Udenrigsminister: Alternativet bidrager ikke til en ny politisk kultur

SAMRÅD: Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) mener ikke, at Alternativet lever op til deres mantra om en ny politisk kultur, når de sætter spørgsmålstegn ved den politiske aftale om at lave en historisk udredning af Danmarks krigsdeltagelser.

“Jeg har på mange måder respekt for Alternativets forsøg på at skabe en ny politisk kultur og komme politikerleden til livs. Men jeg synes, at man her bidrager til det modsatte.”

Sådan lød det fra Anders Samuelsen, da Udenrigsudvalget tirsdag holdt åbent samråd om den politiske aftale, der skal føre til en uvildig redegørelse om Danmarks krigsdeltagelse i Kosovo, Afghanistan og Irak.

Samrådets omdrejningspunkt var den kritik, som Alternativets forsvarsordfører, Rene Gade, har fremsat i forbindelse med nedsættelse af det forskerteam, der skal lave en udredning af Danmarks krigsdeltagelse i Kosovo, Afghanistan og Irak.

Ifølge Gade havde Alternativet nemlig vetoret over, hvilke forskere der skulle lave udredningen. Men alligevel valgte de øvrige forligspartier – V, LA, K og DF – at udpege to forskere til forskerteamet udenom Alternativet.

Og det på trods af, at kravet om fuld enighed blandt alle forligspartier stod i aftalegrundlaget om den historiske udredning og var blevet lovet af en tidligere justitsminister:

“Søren Pind skriver en mail til mig, hvor der står, at alle skal være enige (om valget af forskere, red.) – inklusiv Alternativet,” sagde Rene Gade under samrådet.

Men den udlægning var Anders Samuelsen ikke enig i:

“Der var ikke tale om, at de fire aftalepartier underkendte Alternativets ret til enighed,” lød det fra Anders Samuelsen.

“Man prøver at skabe en storm omkring noget, hvor der ikke er en storm. Jeg har prøvet at redegøre så ærligt som muligt for noget, som foregik mellem min forgænger og andre, der er til stede her i lokalet. Men det skal hele tiden laves om til en mistænkeliggørelse af, at vi har gjort det ene og det andet”, sagde udenrigsministeren. 

Se et sammendrag af samrådet ovenfor.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Samuelsen

Adm. direktør, UV Medico, fhv. udenrigsminister, politisk leder og MF (LA)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

René Gade

Sekretariatschef, Danske Skoleelever, medlem, Dataetisk Råd
BA.mag. i dansk og medievidenskab (Københavns Uni. 2005)

0:000:00