Uge med klar forskel på blå og rød – hurra

EN HÆSBLÆSENDE POLITISK uge med hele tre store regeringsudspil har forhåbentlig genskabt lidt vælgersympati for folkestyret. For nu kan man igen se klar forskel på blå og rød. 

I gamle dage forhandlede partierne på Christiansborg uden direkte tv i hælene, og uden at offentligheden vidste detaljer om, hvad der blev raflet om. Anderledes i ugens løb: Her har de tre regeringspartier lagt klar liberal politik frem i retning af en vis omfordeling mellem indkomstgrupperne.

Det har stået helt klart, hvad vælgerne får, hvis VLAK havde flertal uden Dansk Folkeparti. Eksempelvis samme afgift på alle bilklasser og dermed farvel til ekstraskat på de dyrere biler. Altså ren og skær fordelingspolitik. Ingen er ladt i tvivl om, at regeringen vil lidt af verdens mest gennemførte lighed til livs. Elsk det, had det. Men klar politisk tale.

Lige så klart har det stået, at regeringsalternativet S ikke vil pille en halvtredsøre ved ligheden. Den skal være overskriften på al dansk politik, forstår man.

Den forandrede befolkningssammensætning herhjemme sænker lighedsviljen.

Rasmus Nielsen
Udgiver

Ligeledes er ingen i tvivl om DF's linje og betydning. Partiet taler langt hellere til de mange bundskatteydere (os alle) frem for de færre topskatteydere. Dansk Folkeparti er fordelingspolitisk virkelig noget helt andet end Fremskridtspartiet.

Som påpeget af flere i ugen bliver det afgørende for regeringen og det blå sammenhold, at især Dansk Folkeparti og Liberal Alliance finder hinanden i den endelige politiske løsning på skattereform, erhvervsreform og finanslov. Lavere bilskatter og mere politi er et oplagt bud på, hvad der i hvert fald kommer i den samlede pakke til sidst. Så kan alle smile til jul.

IND I SPILLET kom økonomerne, der stort set kun rettede deres kritik mod regeringen. Den blev beklikket fra de såkaldt neutrale universitetsforskere, fordi ministrene nu inddrager boligudgiften ved beregning af indkomstgruppernes forskellige skattelettelser. Og økonomerne sår tvivl om finansieringen og hævder, der mangler fem milliarder kroner. Finansministeren må være stiktosset over denne indblanding fra "smagsdommere".

Set udefra er det naturligvis fair, at medierne spørger eksperter, men økonomerne skal være klar over, at de bliver brugt i et uhyre politisk spil. Hvor en eller anden nørdet forsker bliver trukket ind i en benhård kamp mellem partierne. Lige i de timer og dage, hvor det er allermest sårbart for partierne. Universiteternes økonomiforskere er ikke populære på Slotsholmen i disse dage.

OVEN PÅ SÅDAN en uge med klar ideologisk kamp om fordelingspolitikken kan man ikke lade være med at tænke på, at det andet hovedspor, værdipolitikken, nu nok alligevel er den, der kommer til at afgøre novembers kommunalvalg og næste folketingsvalg.

Er det virkelig omfanget af beskæftigelsesfradraget og fradraget på aktieindkomst eller skatteprocenten på de dyre biler, der afgør, hvem der skal lede landet? Er der ikke andre faktorer, der vil spille mere ind? Emner, der undertrykkes i vores nabolande Sverige og aktuelt Tyskland? Jeg tror det.

Hvad betyder de ulykkelige terroranslag i Europa for den almindelige danskers langsigtede politiske dannelse? Hvad betyder skyderierne i København? Det måtte være spændende at undersøge over tid for antropologer, sociologer, og hvem der ellers undersøger bevægelserne i folkeviddet og normerne.

Det afhænger selvfølgelig af, om islamisk motiveret terror og indvandrerbande-skyderier på civile fortsætter. Sker det, er der overhovedet ingen tvivl om, at det vil betyde langt mere, end om topskatten sænkes – hele vejen op, for den sags skyld. Jo mere islam præger Europa, desto mere vil europæeren "gå selv". Tænke på sin familie, sine nærmeste og sig selv. Nationalstaterne vil lide under det. For deres profiler, grænser og befolkninger vil stå udviskede.

PERSONLIGT TROR JEG, at den forandrede befolkningssammensætning herhjemme sænker lighedsviljen. Der ses allerede tegn på det, og det vil formentlig blive mere fremherskende i de kommende år, efterhånden som det multikulturelle slår endnu mere igennem. At fem børn pr. familie ikke skal have en check sendt pr. automatik, bl.a. betalt af flittige topskatteydere, vil blive et bredt anerkendt synspunkt. Fællesskabsfølelsen lider i den multikulturelle, danske realitet.

DET ER IKKE opgaven for neutrale, demokratioplysende medier som nu Altinget at agitere for højere eller lavere gini-koefficient. Det må vælgerflertallet få deres politikere til at røre ved. Og i værdipolitikken er det ikke opgaven at publicere for eller imod indvandring. Men det er et mål for vores dækning altid at understøtte Danmarks folkestyre og sammenhængskraft. 

Hvis ligheden på længere sigt adskiller sig fra snart sagt resten af jorden, hvor den globale, åbne økonomi får dansk kapital og unge iværksættere til at søge udenlands til lunere himle og skattesatser, vi vil påpege det. Hvis befolkningens sikkerhed i det offentlige rum trues som direkte følge af mange års åbne grænser, må det også dækkes indgående. For begge forhold – igen henholdsvis fordelingspolitik og værdipolitik – berører det helt afgørende: at vi holder samfund med hinanden. Borgernes vilje til at holde sammen på fælles regler og værdier. Sammenhængskraften.

Det mest spændende de kommende år bliver derfor ikke, om direktøren slipper et par procent billigere i skat end HK'eren. Det bliver, om befolkningen i en multikulturel virkelighed bevarer troen på værdien af en fælles nation.