Trængselsmedlemmer ærgrer sig: Vi får ikke løst opgaven

TRÆNGSEL: Det er langt fra alle medlemmer af Trængselskommissionen, som er tilfredse med kommissionens rapport. 11 ud af 28 medlemmer står bag kritiske mindretalsudtalelser. Transportministeren hæfter sig ved stort flertal bag anbefalingerne.
Flere medlemmer af Trængselskommissionen mener ikke, at man gør nok for at løse trængslen.
Flere medlemmer af Trængselskommissionen mener ikke, at man gør nok for at løse trængslen.Foto: Colourbox
Hjalte T. H. Kragesteen

"Uambitiøst", "Opgaven er ikke løst" og "Jeg kan ikke tilslutte mig betænkningen".

Sådan lyder nogle af de kritiske passager i otte* mindretalsudtalelser i Trængselskommissionens netop offentliggjorte betænkning. Udtalelser som i alt 11* ud af 28 medlemmer står bag. Den mest kritiske kommer fra Gentoftes borgmester Hans Toft (K), der som den eneste end ikke kan tilslutte sig betænkningen.

"Jeg tror, at folk i Hovedstadsområdet forventer, at de nu kommer hurtigere på arbejde. Men det er bare slet ikke tilfældet, og det er ikke særlig ambitiøst for at sige det rent ud", siger han med henvisning til, at kommissionen når frem til, at man kun kan sikre, at folk ikke kommer langsommere på arbejde end i dag.

Han peger på, at investeringerne i den kollektive trafik er alt for få til, at den kollektive trafik fremover vil blive et attraktivt tilvalg. Derudover peger han også på en række tidsler, som gør, at han ikke vil stå på mål for betænkningen. Her tænker han eksempelvis på roadpricing, som i betænkningen bliver nævnt som det redskab med det største potentiale til at regulere trafikken.

Fakta

De er kommet med mindretalsudtalelser:

  • Harry Lahrmann, trafikforsker Aalborg Universitet
  • Hans Toft, borgmester i Gentofte, KKR Hovedstaden.
  • Flemming Stenild (SF), regionsrådsmedlem, Region Hovedstaden
  • Erik Østergaard, adm. direktør, Dansk Erhverv
  • Susanne Krawack, chefkonsulent i Concito
  • Ivan Lund Pedersen, NOAH Trafik
  • Trine Juncher Jørgensen, souschef, Dansk Cyklist Forbund
  • Karl Vogt Nielsen, CASA
  • Charlotte Fischer (R), regionsrådsmedlem, Region Hovedstaden
  • Morten Kabell (EL), medlem af Borgerrepræsentation, Københavns Kommune
  • Christel Friis-Mikkelsen, bestyrelsemedlem, Københanvs City Center

"Den måde, roadpricing er skruet sammen på med storbytakster, som vil gå ud over dem, der bor i ringen rundt om København. Så det er jo bare en skjult betalingsring, som jeg har kæmpet imod før, så det vil jeg heller ikke være med til her", siger Hans Toft.

Han peger også på, at det er for dårligt, at man ikke tager skarp afstand til en havnetunnel, ligesom at han mener, at anbefalingen af miljøzoner kun vil flytte forureningen til omegnskommunerne.

Anbefalingerne gør slet ikke nok til at løse to vigtige målsætninger. Man får ikke reduceret trængslen markant, og det sikres ikke, at den fremtidige trafikvækst kommer til at ske i den kollektive trafik.

Harry Lahrmann
Trafikforsker, Aalborg Universitet

Hans borgmesterkollega i Albertslund, Steen Christiansen (S), er dog mindre bekymret, men peger på, at kommunerne bør tages med på råd, hvis miljøzonen skal føres ud i livet. Han kan derfor godt tilslutte sig betænkningen, som han ser som et godt beslutningsgrundlag for fremtidige investeringer.

