Undersøgelse af Annegrethe Rasmussens artikler bragt i Altinget

UNDERSØGELSE: Altinget besluttede i december at lave en stikprøve af Annegrethe Rasmussens artikler bragt på Altinget. Undersøgelsen samt Annegrethe Rasmussens replik bringes her. 

Af chefredaktør Rasmus Nielsen og redaktionschef Anders Jerking


Baggrund:
Altinget besluttede i december 2015 at lave en stikprøve af de artikler, som Annegrethe Rasmussen har skrevet for Altinget.

Beslutningen blev truffet, dels fordi Altinget havde bragt en klumme skrevet af Annegrethe Rasmussen, som viste sig at have store sproglige overlap med en leder i The Economist, uden at der blev henvist til The Economist. Læs mere om denne sag her

Dels fordi der i andre medier blev stillet spørgsmålstegn ved Annegrethe Rasmussens citatskik i en række artikler bragt i Information.

Fakta:
Annegrethe Rasmussen har fra 2012 til 2015 været tilknyttet Altinget som fast freelancer, hvor hun har skrevet artikler og klummer om især USA og amerikansk politik. Hun har i perioden skrevet ca. 230 artikler for Altinget.

Metode:
Undersøgelsen er en stikprøve, der omfatter 18 artikler. Artiklerne er tilfældigt udvalgt – dog med hovedvægt på de nyeste artikler. Undersøgelsen omfatter både klummer og nyheder, analyser og portræt-artikler. 

Undersøgelsen har fokuseret på, om der i teksterne er kildehenvisninger, og om disse kildehenvisninger er fyldestgørende og i tråd med god brancheskik og Kulturministeriets vejledning om citatskik.

Undersøgelsen har desuden forsøgt at afdække, om teksterne i for høj grad bygger på andre mediers tekster, uden at der er henvist til disse medier.

Vurdering af undersøgelsens resultater:
Alle journalister orienterer sig i andre medier for at følge med og blive inspireret. Megen journalistik bygger i den forstand videre på andre journalisters arbejde.

Men alle journalister ved også, at man skal henvise til kilderne, hvis man citerer eller i større grad genbruger stof fra andre medier. Reglerne herfor er blandt andet beskrevet i Kulturministeriets vejledning ’God citatskik og plagiat i tekster’

I spændet mellem ’inspiration’ på den ene side og ’dårlig citatskik’ eller ’plagiat’ på den anden side er der naturligvis en gråzone, hvor man kan diskutere, om inspirationen er for kraftig, og om det have været god skik at henvise.

I vurderingen af denne undersøgelses resultater har vi forsøgt at tage højde for denne gråzone.

Resultater
Ud af de 18 undersøgte artikler har Altinget ikke fundet noget at bemærke i 10 af dem.

Fire artikler kan siges at befinde sig i en gråzone, hvor man kan diskutere, om der burde have været bedre henvisninger. I artiklerne kan enkelte afsnit og formuleringer genfindes andre steder, men vi vurderer, at der hovedsageligt er tale om fællesstof og faktuelle oplysninger.

Tilbage står fire artikler, som Altinget mener, ikke lever op til reglerne for god citatskik. Disse fire artikler vil enkeltvis blive gennemgået nedenfor. Efter gennemgangen af hver artikel er der indsat en kommentar fra Altinget og fra Annegrethe Rasmussen.

De fire artikler er alle velskrevne, oplysende og har ikke faktuelle fejl. Men efter Altingets vurdering mangler der kildehenvisninger. Dette er imidlertid ikke uvæsentligt, for god citatskik er en hjørnesten i journalistik. Det er vigtigt at kildeangive korrekt, fordi journalistiske produkter er beskyttet af ophavsretten, ligesom det er vigtigt for artiklernes troværdighed, at læserne i vid udstrækning kan se, hvor oplysninger stammer fra.

Altingets ansvar
Det er naturligvis Altingets ansvar, at artikler bragt på Altinget lever op til de gældende regler inklusive regler om god citatskik.

Altinget har stolet på, at der var en fælles forståelse for branchens regler, men set i bakspejlet viser undersøgelsen, at Altinget burde have været tydeligere om vores forventninger til citatskik og kildehenvisninger. Det beklager vi. Det vil vi drage omsorg for i fremtiden over for enhver, der skriver artikler til os.

