Kommentar af 
David Trads

Trads: Løkke jubler over norsk valg - men Frederiksen bør også glæde sig

KLUMME: Solbergs comeback i det norske valg, bør få Løkke til at juble - lighedspunkterne mellem hans og Solbergs regering er mange. Men den norske valg er også gode nyheder for Mette Frederiksens politiske strategi.

STØJBERG X 3: Norges integrationsminister, Sylvi Listhaug (t.v.), har været stærkt medvirkende til Erna Solberg og Høyres valgsejr i nabolandet.
STØJBERG X 3: Norges integrationsminister, Sylvi Listhaug (t.v.), har været stærkt medvirkende til Erna Solberg og Høyres valgsejr i nabolandet.Foto: Polfoto/Finn Frandsen
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvis du kan genkende den her virkelighed, så vil resultatet af det norske valg virkelig, virkelig interessere dig:

Siden sidste valg, hvor blå blok fik magten, har næsten alle dømt den borgerlige statsminister ude, mens rød blok har ført i alle målinger, så den socialdemokratiske partileder stod sikkert til at blive ny regeringschef - altså bortset fra de sidste uger, hvor alt blev vendt om.

Sådan gik det i Norge, hvor Erna Solberg fra Høyre stort set lige siden hun fik magten i 2013, har lignet en sikker taber, mens Jonas Gahr Støre fra Arbeiderpartiet lignede en lige så sikker vinder. Men… da først valgkampen gik i gang efter sommerferien, ændrede alt sig:

Solbergs Høyre gik ganske vist lidt tilbage, men hendes blok, herunder hendes koalition med Fremskrittspartiet (en slags krydsning mellem Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige), holdt skansen – og derved magten. Gahr Støres Arbeiderparti fik derimod en på lampen. Ligner udviklingen den danske? En hel del. 

For Frederiksen handler det om at undgå at "lave en Gahr Støre" – altså ramle sammen efter at have stået til at cruise til en sejr lige indtil valget.

David Trads

De to danske partiledere, som formentlig har fulgt Norges valg med allerstørst interesse, må nemlig være Venstres Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokratiets Mette Frederiksen – for hvad kan de to, som kæmper om regeringsmagten her i landet, lære af vælgeradfærden mod nord?

Den korte version er, at de faktisk begge bør være opmuntret af valgresultatet:

Løkke kan sagtens ’lave en Solberg’ og vinde til sidst.

David Trads

Løkke bør glæde sig mest, ja, han bør faktisk juble – og på Twitter udbryder han da også et begejstret "Fortjent!" om valgsejren. Det forstår jeg godt – for Solbergs comeback giver selvsagt også Løkke en optimisme om, at han, som så ofte er dømt ude, kan vinde til sidst.

Statsministeren vil også notere sig, at den hårde udlændingepolitik, som den norske regering, anført af integrationsminister Sylvi Listhaug (Inger Støjberg i tredje potens!), fører, i den grad mødte opbakning hos vælgerne. Humanisterne står lige så svagt i Norge som i Danmark.

Han vil også bemærke, at den økonomiske fremgang – langsomt, men sikkert – som Norge har fået gang i, og som er skabt via en økonomisk politik, som ligner den, som Løkke ønsker at føre her i landet, er belønnet af vælgerne. Det er stadig "the economy, stupid!", der afgør valg.

Frederiksen bør imidlertid også glæde sig over resultatet – for selv om hun selvsagt havde foretrukket, at partifællen Gahr Støre havde vundet, så kommer hans nederlag i virkeligheden til at sætte en tyk streg under, at hendes politisk-strategiske linje er den rigtige.

Gahr Støres to store fejl, lyder det i de norske analyser efter valget, var, at han missede folkestemningen – dels ved at blive ved med at komme med udspil, der tog udgangspunkt i en krise, som er overstået, dels ved at kritisere nordmænd for at have glemt humanismen.

Frederiksen har for længst skiftet kurs på de to områder. Det finanslovsudspil, som hun netop er kommet med, tager faktisk udgangspunkt i, at der er råd til mere velfærd, og, lige så vigtigt, at den udlændingepolitik, hun står for, er benhård. Hun er derfor mere i samklang med sine vælgere.

Det mest opmuntrende for Løkke og det mest bekymrende for Frederiksen er imidlertid, at Norges valg bekræfter en tendens fra mange valg i det forløbne år – nemlig at venstrefløjen hastigt taber styrke jo tættere på valgdagen, mens højrefløjen vinder opbakning.

Sådan var det i USA, hvor Clinton stod til en stor sejr, men hvor Trump vandt. Sådan var det Frankrig, hvor Benoit Hamon, den socialdemokratiske præsidentkandidat, pludselig tabte alt. Sådan gik det i Norge. Sådan ser det ud til at gå i Tyskland.

Hvad med Danmark?

Well, efter et par år, hvor Løkke – med sin smalle Venstre-regering og nu med VLAK-regeringen – er blevet ydmyget gang på gang, ja, der er målingerne overrumplende helt, helt lige. Alt er åbent. Løkke kan sagtens "lave en Solberg" og vinde til sidst.

For Frederiksen handler det om at undgå at "lave en Gahr Støre" – altså ramle sammen efter at have stået til at cruise til en sejr lige indtil valget. Det bliver den store opgave for hende at lære af det norske nederlag, hvor – endnu en – på papiret stærk socialdemokrat tabte.

--------

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00