Udlændingepolitik går helt på tværs af fronten mellem højre og venstre

Analysen blev bragt første gang 19. juni 2017

”Mette Frederiksen har foretaget et historisk højresving i udlændingepolitikken.”

”Når det gælder flygtninge og indvandrere, ligger Radikale Venstre helt ude på venstrefløjen.”

”SF's udlændingepolitik er drejet skarpt til højre”.

At komme udlændingepolitik ned i en højre-venstre bås er lige så meningsløst som at gøre EU-politikken til et højre-venstre slagsmål.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Sådan har det konstant lydt i diskussionerne om disse års suverænt vigtigste politiske emne. Men det er i virkeligheden en både forældet og forkert måde at beskrive uenighederne om udlændingepolitikken på.

For hvorfor er det egentlig højreorienteret at gå ind for en restriktiv udlændingepolitik, mens det er venstreorienteret at hylde åbne grænser?

Står erhvervskvinden Stine Bosses meget lempelige holdning til udlændingepolitik virkelig til venstre for Inger Støjbergs (V) og Henrik Sass Larsens (S) super restriktive holdning? Eller er det snarere omvendt?

De spørgsmål er en smule mere komplekse, end de ofte fremstilles.

Billig arbejdskraft
Det oprindelige argument for ikke-vestlig indvandring kom på ingen måde fra venstrefløjen. Tilbage i 60'erne var det arbejdsgiverne, der konstant pressede på for at få sat gang i tilførsel af indvandrere, mens fagbevægelsen forsøgte at blokere.

Man skal være usædvanlig kreativ for at forbinde arbejdsgivernes ønske om indvandring af ufaglærte fra den tredje verden med noget som helst ”venstreorienteret”. Det handlede om at skaffe billig arbejdskraft, der ikke strejkede – og modvirke lønpres fra danske arbejdere.

Det var en klassisk arbejdsgiverposition, og store arbejdsgiverorganisationer som DI fortsatte meget længe med at presse på for en åben udlændingepolitik. Først de sidste par år er der kommet en vis reservation, når det gælder uuddannet arbejdskraft, fordi ikke-vestlige indvandreres belastning for dansk økonomi også begynder at bekymre arbejdsgiverne.

International solidaritet
En helt anden motivation for en blød udlændingepolitik blev dominerende fra 70'erne og frem, hvor store dele af venstrefløjen tog emnet op. I partier som VS og SF blev det set som et udtryk for international solidaritet at tage imod flygtninge og indvandrere fra den tredje verden.

Det var en solidaritet, der ikke alene omfattede progressive politiske flygtninge som chilenerne, der blev forfulgt under fascisten Augusto Pinochets militærdiktatur. Man modtog også gerne flygtninge fra Mellemøsten, hvoraf nogle havde et ekstremt reaktionært eller ligefrem islamistisk værdisæt. Stik imod venstrefløjens egne normer.

Men dette kulturclash blev bagatelliseret og formindskede ikke opbakningen til verdens mest lempelige udlændingelov. Det skyldes, at asylansøgere og migranter blev set som ofre for kolonitiden, en uretfærdig international orden og vestlige landes krigsførelser rundt om i verden.

Man kan diskutere holdbarheden af analysen bag denne offergørelse, men der er ingen tvivl om, at grundholdningen baserer sig på velkendte, venstreorienterede værdier.

Humanitær forpligtigelse
Endelig har der hele vejen været en tredje, mere apolitisk, argumentation for at åbne grænserne for et stort antal asylansøgere fra den tredje verden.

Det er den humanistiske indfaldsvinkel, der kan opsummeres sådan: Danmark er et rigt land, og vi har en humanitær forpligtelse til at modtage et større antal flygtninge fra den tredje verden.

Har man købt den humanistiske pakke, vil man typisk også acceptere en større migration. Det vil for mange humanister være drevet af ønsket om at give den enkelte migrant et bedre liv i Danmark.