Af hensyn til fremtidige søgninger på artikler på Altinget fra Annegrethe Rasmussen er der nu ved de fire omhandlede artikler indsat oplysninger om manglende eller ufuldstændig kildehenvisning og ved de øvrige artikler en henvisning til denne stikprøve – med følgende generelle forklaring:

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget.dk fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget.dk uacceptabel grad af afsmitning i sprog og/eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget.dk tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster.


Hermed betragter Altinget sagen som afsluttet.


Indledende kommentar fra Annegrethe Rasmussen
Nedenfor bringes Annegrethe Rasmussens uredigerede kommentar til undersøgelsen. Under hver artikel er der yderligere kommentarer fra Annegrethe Rasmussen.

Først vil jeg gerne lægge ud med at slå fast, at jeg fortsat ser Altinget som et af mest positive og spændende nye medier i Danmark; et sted jeg har været glad for at arbejde og som jeg ønsker alt godt fremover. Derfor gjorde det mig også glad, da chefredaktør Rasmus Nielsen for nylig roste mine kvaliteter som politisk analytiker.

Min journalistik er sandfærdig og redelig. Jeg har aldrig bragt falske oplysninger til torvs eller opfundet kilder.  Målet med mine artikler fra USA, mens jeg var på Altinget, var simpelt: at gøre læserne klogere på et faktuelt grundlag. Og samtidig at fungere som en velskrivende kurator for de væsentligste USA-historier.

Altingets undersøgelsesmetode har udvalgt 18 tilfældige artikler ud af de ca. 230, jeg har skrevet for mediet siden 2012. De har fundet fire, som de udtaler kritik af. I indledningen nævnes kort en artikel fra mig, som har udløst undersøgelsen, en klumme hvor jeg burde have henvist til The Economist som en ud af flere kilder, jeg blev inspireret af. Jeg har været i direkte e-mail-kontakt med The Economists chefredaktør, som jeg har tilsendt en oversættelse af min artikel. Hun accepterer såvel min forklaring som undskyldningen for den manglende henvisning. Hun har også skrevet, at hun glæder sig over, at jeg havde fundet inspiration hos dem. Hun anklager mig netop ikke for at have skrevet nogen dele af min tekst af, og enhver der foretager en direkte sammenligning kan også konstatere, at sammenfaldet handler om emne ikke om konkret ordvalg eller eksakte formuleringer.

Forskellen mellem The Economists vurdering af min klumme og Altingets illustrerer som et minimum, at der ikke eksisterer global enighed i diskussionen om citatregler. 

Nu til selve undersøgelsen. Jeg vil ikke gennemgå Altingets materiale linje for linje eller remse samtlige de nævnte kilder op, men fokusere på repræsentative eksempler fra hver af de fire artikler, der kan demonstrere min arbejdsmetode som udenrigskorrespondent; en metode, hvis fokus er velfortalt formidling og oplysning. Mit håb er, at denne tilgang kan lede til en bredere og mere principiel diskussion i branchen - en fælles udfordring, der ikke bør reduceres til en debat om enkeltpersoner. 

Sluttelig vil jeg gerne komme med et konstruktivt forslag til, hvordan man kunne kildeangive på en anden måde. Eksemplet stammer fra mit arbejde for journalisten.dk, hvor jeg i årevis har haft en konstruktiv dialog med webredaktøren om kilder.  Som det fremgår af linket, er der en henvisning i bunden, der henviser bredt til en artikel der har "inspireret Annegrethe Rasmussen i hendes arbejde med denne blogpost." Altså en mere generel kildehenvisning, hvilket ikke udelukker andre kilder undervejs i teksten, som der da også er i dette eksempel. Måske er dette en måde, der kunne bygge bro over forskellige skoler inden for akkreditering? Et skridt på vejen til at gøre flere tilfredse uden at ødelægge læseoplevelsen. 

 

ARTIKEL 1:
Artiklen ”I dronens tegn” bragt på Altinget 9. februar 2013.
Undersøgelsen har fundet, at artiklen har store tekstmæssige sammenfald med artiklen ”Obama’s license to kill: Has the president gone too far in the war on terror” bragt i The Week 5. februar 2013, uden at der er henvisninger til The Week.

 

The Week

Annegrethe Rasmussen

"If George Bush had done this, it would have been stopped." That's how MSNBC host Joe Scarborough characterized a Justice Department memo obtained by NBC News that outlines the Obama administration's legal rationale for killing American citizens suspected of helping al Qaeda prepare a terrorist attack on the United States.

