Kommentar af 
David Trads

Trads: Selvfølgelig skifter politikere parti – som os andre

KLUMME: Vores parti-loyalitet er i færd med at dø ud. Kun få, som jeg kender – måske slet ingen i virkeligheden, holder fast ved samme parti. Hvad enten du er til højre, i midten eller til venstre, er du ret illoyal, skriver David Trads.

Det ’nye normale’ er, at vælgerne langtfra er trofaste. Få er partisoldater. Færre opfatter sig selv som stemmekvæg. Flere er i dag så meget mere trofaste mod egne mærkesager – ’skatten skal ned’ eller ’behandl flygtninge godt’ – end mod et partis taktiske valg. De er flygtige, skriver David Trads.&nbsp;<div><br></div>
Det ’nye normale’ er, at vælgerne langtfra er trofaste. Få er partisoldater. Færre opfatter sig selv som stemmekvæg. Flere er i dag så meget mere trofaste mod egne mærkesager – ’skatten skal ned’ eller ’behandl flygtninge godt’ – end mod et partis taktiske valg. De er flygtige, skriver David Trads. 

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget.dk
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg har haft stemmeret i tre årtier – og har i den tid stemt på fire forskellige partier:

Ét parti til højre, ét på midten, to til venstre. Jeg var 32 år, da jeg sidst stemte på Venstre – nemlig på Bertel Haarder ved valget til Europa-Parlamentet i 1999. Siden har jeg skiftet mellem at stemme på centrum-venstre partier, men min pointe er egentlig klar:

Det tager tid – lang tid – før man for alvor rammer det eller de to-tre partier, man er tættest på. Personligt rundede jeg som sagt 30 år, før jeg lagde mig nogenlunde fast. Og jeg er bestemt fortsat til at flytte, hvis mit parti dummer sig på afgørende felter. Sådan har mange det.

Tænk bare tilbage på de forløbne 10-15 år – og vi kan alle huske, hvordan først Radikale, så Ny Alliance, dernæst SF og Enhedslisten på kort tid har hoppet dramatisk ved målinger og valg. Især Socialdemokratiet og Venstre har lidt under vælgernes lyst til noget nyt.

Det tager tid – lang tid – før man for alvor rammer det eller de to-tre partier, man er tættest på. Personligt rundede jeg som sagt 30 år, før jeg lagde mig nogenlunde fast. Og jeg er bestemt fortsat til at flytte, hvis mit parti dummer sig på afgørende felter. Sådan har mange det.

David Trads

Parat til at prøve nyt
Gamle dages loyalitet hos vælgerne er fortid. I dag er danskerne i større grad end nogensinde parate til at prøve noget nyt. Hvis det parti, man plejer at stemme på, bevæger sig for langt ud ad en tangent på områder, der betyder noget særligt for en, ja, så skifter man ubesværet.

Den lethed, hvormed vælgerne forlader et parti til fordel for et andet, smitter naturligvis af på de folkevalgte også – senest da Pernille Schnoor, nyvalgt folketingsmedlem for Socialdemokratiet, i weekenden skiftede til Alternativet med denne begrundelse:

”Jeg havde håbet, at Mette Frederiksen ville dreje partiet over i en mere humanistisk retning, men det er bare ikke sket,” fastslår hun efter udmeldelsen.

Schnoor, som stort set er ukendt, har angiveligt haft svært ved at stå inde for den linje, som Socialdemokratiet har haft på især udlændinge- og socialområdet – og så har hun haft det svært med den ’forretningsmæssige’ tilgang til diskussioner, som angiveligt hersker hos S.

Parti-loyalitet dør ud
Man kan synes, at der er langt mellem det parti, hun forlader, og det, hun går til. Meget langt – tænk på Alternativets nej til krig mod Islamisk Stat, nej til stramninger på udlændingepolitik, nej til besparelser i kommunerne. Men Schnoor er ligeglad. Hun har valgt med hjertet.

Det politiske Danmark er i dag fyldt med politikere, som spektakulært har skiftet parti – senest Jens Rohde fra Venstre til Radikale, og Radikales Manu Sareen, som nu er medlem af Alternativet. Inden da Ida Auken fra SF til Radikale, Astrid Krag og Jesper Petersen fra SF til S.

Går vi yderligere få år tilbage, gik Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøl – begge ad omveje – fra De Radikale til Liberal Alliance. Naser Khader fra De Radikale over Ny og Liberal Alliance til De Konservative – og Ole Sohn fra Kommunisterne over SF til Socialdemokratiet.

Listen over ’politiske afhoppere’ er endnu længere, og mens det engang var udtryk for en sensation, er det i dag så almindeligt, at de fleste af os bare trækker på skuldrene. Ja, måske har vi endda forståelse for det, fordi vi selv shopper så ivrigt mellem partierne?

I dag er det åbenlyst, at den parti-loyalitet, som engang kendetegnede de fleste af os, er i færd med at dø ud. Kun få, som jeg kender – måske slet ingen i virkeligheden – har altid holdt fast ved samme parti. Hvad enten du er til højre, i midten eller til venstre, ja, så er du ret illoyal.

Al politisk logik er gammeldags
Det ’nye normale’ er, at vælgerne langtfra er trofaste. Få er partisoldater. Færre opfatter sig selv som stemmekvæg. Flere er i dag så meget mere trofaste mod egne mærkesager – ’skatten skal ned’ eller ’behandl flygtninge godt’ – end mod et partis taktiske valg. De er flygtige.

Intet sted ses det tydeligere end i Island, hvor vælgerne har vendt de gamle partier så meget ryggen, at de ser ud til at ville give Piratpartiet (!) 36 procent af stemmerne.

Vi ser det også i Danmark, idet en ny Epinion-måling for DR for første gang viste, at de gamle partier – V, K, S og R – fik under 50 procent. Vi skifter alle sammen så meget hele tiden, at al politisk logik er gammeldags. Alt er mere åbent end nogensinde. Det er faktisk enormt spændende.

---
David Trads har hver mandag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Schnoor

Udviklingschef, Headspace, stifter, tænketanken Talk, fhv. MF (ALT)
ph.d. i marketing (Copenhagen Business School 2004), cand.comm. (Roskilde Uni. 1994)

0:000:00