Undersøgelse af Annegrethe Rasmussens artikler bragt i Altinget

The Week

Annegrethe Rasmussen

"If George Bush had done this, it would have been stopped." That's how MSNBC host Joe Scarborough characterized a Justice Department memo obtained by NBC News that outlines the Obama administration's legal rationale for killing American citizens suspected of helping al Qaeda prepare a terrorist attack on the United States.

"Hvis denne praksis havde været igangsat under præsident George W. Bush, ville det være blevet stoppet øjeblikkeligt," lød en typisk kommentar fra studievært Joe Scarborough på MSNBC's morgennyheder.

Justitsministeriets memorandum, der i alt fylder 16 sider, skitserer Obama-regeringens juridiske rationale for at dræbe amerikanske statsborgere, der mistænkes for at hjælpe al-Qaeda med at forberede et terrorangreb på De Forenede Stater.

Critics say the 16-page document gives President Obama essentially unlimited powers to target U.S. citizens without trial, raising a host of ethical and constitutional questions about the administration's heavy reliance on drone missile attacks to enfeeble the terrorist network.

Kritikerne påpeger, at dokumentet tildeler præsident Obama principielt ubegrænsede beføjelser til at henrette amerikanske statsborgere uden retssag. Og at den praksis dels giver anledning til et væld af etiske og forfatningsmæssige spørgsmål, dels rejser spørgsmål om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt i højere og højere grad at forlade sig på dronernes missilangreb som den mest anvendte metode til at svække terrornetværk.

What criteria does the government need to meet to justify an attack on an American member of al Qaeda? According to the memo, an "informed, high-level official" within the government must determine that: 1) the individual in question poses "an imminent threat of violence attack against the United States"; 2) capture of the individual is "infeasible"; and 3) the attack is "conducted in a manner consistent with" the laws of war.

Hvis man går nærmere ned i dokumentet, kan man finde både kriterierne for og fremgangsmåden, som regeringen benytter sig af for at retfærdiggøre et angreb på et amerikansk medlem af al-Qaeda. For det første er det ifølge notatet et krav, at en "velinformeret embedsmand på højt niveau" i regeringen tager beslutningen.

For det andet skal den pågældende terrormistænkte person repræsentere "en overhængende trussel om et voldeligt angreb mod USA".

For det tredje skal det være praktisk "umuligt" at fange personen, eksempelvis fordi den terrormistænkte befinder sig på et territorium, hvor amerikanske agenter ikke lovligt kan opholde sig eller foretage arrestationer.

Endelig skal droneangrebet udføres i overensstemmelse med "krigens love."

Upon even a cursory examination, however, these constraints are virtually meaningless. The government is not required to "have clear evidence that a specific attack on U.S. persons will take place in the immediate future." Furthermore, the feasibility of capture can be determined by several factors, including if it would simply be too risky for U.S. personnel to conduct a capture operation, or if a capture operation would imperil a "relevant window of opportunity." There are miles of space to maneuver within the so-called constraints.

Problemet med sprogbrugen, som påpeget af utallige kritiske jurister i løbet af ugen, er, at den amerikanske regering ifølge memoet ikke er forpligtet til at "have klare beviser for, at en bestemt angreb på amerikanske personer vil finde sted i den nærmeste fremtid". Endvidere kan muligheden for tilfangetagelse afhænge af flere faktorer. Således er det tilstrækkeligt, at det simpelt hen er for farligt eller for risikabelt for amerikansk personel at gennemføre en operation, hvis hensigt er at tage den mistænkte til fange. Der er med andre ord alt for rigeligt manøvrerum, lyder kritikken.

The suspect could also be a member of "an associated force of al Qaeda," which presumably includes a wide spectrum of terrorist groups operating in Yemen, North Africa, Syria, and elsewhere.

Den mistænkte kan godt være medlem af "en associeret kampstyrke med tilknytning til al-Qaeda," hvilket formentlig omfatter et bredt spektrum af terroristgrupper, der opererer i Yemen, Waziristan, Pakistan, Nordafrika, Syrien og andre lande.

The New York Times reports that the administration used a different memo in the assassination of Anwar al-Awlaki, an American-born member of an al Qaeda affiliate who was killed in Yemen. That memo and potentially others could have stricter, more specific criteria. However, the Awlaki memo and the newly released document both use the U.S.'s right to self-defense, the international laws of war, and Congress' authorization of "the use of all necessary and appropriate military force" against al Qaeda as the foundation for their legal frameworks.

Ifølge New York Times brugte regeringen imidlertid et andet, ikke offentliggjort memo for at retfærdiggøre mordet på Anwar al-Awlaki, en amerikansk statsborger, der var medlem af al-Qaeda, og som sidste år blev dræbt i Yemen. Dette memo er ikke frigivet, men hvis man følger argumentationen fra det lækkede dokument, er det nok ikke helt forkert at gætte på at USA's ret til selvforsvar, det internationale regelsæt for krigsførelse (Law on Armed Conflict, LOAC) samt Kongressens tidligere godkendelse af "anvendelse af alle nødvendige og passende militære magtmidler mod al-Qaeda" er brugt som fundament for deres retlige rammer.