"Hvis denne praksis havde været igangsat under præsident George W. Bush, ville det være blevet stoppet øjeblikkeligt," lød en typisk kommentar fra studievært Joe Scarborough på MSNBC's morgennyheder.

Justitsministeriets memorandum, der i alt fylder 16 sider, skitserer Obama-regeringens juridiske rationale for at dræbe amerikanske statsborgere, der mistænkes for at hjælpe al-Qaeda med at forberede et terrorangreb på De Forenede Stater.

Critics say the 16-page document gives President Obama essentially unlimited powers to target U.S. citizens without trial, raising a host of ethical and constitutional questions about the administration's heavy reliance on drone missile attacks to enfeeble the terrorist network.

Kritikerne påpeger, at dokumentet tildeler præsident Obama principielt ubegrænsede beføjelser til at henrette amerikanske statsborgere uden retssag. Og at den praksis dels giver anledning til et væld af etiske og forfatningsmæssige spørgsmål, dels rejser spørgsmål om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt i højere og højere grad at forlade sig på dronernes missilangreb som den mest anvendte metode til at svække terrornetværk.

What criteria does the government need to meet to justify an attack on an American member of al Qaeda? According to the memo, an "informed, high-level official" within the government must determine that: 1) the individual in question poses "an imminent threat of violence attack against the United States"; 2) capture of the individual is "infeasible"; and 3) the attack is "conducted in a manner consistent with" the laws of war.

Hvis man går nærmere ned i dokumentet, kan man finde både kriterierne for og fremgangsmåden, som regeringen benytter sig af for at retfærdiggøre et angreb på et amerikansk medlem af al-Qaeda. For det første er det ifølge notatet et krav, at en "velinformeret embedsmand på højt niveau" i regeringen tager beslutningen.

For det andet skal den pågældende terrormistænkte person repræsentere "en overhængende trussel om et voldeligt angreb mod USA".

For det tredje skal det være praktisk "umuligt" at fange personen, eksempelvis fordi den terrormistænkte befinder sig på et territorium, hvor amerikanske agenter ikke lovligt kan opholde sig eller foretage arrestationer.

Endelig skal droneangrebet udføres i overensstemmelse med "krigens love."

Upon even a cursory examination, however, these constraints are virtually meaningless. The government is not required to "have clear evidence that a specific attack on U.S. persons will take place in the immediate future." Furthermore, the feasibility of capture can be determined by several factors, including if it would simply be too risky for U.S. personnel to conduct a capture operation, or if a capture operation would imperil a "relevant window of opportunity." There are miles of space to maneuver within the so-called constraints.

Problemet med sprogbrugen, som påpeget af utallige kritiske jurister i løbet af ugen, er, at den amerikanske regering ifølge memoet ikke er forpligtet til at "have klare beviser for, at en bestemt angreb på amerikanske personer vil finde sted i den nærmeste fremtid". Endvidere kan muligheden for tilfangetagelse afhænge af flere faktorer. Således er det tilstrækkeligt, at det simpelt hen er for farligt eller for risikabelt for amerikansk personel at gennemføre en operation, hvis hensigt er at tage den mistænkte til fange. Der er med andre ord alt for rigeligt manøvrerum, lyder kritikken.

The suspect could also be a member of "an associated force of al Qaeda," which presumably includes a wide spectrum of terrorist groups operating in Yemen, North Africa, Syria, and elsewhere.

Den mistænkte kan godt være medlem af "en associeret kampstyrke med tilknytning til al-Qaeda," hvilket formentlig omfatter et bredt spektrum af terroristgrupper, der opererer i Yemen, Waziristan, Pakistan, Nordafrika, Syrien og andre lande.

The New York Times reports that the administration used a different memo in the assassination of Anwar al-Awlaki, an American-born member of an al Qaeda affiliate who was killed in Yemen. That memo and potentially others could have stricter, more specific criteria. However, the Awlaki memo and the newly released document both use the U.S.'s right to self-defense, the international laws of war, and Congress' authorization of "the use of all necessary and appropriate military force" against al Qaeda as the foundation for their legal frameworks.