Der er gode elementer, men...
Men Hans Toft står bestemt ikke alene med kritikken af ambitionsniveauet, selvom de fleste peger på andre problemstillinger end Gentofte-borgmesteren. Chefkonsulent i Concito Susanne Krawack, der har repræsenteret Det Økologiske Råd i Trængselskommissionen, er medunderskriver på to udtalelser, men fortæller, at hun alligevel kan tilslutte sig betænkningen.

Man burde dog være nået meget længere, mener hun.

"Der er mange gode forslag i betænkningen, men kommissionen viger tilbage for at komme med en klokkeklar anbefaling af roadpricing. Og hvis man ikke får reduceret efterspørgslen, så kan man ikke løse problemerne," siger Susanne Krawack.

Hun peger på, at roadpricing ikke bliver formuleret som en anbefaling, men som noget man skal beslutte på sigt og først efter år 2025. Det bliver trukket for meget ud, mener hun.

Forsker: Løser ikke opgaven
Trafikforsker fra Aalborg Universitet Harry Lahrmann er enig og mener slet og ret, at det ikke er lykkedes kommissionen at løse opgaven. Han peger på, at betænkningen meget mere klart burde fortælle politikerne, at man er nødt til at regulere adfærden i meget højere grad.

"Anbefalingerne gør slet ikke nok til at løse to vigtige målsætninger. Man får ikke reduceret trængslen markant, og det sikres ikke, at den fremtidige trafikvækst kommer til at ske i den kollektive trafik," siger han.

Derudover peger et mindretal på, at der ikke bliver levet op til den del af kommissoriet, der handler om at pege på finansiering. Her var der ellers nogle oplagte muligheder for at hæve ambitionerne, lyder det også i en udtalelse, hvor Susanne Krawack og Harry Lahrmann også er med.

"Udover at det var en del af kommissoriet, at vi skulle pege på finansiering, så kunne det også bruges til at styre efterspørgslen," siger Susanne Krawack.

Hun peger på, at man eksempelvis kunne have hævet bilbeskatningen ved at fjerne en række fradrag ved bilkøb.

For bred sammensætning
Grunden til de relativt mange, der har behov for at komme med udtalelser er ifølge flere af de implicerede, at kommissionen simpelthen har været sammensat for bredt. At det har været for mange særinteresser, der skulle tilfredsstilles, hvilket har udvandet ambitionerne.

Regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden Charlotte Fischer (R) mener i den forbindelse, at kommissionen har været for præget af gammeldags og snæver tænkning.

"Der har været alt for lidt fokus på, hvordan man skaber ny adfærd. Dér kunne jeg godt have tænkt mig en anden type medlemmer, så fokus ikke kun er på investeringer," siger hun.

Dyhr: Stort flertal står bag betænkning
Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) holder dog fast i, at den brede sammensætning af kommissionen var det rigtige. Det handler om, at alle relevante parter skulle høres. Men hun anerkender, at der kan være langt mellem holdningerne blandt medlemmerne. 

”Jeg er klar over, at det ikke har været en enkel opgave for formanden at forene alle de synspunkter,” skriver hun i en mail til Altinget.dk.

Hun roser kommissionens formand, Leo Larsen, for at have løst sin opgave og for at levere en rapport, der umiddelbart kan anvendes til at prioritere mellem fremtidige initiativer. Og så hæfter hun sig ved, at der trods mindretalsudtalelser er udpræget enighed i kommissionen.

”Jeg har noteret mig, at et meget stort flertal står bag anbefalingerne i strategien. Det synes jeg er vigtigt,” skriver hun.

* Antallet af medlemmer og mindretalsudtalelser er rettet fra henholdsvis 10 til 11 og syv til otte.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Harry Lahrmann

Lektor, Institut for Byggeri og Anlæg, Aalborg Universitet
cand.polyt. (DTU 1978)

Hans Toft

Fhv. borgmester, Gentofte (1993-2021), advokat
cand.jur. (Aarhus Uni. 1976)

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

0:000:00