Critics say it is far too much power to invest in the office of the president. "This is a profoundly disturbing document, and it's hard to believe that it was produced in a democracy built on a system of checks and balances," said the ACLU in a statement.

Kritikerne hæfter sig også ved, at præsidenten får al for megen magt med den praksis. "Dette er et dybt foruroligende dokument, og det er svært at fatte, at det er produceret i et demokrati, som bygger på et system af checks and balances," lød det eksempelvis fra den store amerikanske borgerrettighedsorganisation ACLU (American Civil Liberties Union) i en kommentar til det lækkede memo.

It summarizes in cold legal terms a stunning overreach of executive authority — the claimed power to declare Americans a threat and kill them far from a recognized battlefield and without any judicial involvement before or after the fact."

ACLU siger videre, at dokumentet "i kolde juridiske termer repræsenterer fantastisk magtfuldkommenhed fra den udøvende myndigheds side. Den påståede beføjelse til at erklære amerikanere for en trussel og dræbe dem langt væk fra nogen anerkendt slagmark og uden medvirken af en retsinstans hverken før eller efter aktionen viser denne kendsgerning."

Attorney General Eric Holder last year said the Constitution's guarantee of due process does not necessarily entail a "judicial process" in situations in which national security is at stake.

Obamas justitsminister Eric Holder var mere direkte sidste år, da han sagde, at brugen af droner var lovlig, og at forfatningens garanti for en retfærdig rettergang ikke nødvendigvis medfører en "retslig proces i situationer, hvor den nationale sikkerhed er på spil".

New York Times

Annegrethe Rasmussen

Additionally, the Democrats’ poor performance in statewide races during the Obama years has left the party with a relatively shallow bench.

Der er dog flere forklaringer på den åbenlyse mangel på talenter på udskiftningsbænken. Under præsident Obamas ledelse har demokraterne gjort det elendigt i de mange lokalvalg ude i staterne og ved de to midtvejsvalg, hvilket betyder, at den lokale pulje af ledere i staterne og de store byer, der ofte fungerer som baser og rekrutteringsmulighed, er mere end slunken.

Vice President Joe Biden wants to run for president. He wants to run as a populist defender of the middle class — a native son of Scranton, Pa. — and the heir to President Obama.

Biden selv ville med sikkerhed føre kampagne som en ”folkets søn” – en arbejderdreng fra Scranton, Pennsylvania, der vil kæmpe for den brede middelklasses sag.

He has some obvious strengths. Many Democrats feel genuine affection for him (…) And Mr. Biden could easily run a campaign that emphasized his stylistic differences with his boss, including his long experience in Washington and his decidedly un-egghead-like persona. Americans tend to prefer their presidents to be different from their immediate predecessors.

Biden er ikke uden politisk tæft eller charme. Han er populær blandt de demokratiske aktivister – og det er trods alt den base, som skal vælge kandidaten. Biden kan også – i modsætning til præsident Obama, der er kendt som lidt af et intellektuelt æggehoved – med lethed gå til eksamen i den klassiske vælgertest ved hvert valg: ”Hvem vil du som vælger helst drikke en øl med?

If the economy continues to gather steam, Mr. Biden could also promise more of the same on policy grounds

… samtidig med at han med rette kunne iscenesætte sig selv som præsident Obamas naturlige arvtager, hvis økonomien fortsætter den positive gænge med pæne vækstkurver for økonomien og faldende arbejdsløshedstal.

Remember that he’s run for president twice before, with miserable results. In 1987, he withdrew months before the first primary. In 2008, he received less than 1 percent of vote in the Iowa caucuses

Han har dog forsøgt sig før med elendige resultater til følge. I 1987 trak han sig, før primærvalget overhovedet var gået i gang, og i 2008 fik han under en procents opbakning i Iowa, da statens demokrater stemte via de såkaldte caucuses om feltet.

This time, he would have the chance to become the oldest president to be inaugurated for the first time by more than four years. He will be 74 in January 2017. Ronald Reagan was just shy of his 70th birthday when he took office in 1981.

Endelig er det også værd at nævne – på trods af amerikaneres udpræget tolerante indstilling til alder – at han i givet fald ville blive den ældste præsident nogen sinde, 74 år ved indsættelsen i januar 2017. Til sammenligning var Ronald Reagan, der har rekorden i dag, 69, da han kom til i 1981.

John Kerry, the current secretary of state, went so far as to consider running again in 2008, just four years after losing to President George W. Bush.