Ifølge New York Times brugte regeringen imidlertid et andet, ikke offentliggjort memo for at retfærdiggøre mordet på Anwar al-Awlaki, en amerikansk statsborger, der var medlem af al-Qaeda, og som sidste år blev dræbt i Yemen. Dette memo er ikke frigivet, men hvis man følger argumentationen fra det lækkede dokument, er det nok ikke helt forkert at gætte på at USA's ret til selvforsvar, det internationale regelsæt for krigsførelse (Law on Armed Conflict, LOAC) samt Kongressens tidligere godkendelse af "anvendelse af alle nødvendige og passende militære magtmidler mod al-Qaeda" er brugt som fundament for deres retlige rammer.

Critics say it is far too much power to invest in the office of the president. "This is a profoundly disturbing document, and it's hard to believe that it was produced in a democracy built on a system of checks and balances," said the ACLU in a statement.

Kritikerne hæfter sig også ved, at præsidenten får al for megen magt med den praksis. "Dette er et dybt foruroligende dokument, og det er svært at fatte, at det er produceret i et demokrati, som bygger på et system af checks and balances," lød det eksempelvis fra den store amerikanske borgerrettighedsorganisation ACLU (American Civil Liberties Union) i en kommentar til det lækkede memo.

It summarizes in cold legal terms a stunning overreach of executive authority — the claimed power to declare Americans a threat and kill them far from a recognized battlefield and without any judicial involvement before or after the fact."

ACLU siger videre, at dokumentet "i kolde juridiske termer repræsenterer fantastisk magtfuldkommenhed fra den udøvende myndigheds side. Den påståede beføjelse til at erklære amerikanere for en trussel og dræbe dem langt væk fra nogen anerkendt slagmark og uden medvirken af en retsinstans hverken før eller efter aktionen viser denne kendsgerning."

Attorney General Eric Holder last year said the Constitution's guarantee of due process does not necessarily entail a "judicial process" in situations in which national security is at stake.

Obamas justitsminister Eric Holder var mere direkte sidste år, da han sagde, at brugen af droner var lovlig, og at forfatningens garanti for en retfærdig rettergang ikke nødvendigvis medfører en "retslig proces i situationer, hvor den nationale sikkerhed er på spil".


Altingets kommentar:
Stort set hele artiklen fra The Week kan genfindes i Annegrethe Rasmussens tekst, uden at der noget sted henvises til The Week. Afsnittene kommer i samme rækkefølge, og der er flere steder næsten tale om en oversættelse. Der er i Altingets optik tale om et brud på citatreglerne.


Annegrethe Rasmussens kommentar:
The Week er ikke et traditionelt medie, men en ”compilation service” – en blanding af en nyhedstjeneste og en udgivelse, der lever af at citere og skrælle en hel uges mediebillede, så travle mennesker, der ønsker et hurtigt, samlet overblik ”kun behøver at følge med et sted,” som The Weeks motto siger.  

I artiklen, som Altinget har valgt, er der fire kildehenvisninger fra mig – alle til de originale kilder: daværende justitsminister Eric Holder, ACLU, MSNBC og en kritisk rapport fra Senatet. Henvisningerne opfatter jeg som en service til mine danske læsere. Hvis de læsere vil vide mere skal de gå til primærkilderne: politikernes egne udtalelser samt den nævnte rapport, her vil man kunne finde flere informationer. Min artikel er faktuelt korrekt og har flere kilder: de oprindelige ophavsmænd til citaterne, og alle oplysningerne er tilgængelige offentligt via mange medier.

Man kan imidlertid godt diskutere om denne fremgangsmåde er god kildeskik. Hvis man skal sætte det i dansk kontekst, hvilket kan gøre diskussionen nemmere at forholde sig til for Altingets læsere, kunne man spørge: er det i orden at skrive ”siger Lars Løkke til TV 2-nyhederne” eller skal man skrive ”siger Lars Løkke til TV 2-nyhederne ifølge Ritzau.” Jeg har valgt den første løsning, men jeg er åben over for at diskutere, om man bør henvise til en kilde som The Week, fordi det er dem, jeg har læst først, før jeg er gået til de originale kilder og tjekket, hvilket jeg altid gør, når jeg benytter mig af The Week.   

 

 

ARTIKEL 2:
Artiklen ”Analyse: Clinton eller kaos i 2016” bragt 20. marts 2015.

Altinget vurderer, at Annegrethe Rasmussens analyse er kraftigt inspireret af analysen ”Imagine 2016 Without Hillary Clinton” bragt i New York Times 12. marts 2015.
 