Der er også kombinationer af de forskellige argumenter for at åbne op, til tider også aparte kombinationer: Således blev en tidligere formand for DI kendt for at kombinere benhårde arbejdsgiverinteresser for billig arbejdskraft med en usædvanlig følelsesfuld, kristen humanisme.

Pointen er, at man ikke pr. automatik kan sige, om det er venstreorienteret eller venstreorienteret at støtte en blød udlændingepolitik. Det kommer helt an på motivationen.

Forsvar for nationen
Nøjagtig det samme gælder på strammerfløjen.

Her er mindst to principielle argumenter for at stramme op på tilstrømningen til Danmark.

Der er den nationalistiske holdning, der i sin reneste form forfægtes af DF'ere som Søren Krarup og Martin Henriksen.

Her ses indvandring af især muslimer fra den tredje verden som en trussel mod kristendommen og dansk kultur i bred forstand. Det er Fædrelandet, der er truet, den danske nations enhed står på spil, og danskerne er i fare for at blive fremmede i deres eget land.

De midler den danske stat har til rådighed skal bruges til ældre, handicappede, arbejdsløse og syge i det danske samfund frem for at hjælpe mennesker i fjerne lande, lyder logikken.

Søren Krarup førte en ret ensom kamp mod ”verdens mest humanistiske udlændingelov” fra 1983, og i mange år var den nationalistiske indvandringskritik den dominerende.

Men siden slutningen af 90'erne begyndte der sideløbende at vokse en anden type indvandringsskepsis frem.

Værdikritik
Det var en traditionel venstreorienteret kritik af de værdier, mange indvandrere kom med: Det var en kritik af kvindeundertrykkelse, arrangerede ægteskaber, forældede æresbegreber og religiøs fanatisme. Og en frygt for, at de progressive værdier i Danmark ville blive truet ved en fortsat tilstrømning af folk med en feudal kultur.

Der kom også en stigende bekymring for velfærdssamfundets skæbne, da de økonomiske omkostninger ved ikke-vestlige indvandrere og flygtninge begyndte at stå klart.

Omdrejningspunktet for kritikken var frygten for, at samfundets sammenhængskraft ville gå tabt. Den sammenhængskraft, der sikrer opbakning til velfærdssamfundet og baserer sig på grundlæggende fælles værdier, så uoverensstemmelser kan løses uden brug af vold.

Det var synspunkter, der i slutningen af 90'erne blev fremført af folk som Kåre Blütgen, Lars Olsen, Karen Jespersen og Ole Sohn, men på det tidspunkt havde deres synspunkter ikke opbakning i et eneste parti til venstre fra midten.

15-20 år efter er det den helt dominerende holdning i Socialdemokratiet og blandt de centrale personer i SF's folketingsgruppe og ledelse.

Det er også synspunkter, der deles i mange – men ikke alle – borgerlige kredse. Fra regeringspartierne bruges den værdimæssige argumentation især af politikere som Inger Støjberg (V), Henrik Dahl (LA) og Naser Khader (K). 

Nyt parti
I juni meldte det nydannede parti Uafhængige Demokrater sig på banen med en kombination af en grøn miljø- og klimapolitik, en ildrød fordelingspolitik – og en virkelig hardcore udlændingepolitik.

Partiet vil lukke totalt af for indvandring og spontane asylansøgere, men vil samtidig fordoble ulandsbistanden.

Den slags kombinationer er meget forvirrende for dem, der stadig holder i et forældet verdensbillede, hvor en stram udlændingepolitik pr. definition er højreorienteret. Men helt logisk på baggrund af de sidste 15 års udvikling.

Ligesom EU
Så er Stine Bosses bløde udlændingepolitik mere venstreorienteret og progressiv end den hårde linje fra Støjberg og Sass?

Næh, det er der absolut intet belæg for at påstå. Men man kan heller ikke med rimelighed sige det modsatte.

At komme udlændingepolitik ned i en højre-venstre bås er lige så meningsløst som at gøre EU-politikken til et højre-venstre slagsmål.