John Kerry – den nuværende udenrigsminister, der overvejede at stille op i 2008, men som allerede har prøvet. Han tabte valget i 2004 til præsident George W. Bush.

Al Gore, meanwhile, has won a Nobel Prize and an Emmy Award and also starred in an Oscar-winning movie since leaving the vice presidency — all for his climate activism, which would play well with Democratic primary voters.

Der er også den anden demokrat, der blev slået af Bush: tidligere vicepræsident Al Gore, som efterfølgende har vundet både Nobelprisen og en Emmy. Gore er populær i Hollywood og i den grønne demokratiske base, der gerne ser en klimaaktivist i Det Hvide Hus.

Both men have their strengths. They’re seen as broad-minded policy thinkers who Democrats wistfully wish had beaten Mr. Bush. On the other hand, they’re also seen as relatively stiff candidates whose lack of an everyman’s touch helped them lose to Mr. Bush.

Gore og Kerry har i øvrigt også andre fælles træk. De er begge velfunderede og kapable politiske spillere. Og de er begge – lige som den tidligere republikanske præsidentkandidat Mitt Romney – noget stive i betrækket, lidt formelle og ufolkelige, hvilket er en stor ulempe i amerikanske valgkampe.

Mr. Kerry would be 73 on inauguration day in 2017, nearly as old as Mr. Biden. Mr. Gore would be only 68 — but also seems less interested in presidential politics these days.

Gore er den yngste af de to – han ville være 68 på indsættelsesdagen, mens Kerry med 73 år i januar 2017 ville være på samme alder som Biden. 

Historically, liberal candidates have failed to win the nomination, partly because of the overlooked role that conservative states play in selecting a nominee.

Imidlertid har liberale kandidater, hvis man ser på historien, haft overordentligt svært ved at erobre partiets kandidatur, der også skal vindes i de mange moderate demokratiske stater.

The older people on this list — Mr. Kerry, Mr. Biden, Mr. Gore — will be out of the running by then. And some of the potential candidates who now seem green will be less green.

All of which underscores the importance of Mrs. Clinton’s choices for her vice-presidential nominee. After her, the party is lacking obvious heirs apparent. In all likelihood, she will have the ability to choose the initial leader of the party’s next generation.

Endelig kan man tilføje, at det, at Clinton er så dominerende og det faktum, at de nærmeste rivaler alle er oppe i årene, også vil betyde, at hun, når hun som ventet stiller op, også vil få en anden vigtig funktion end blot at gå efter Det Hvide Hus i 2016.

Med sit valg af vicepræsident – hvor man må gå ud fra, at hun vil vælge en mand, muligvis en latino – vil hun også have vundet magten til selv at udpege en de facto leder af en ny generation af unge demokrater. Og hermed har Clinton-dynastiet sikret sig en magtbase, der kan komme til at få betydning langt ud over de næste to præsidentperioder.

The New Yorker

Annegrethe Rasmussen

Still, he has been a very active legislator. An analysis by the nonpartisan Web site GovTrack shows him tied for sixth place among senators who introduced the most bills in the 2013-14 session of Congress, and in tenth place for the number of bills that made it out of committee. (…)

Yet Sanders has proved himself capable of bipartisan dealmaking. In the 2013-14 session, he was the chairman of the Senate Veterans’ Affairs Committee, (…) Last year, he worked with an unlikely ally, the Arizona Republican John McCain, to hammer out a compromise to reform the ailing V.A. health system.

Sanders har dog langt fra ligget på den lade side i Senatet.

Han er et af de medlemmer, som har fremsat flest forslag, og han har også medvirket til et par vedtagelser hen over midten. Den mest kendte sammen med senator John McCain. Sanders og den tidligere republikanske præsidentkandidat stod i 2013-14 fadder til en vedtaget forbedring af vilkårene for sundhedsydelser til amerikanske veteraner, da Sanders var formand for Senatets ”Veterans’ Affairs Comittee.”

McCain, in turn, expressed respect for his unlikely partner, telling the Huffington Post, “Negotiating with Bernie was not a usual experience, because he is very passionate and he and I are both very strong-willed people, and we spend a lot of time banging our fists on the table and having the occasional four-letter word. But at the end of the day Bernie was result-oriented.”

McCain har om den oplevelse sagt til Huffington Post, at samarbejdet ikke var nemt, ”vi bandede en del og slog begge i bordet, men når alt kommer til alt, ønskede Bernie også at ende med en løsning.”

Sanders is proud of a few other Senate deals. He successfully made an amendment to the Affordable Care Act which allotted eleven billion dollars for community-health centers to provide primary care regardless of patients’ ability to pay.

Sanders stod også bag en tilføjelse til præsident Obamas sundhedsreform, der udløste 11 milliarder dollars til finansiering af de fattigste amerikaneres adgang til offentlige ”sundhedscentre” – en mulighed, der nu står åben for alle, uanset om man kan betale eller ej.