New York Times

Annegrethe Rasmussen

Additionally, the Democrats’ poor performance in statewide races during the Obama years has left the party with a relatively shallow bench.

Der er dog flere forklaringer på den åbenlyse mangel på talenter på udskiftningsbænken. Under præsident Obamas ledelse har demokraterne gjort det elendigt i de mange lokalvalg ude i staterne og ved de to midtvejsvalg, hvilket betyder, at den lokale pulje af ledere i staterne og de store byer, der ofte fungerer som baser og rekrutteringsmulighed, er mere end slunken.

Vice President Joe Biden wants to run for president. He wants to run as a populist defender of the middle class — a native son of Scranton, Pa. — and the heir to President Obama.

Biden selv ville med sikkerhed føre kampagne som en ”folkets søn” – en arbejderdreng fra Scranton, Pennsylvania, der vil kæmpe for den brede middelklasses sag.

He has some obvious strengths. Many Democrats feel genuine affection for him (…) And Mr. Biden could easily run a campaign that emphasized his stylistic differences with his boss, including his long experience in Washington and his decidedly un-egghead-like persona. Americans tend to prefer their presidents to be different from their immediate predecessors.

Biden er ikke uden politisk tæft eller charme. Han er populær blandt de demokratiske aktivister – og det er trods alt den base, som skal vælge kandidaten. Biden kan også – i modsætning til præsident Obama, der er kendt som lidt af et intellektuelt æggehoved – med lethed gå til eksamen i den klassiske vælgertest ved hvert valg: ”Hvem vil du som vælger helst drikke en øl med?

If the economy continues to gather steam, Mr. Biden could also promise more of the same on policy grounds

… samtidig med at han med rette kunne iscenesætte sig selv som præsident Obamas naturlige arvtager, hvis økonomien fortsætter den positive gænge med pæne vækstkurver for økonomien og faldende arbejdsløshedstal.

Remember that he’s run for president twice before, with miserable results. In 1987, he withdrew months before the first primary. In 2008, he received less than 1 percent of vote in the Iowa caucuses

Han har dog forsøgt sig før med elendige resultater til følge. I 1987 trak han sig, før primærvalget overhovedet var gået i gang, og i 2008 fik han under en procents opbakning i Iowa, da statens demokrater stemte via de såkaldte caucuses om feltet.

This time, he would have the chance to become the oldest president to be inaugurated for the first time by more than four years. He will be 74 in January 2017. Ronald Reagan was just shy of his 70th birthday when he took office in 1981.

Endelig er det også værd at nævne – på trods af amerikaneres udpræget tolerante indstilling til alder – at han i givet fald ville blive den ældste præsident nogen sinde, 74 år ved indsættelsen i januar 2017. Til sammenligning var Ronald Reagan, der har rekorden i dag, 69, da han kom til i 1981.

John Kerry, the current secretary of state, went so far as to consider running again in 2008, just four years after losing to President George W. Bush.

John Kerry – den nuværende udenrigsminister, der overvejede at stille op i 2008, men som allerede har prøvet. Han tabte valget i 2004 til præsident George W. Bush.

Al Gore, meanwhile, has won a Nobel Prize and an Emmy Award and also starred in an Oscar-winning movie since leaving the vice presidency — all for his climate activism, which would play well with Democratic primary voters.

Der er også den anden demokrat, der blev slået af Bush: tidligere vicepræsident Al Gore, som efterfølgende har vundet både Nobelprisen og en Emmy. Gore er populær i Hollywood og i den grønne demokratiske base, der gerne ser en klimaaktivist i Det Hvide Hus.

Both men have their strengths. They’re seen as broad-minded policy thinkers who Democrats wistfully wish had beaten Mr. Bush. On the other hand, they’re also seen as relatively stiff candidates whose lack of an everyman’s touch helped them lose to Mr. Bush.

 

Gore og Kerry har i øvrigt også andre fælles træk. De er begge velfunderede og kapable politiske spillere. Og de er begge – lige som den tidligere republikanske præsidentkandidat Mitt Romney – noget stive i betrækket, lidt formelle og ufolkelige, hvilket er en stor ulempe i amerikanske valgkampe.

Mr. Kerry would be 73 on inauguration day in 2017, nearly as old as Mr. Biden. Mr. Gore would be only 68 — but also seems less interested in presidential politics these days.

Gore er den yngste af de to – han ville være 68 på indsættelsesdagen, mens Kerry med 73 år i januar 2017 ville være på samme alder som Biden. 

