Ugen i dansk politik: Sundhedsminister får travl tirsdag og PostNord spændende fredag

OVERBLIK: Kriseramte PostNord kommer med nyt regnskab, og lovforslaget om ny registreringsafgift skal behandles. Efterårsferien er slut, og her får du overblikket over denne uge i dansk politik.

Transportminister Ole Birk Olesen blev i december orienteret om, at PostNord havde et kapitalbehov på 3,5 milliarder svenske kroner. Fredag kommer kvartalsregnskabet.
Transportminister Ole Birk Olesen blev i december orienteret om, at PostNord havde et kapitalbehov på 3,5 milliarder svenske kroner. Fredag kommer kvartalsregnskabet.Foto: /ritzau/Jens Dresling
Ninna Gøbel Rønberg

Efterårsferien er ovre, og den varme dyne er skiftet ud med en plads ved skrivebordet. Mandag morgen kan virke hård.

Heldigvis bliver det en travl uge i dansk politik, som nok skal booste din energi. Men weekenden bliver igen rolig, og søndag kan vi sove en time længere.

Mandag
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er blandt talerne til Dansk Erhvervs og Ernst & Youngs konference: Fremtiden for erhvervsdrivende fonde. Her vil de nyeste tendenser, udfordringer og regler for erhvervsdrivende fonde diskuteres.

I Aarhus starter HK/Danmarks kongres, som fortsætter frem til 25. oktober. Temaet er “Sammen for fremtiden”. Der kommer omkring 370 delegerede, som blandt andet skal træffe beslutninger om mål for arbejdet i HK de næste fire år.

Og i den gode sags tjeneste skal det nævnes, at Knæk Cancer-ugen begynder i dag til fordel for Kræftens Bekæmpelse.

Tirsdag
Tirsdag bliver en travl dag i Folketinget, hvor der er planlagt en række åbne samråd.

Sundheds- og Ældreudvalget byder i dag på tre åbne samråd. Det første samråd, som sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) er kaldt i, handler om indførelsen af neutrale cigaretpakker. Ministeren skal blandt andet svare på, hvorfor regeringen er imod indførelsen af neutrale cigaretpakker, selv når Sundhedsstyrelsen vurderer, at det kan føre til færre rygende danskere.

Efterfølgende skal sundhedsministeren i åbent samråd om manglende overblik over klage- og erstatningssager mod sundhedspersoner. Hun slutter sit samråds-tour de force i et samråd om stigningen i antallet af administrative medarbejdere i regionerne.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) er kaldt i åbent samråd, hvor hun blandt andet skal redegøre for, hvilke konsekvenser regeringens økonomiske politik om en offentlig vækst på 0,3 procent vil få for kvaliteten i folkeskolen.

Derudover skal Merete Riisager (LA) også i et åbent samråd om besparelser på erhvervsuddannelserne indkaldt af Jacob Mark (SF), medlem af Undervisningsudvalget.

Også udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er kaldt i åbent samråd. Hun skal blandt andet redegøre for beslutningen om et stop for kvoteflygtninge og svare på, om hun mener, at det er en rigtig beslutning i forhold til de internationale samarbejder.

Udenrigspolitisk Nævn holder møde klokken 13.00. Dagsordenen for mødet er stadig ukendt og offentliggøres først kort inden mødet.

For repræsentanter for miljø- og fødevaresektoren slutter tirsdagen blandt de kongelige, da Dronningen holder koncert og souper for miljø- og fødevaresektoren på Fredensborg Slot. Aftenen er en anerkendelse af Danmarks rolle på miljø- og fødevareområdet. 

Onsdag
KVINFO holder "DemokratiSalon" i Fællessalen på Christiansborg og spørger forskere, erhvervsliv, andre relevante aktører og kommunalpolitikere, hvad der skal til for at løse repræsentationsproblemet i dansk kommunalpolitik. Folketingsværter for arrangementet er Karina Adsbøl (DF) og Rasmus Horn Langhoff (S).

Klokken 9.30 holder Folketingets Retsudvalg høring om fordele og ulemper ved legalisering eller afkriminalisering af cannabis.

21. september forhandlede regeringen og Dansk Folkeparti en aftale på plads om en ny registreringsafgift, og i dag på mødet i Folketingssalen skal lovforslaget om en ændring af registreringsafgiften førstebehandles. På dagsordenen er også et lovforslag om en skærpelse af muligheden for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse for udlændinge, der aktivt har modarbejdet afklaringen af deres identitet.

Torsdag
Almene boliger og offentlig støtte til almene boligselskaber er på dagsordenen, når transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) skal i åbent samråd og redegøre for, om han mener, der skal være mere marked i boligudbuddet af almene boliger.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) skal sammen i åbent samråd om hvidvask i den finansielle sektor på baggrund af de seneste oplysninger om hvidvask af milliarder kanaliseret gennem Danske Bank.

Derudover har Trine Bramsen (S) kaldt udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg i åbent samråd om kriminelle udlændinges meldepligt.

Uden for folketingssalen skal finansminister Kristian Jensen (V) tale om blandt andet tillid og ansvarlig ledelse til CSR konference 2017. På dagsordenen er ledelse, langsigtet værdiskabelse, og hvordan tilliden til politikere og erhvervsledere genvindes.

Fredag
Fredag er en spændende dag for det kriseramte dansk-svenske PostNord, da regnskabet for årets første kvartal offentliggøres klokken 13:00. Selskabet er hårdt ramt af en økonomisk krise, primært forårsaget af massivt underskud i den danske del. Selskabet blev reddet på målstregen sidste fredag, da den danske og svenske stat blev enige om en ny aftale.

Lørdag og søndag
Det bliver en meget stille weekend på den politiske front.

Lørdag aften klokken 20:00 kulminerer Knæk Cancer-ugen med det store indsamlingsprogram “Knæk Cancer Live”.

Og så skal du huske, at sommertiden slutter natten til søndag. Det bliver vintertid, og urene skal stilles en time tilbage. Det betyder, at du kan sove en time længere søndag morgen.

God uge! 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00