så ærligt – og det var så dramatisk anderledes dygtigt end under Helle Thorning-Schmidt.”

Det er det samme, jeg hører fra Alternativet, som også var med i boligjob-ordningen. Og i øvrigt også fra Folketingets øvrige partier. Ikke ret mange synes, at Løkke fortjener at være statsminister, men stort set alle anerkender, at han er ekstremt dygtig til at være det.

Hvor længe holder han så?

Tja, mit bedste bud lige nu er, at han holder tæt på hele valgperioden.

Hvorfor?

Især to grunde: dels at han er landets dygtigste politiske håndværker. Dels at hans parlamentariske grundlag er solidt. Hvem skulle dog vælte ham?

---
David Trads skriver hver mandag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00