Historically, liberal candidates have failed to win the nomination, partly because of the overlooked role that conservative states play in selecting a nominee.

Imidlertid har liberale kandidater, hvis man ser på historien, haft overordentligt svært ved at erobre partiets kandidatur, der også skal vindes i de mange moderate demokratiske stater.

The older people on this list — Mr. Kerry, Mr. Biden, Mr. Gore — will be out of the running by then. And some of the potential candidates who now seem green will be less green.

 

All of which underscores the importance of Mrs. Clinton’s choices for her vice-presidential nominee. After her, the party is lacking obvious heirs apparent. In all likelihood, she will have the ability to choose the initial leader of the party’s next generation.

Endelig kan man tilføje, at det, at Clinton er så dominerende og det faktum, at de nærmeste rivaler alle er oppe i årene, også vil betyde, at hun, når hun som ventet stiller op, også vil få en anden vigtig funktion end blot at gå efter Det Hvide Hus i 2016.

Med sit valg af vicepræsident – hvor man må gå ud fra, at hun vil vælge en mand, muligvis en latino – vil hun også have vundet magten til selv at udpege en de facto leder af en ny generation af unge demokrater. Og hermed har Clinton-dynastiet sikret sig en magtbase, der kan komme til at få betydning langt ud over de næste to præsidentperioder.

 

Altingets kommentar:
I Annegrethe Rasmussens analyse henvises der en enkelt gang til New York Times' analyse. Henvisningen sker i forbindelse med et kort citat: ”Det korte svar er kaos,” svarer New York Times’ politiske analytiker, der bidrager til klummen ’Upshort’.

Som læser får man den opfattelse, at det alene er citatet, som er hentet fra New York Times, mens resten af analysen er Annegrethe Rasmussens egen. Sammenligner man de to tekster, er det imidlertid klart, at der er et langt større sammenfald mellem teksterne.

Som det fremgår af skemaet ovenfor går en lang række oplysninger og analytiske pointer igen.

Ligesom opbygningen og rækkefølgen i teksten minder om hinanden fra kaos-konstateringen, over overvejelserne om demokraternes ’udskiftningsbænk’, vurderingen af hhv. Biden, Kerry, Gore, Elisabeth Warren, Martin O’Malley, samt analysernes afsluttende pointe om, at Clinton med sit valg af vicepræsident kan præge den næste generation af demokrater.

Den store sammenhæng mellem New York Times’ analyse og Annegrethe Rasmussens analyse burde som minimum have været deklareret for læserne. Derfor er der i Altingets optik tale om et brud på citatreglerne.


Annegrethe Rasmussens kommentar:
Altinget mener, at jeg skulle have henvist mere end en gang til en artikel i New York Times, som jeg selv henleder opmærksomheden på (og linker til) men eksemplerne i den detaljerede gennemgang er jeg uenig i, er problematiske. Der er tale om generelle pointer, der er delt af stort set alle amerikanske analytikere, og mine formuleringer er klart mine – ikke NYT’s. 

Jeg vil begrænse mig til to eksempler, så min tekst ikke bliver ubærlig lang. 

I NYT står der: 

”Additionally, the Democrats’ poor performance in statewide races during the Obama years has left the party with a relatively shallow bench.” 

Altinget mener, at min følgende formulering skulle have været kildeangivet med henvisning til ovenstående. 

Her er min: ”Der er dog flere forklaringer på den åbenlyse mangel på talenter på udskiftningsbænken. Under præsident Obamas ledelse har demokraterne gjort det elendigt i de mange lokalvalg ude i staterne og ved de to midtvejsvalg, hvilket betyder, at den lokale pulje af ledere i staterne og de store byer, der ofte fungerer som baser og rekrutteringsmulighed, er mere end slunkne.” 

Omend den simple pointe er den samme, er jeg uenig i, at mine formuleringer minder om NYT’s overhovedet.  Kritiske læsere vil måske indvende at termen om ”udskiftningsbænken” indikerer, at jeg skulle have hentet inspirationen (om end ikke formuleringerne) fra NYT, fordi de også benytter dette ord. Men denne baseball inspirerede udskiftnings-metafor bruges uafbrudt i USA om demokraterne, det er en fast vending – som Altingets (danske) undersøger muligvis ikke er klar over. 