A 2011 Pew Research Center survey found that, among voters under the age of thirty, forty-nine per cent had a positive view of socialism. (Only forty-six per cent had a positive view of capitalism.)

Det anerkendte forskningscenter Pew viste allerede i 2011 i en stor værdiundersøgelse, at amerikanere under 30 havde en mere positiv vurdering af ”socialisme” (49 procent) end af ”kapitalisme” (46 procent).

… younger voters “may not be willing to entertain a whole new system, but they are open to a pretty profound critique of the current one. They’re not as naïve as Americans used to be during the Cold War—they know that there are varieties of capitalism, that there is social democracy in Scandinavia and Canada, where the government plays a bigger role in regulating corporations and in expanding the safety net. (…)
Social Security, unions, Medicare, the postal service—have elements of socialism.

Socialisme bliver nemlig nu – især med tilføjelsen ”demokratisk” – af mange unge forbundet med lande og regioner som Canada og Skandinavien, hvor staten spiller en større rolle i regulering, ligesom den gør i tildelingen af populære amerikanske offentlige ydelser som Medicare, Medicaid og Social Security.

The Hill

Annegrethe Rasmussen

A Reuters poll on Tuesday asked voters which of the candidates was best-suited to deal with the threat of terrorism. Among Republican voters, 36 percent opted for Trump. The next most popular response was “none,” at 17 percent. Rubio was again in second place in the survey among actual candidates, but he lagged Trump by 20 percentage points.

En anden måling foretaget af Reuters efter angrebet på Paris, hvor republikanske vælgere blev spurgt, hvilken kandidat, der ville være bedst til at håndtere USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, gav Trump 36 procent – det næste resultat var 17 procent og gik til svaret ”ingen af dem.” Blandt de eksisterende kandidater løb Marco Rubio med andenpladsen men han fik baghjul af Trump med 20 procentpoints

In an interview with Sean Hannity of Fox News Channel on Tuesday evening, the real estate mogul insisted that U.S. mosques would have to be closed in response to the threat of terrorism.

“You’re going to have to do something,” he said. “Some bad things are happening and a lot of them are happening in the mosque and you’re going to have to do something.”

I et interview med Sean Hannity på Fox News tirsdag aften insisterede byggematadoren på, at amerikanske moskeer måtte lukkes som en del af svaret på terrortruslen.

“Man bliver nødt til at handle. Der sker frygtelige ting og mange af dem sker med base i moskeerne og det skal vi gøre noget ved.”

In radio ads released Wednesday in Iowa, New Hampshire and South Carolina — which hold the first three contests in the presidential nomination process — Trump insists, “We must address Islamic terrorism and protect our country first. I will lead by example, as I always have, by vowing to defeat ISIS, stop illegal immigration and the Syrian refugee program, secure our border and bring real change to Washington.”

I dagene efter fulgte Trumpkampagnen op med en stribe radioreklamer i Iowa, New Hampshire og South Carolina, der er de tre stater, der stemmer først i primærvalgene næste år. Her sagde den republikanske favorit at “Vi må forholde os til islamisk terrorisme og beskytte vor land, før noget andet. Jeg agter at gå forrest med et godt eksempel og nedkæmpe ISIS, sætte en stopper for illegal indvandring og det syriske flygtningeprogram. Jeg vil også sikre vore grænser og være garanten for ægte forandringer i Washington.”

At a rally Monday night in Knoxville, Tenn., he earned big cheers when he insisted, regarding ISIS that, “I’m going to bomb the s--- out of them.”

Ved et vælgermøde mandag aften i Knoxville, Tennessee fik han enorme klapsalver og jubel, da han slog fast at han ville bombe ISIS ”ad helvede til.”

The next Republican debate is almost a month away — scheduled for Dec. 15 in Nevada — and beyond that, there is only one more clash set to take place before the Iowa caucuses at the start of February.

That means Trump’s rivals may need to find other ways to knock him off his perch. On Wednesday, former Florida Gov. Jeb Bush delivered a defense-focused speech at The Citadel in South Carolina. 

Der er lidt under en måned til den næste republikanske debat, der finder sted i Nevada 15. december. Herefter er der kun en debat mere, før primærvalget starter i Iowa i begyndelsen af Februar.

Det betyder, at Trumps rivaler ikke har megen tid til at slå ham på de indre linjer. Den tidligere favorit Jeb Bush (…) holdt vælgermøde onsdag i South Carolina.

Bush did not name Trump, but the reality TV star was clearly in his sights when he said that the Paris attacks “remind us ... that we are living in serious times that require serious leadership.”

Bush nævnte ikke Trump ved navn, men sagde, at angrebene i Paris ”minder os om at vi lever i alvorlige tider, og det kræver at seriøst lederskab.”