Se f.eks. her , her, her , her og her 

Det er med andre ord ikke holdbart at indvende, at fordi en enkelt vending, der bruger en bestemt metafor,kan hentes i en amerikansk artikel, som jeg har læst (og henviser til i min egen tekst), så må et andet afsnit også nødvendigvis være taget derfra. 

Et sidste eksempel fra den samme artikel om Clinton er dette citat fra NYT: 

”The older people on this list – Mr. Kerry, Mr, Biden, Mr. Gore will be out of the running by then. And some of the potential candidates who now seem green will be less green. All of which underscores the importance of Mrs. Clinton’s choice for her vicpresidential nominee. After her, the party is lacking obvious heirs apparent. In all likelihood, she will have the ability to choose the initial leader of the party’s next generation.” 

Her mener Altinget, at mit følgende afsnit skulle være krediteret NYT: 

”Endelig kan man tilføje, at det, at Clinton er så dominerende, og det faktum, at de nærmeste rivaler alle er oppe i årene, også vil betyde, at hun, når hun som ventet stiller op, også vil få en anden vigtig funktion end blot at gå efter Det Hvide Hus i 2016. Med sitvalg af vicepræsident – hvor man må gå ud fra, at hun vil vælge en mand, muligvis en latino – vil hun også have vundet magten til selv at udpege en de facto leder af en ny generation af unge demokrater. Og hermed har Clinton-dynastiet sikret sig en magtbase, der kan komme til at få betydning langt ud over de næste to præsidentperioder.” 

Igen er der tale om, at indholdet eller temaet ligner (som er tilfældet for hele NYT-artiklen, hvilket ikke er underligt, eftersom det var den uges store samtaleemne), men formuleringerne er uafviseligt mine egne. Altingets kritik holder for mig at se derfor ikke. 

 

ARTIKEL 3
Portræt: Bernie Sanders – venstrefløjens nye rockstjerne’ bragt i Altinget 10. oktober 2015. Undersøgelsen har vist, at teksten har flere ligheder med ’The Populist Prophet’ bragt i The New Yorker (online) 5. oktober 2015.

 

The New Yorker

Annegrethe Rasmussen

Still, he has been a very active legislator. An analysis by the nonpartisan Web site GovTrack shows him tied for sixth place among senators who introduced the most bills in the 2013-14 session of Congress, and in tenth place for the number of bills that made it out of committee. (…)

Yet Sanders has proved himself capable of bipartisan dealmaking. In the 2013-14 session, he was the chairman of the Senate Veterans’ Affairs Committee, (…) Last year, he worked with an unlikely ally, the Arizona Republican John McCain, to hammer out a compromise to reform the ailing V.A. health system.

 

Sanders har dog langt fra ligget på den lade side i Senatet.

Han er et af de medlemmer, som har fremsat flest forslag, og han har også medvirket til et par vedtagelser hen over midten. Den mest kendte sammen med senator John McCain. Sanders og den tidligere republikanske præsidentkandidat stod i 2013-14 fadder til en vedtaget forbedring af vilkårene for sundhedsydelser til amerikanske veteraner, da Sanders var formand for Senatets ”Veterans’ Affairs Comittee.”

McCain, in turn, expressed respect for his unlikely partner, telling the Huffington Post, “Negotiating with Bernie was not a usual experience, because he is very passionate and he and I are both very strong-willed people, and we spend a lot of time banging our fists on the table and having the occasional four-letter word. But at the end of the day Bernie was result-oriented.”

McCain har om den oplevelse sagt til Huffington Post, at samarbejdet ikke var nemt, ”vi bandede en del og slog begge i bordet, men når alt kommer til alt, ønskede Bernie også at ende med en løsning.”

Sanders is proud of a few other Senate deals. He successfully made an amendment to the Affordable Care Act which allotted eleven billion dollars for community-health centers to provide primary care regardless of patients’ ability to pay.

Sanders stod også bag en tilføjelse til præsident Obamas sundhedsreform, der udløste 11 milliarder dollars til finansiering af de fattigste amerikaneres adgang til offentlige ”sundhedscentre” – en mulighed, der nu står åben for alle, uanset om man kan betale eller ej.

A 2011 Pew Research Center survey found that, among voters under the age of thirty, forty-nine per cent had a positive view of socialism. (Only forty-six per cent had a positive view of capitalism.)

Det anerkendte forskningscenter Pew viste allerede i 2011 i en stor værdiundersøgelse, at amerikanere under 30 havde en mere positiv vurdering af ”socialisme” (49 procent) end af ”kapitalisme” (46 procent).

… younger voters “may not be willing to entertain a whole new system, but they are open to a pretty profound critique of the current one. They’re not as naïve as Americans used to be during the Cold War—they know that there are varieties of capitalism, that there is social democracy in Scandinavia and Canada, where the government plays a bigger role in regulating corporations and in expanding the safety net. (…)
Social Security, unions, Medicare, the postal service—have elements of socialism.

Socialisme bliver nemlig nu – især med tilføjelsen ”demokratisk” – af mange unge forbundet med lande og regioner som Canada og Skandinavien, hvor staten spiller en større rolle i regulering, ligesom den gør i tildelingen af populære amerikanske offentlige ydelser som Medicare, Medicaid og Social Security.

 

Altingets kommentarer
I Annegrethe Rasmussens tekst er der ingen henvisninger til artiklen i The New Yorker, men en sammenligning af de to tekster viser en del sammenfald.

Foruden de fremhævede afsnit ovenfor optræder i begge tekster også pointer om Sanders' maratontale, hans problemer med minoritetsvælgere; at han taler uden teleprompter og ikke læser op af sine notater; at han ikke smalltalker; de unges fascination af højesteretsdommer Ruth Bader Ginsberg; oplysninger om Clinton og Sanders' indsamlede kampagnebeløb samt oplysninger fra et vælgermøde med ’Black Lives Matters’. Altinget mener derfor, at der burde have været henvist til artiklen i The New Yorker.
 

Annegrethe Rasmussens kommentarer:
Oplysningen om Sanders’ lange tale i Kongressen, hans problemer med minoritetsvælgere, taler uden teleprompter og problemer med smalltalk er generel viden, som alle politiske journalister i USA kan udenad. Der er ingen grund til at kildehenvise den type fællesstof. Unge amerikaneres fascination af højesteretsdommer Ruth Bader Ginsberg blev jeg bl.a. bekendt med via et radioindslag på NPR; oplysningerne om Clinton og Sanders' indsamlede kampagnebeløb har været bragt i mange medier. Vælgermødet med ’Black Lives Matter’ har jeg set på YouTube, hvor det netop ligger med mange hits, fordi det er så kendt og har været så omtalt i amerikanske medier. 

Generelt er min praksis, når en politiker har talt i Kongressen, ved et pressemøde eller Det Hvide Hus, at henvise til udtalelserne som fælleseje. Man kan finde citaterne i medier som New York Times, Washington Post eller Politico, men også i en lang række andre medier, som er mindre kendte i Danmark. Og så er det efter min mening hverken retvisende eller nødvendigt at kræve kildehenvisning.  

Her kan jeg nu se, at Altinget har en anden linje, men det har jeg aldrig diskuteret med redaktørerne. Jeg vil gerne henvise til Journalistens redaktør Øjvind Hesselager, der i en artikel fra sidste uge netop i denne kontekst henviser til redaktørernes forpligtelser over for især freelancere. Det er jeg enig i. 

 

ARTIKEL 4:
Analyse: Terrorangreb skærper IS-debat i USA’ bragt i Altinget 22. november 2015.
Undersøgelsen viser tekstmæssige sammenfald med artiklen ’Trump rises in wake of Paris attacks’ bragt i The Hill 19. november 2015.

 

The Hill

Annegrethe Rasmussen

A Reuters poll on Tuesday asked voters which of the candidates was best-suited to deal with the threat of terrorism. Among Republican voters, 36 percent opted for Trump. The next most popular response was “none,” at 17 percent. Rubio was again in second place in the survey among actual candidates, but he lagged Trump by 20 percentage points.

En anden måling foretaget af Reuters efter angrebet på Paris, hvor republikanske vælgere blev spurgt, hvilken kandidat, der ville være bedst til at håndtere USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, gav Trump 36 procent – det næste resultat var 17 procent og gik til svaret ”ingen af dem.” Blandt de eksisterende kandidater løb Marco Rubio med andenpladsen men han fik baghjul af Trump med 20 procentpoints

In an interview with Sean Hannity of Fox News Channel on Tuesday evening, the real estate mogul insisted that U.S. mosques would have to be closed in response to the threat of terrorism.

“You’re going to have to do something,” he said. “Some bad things are happening and a lot of them are happening in the mosque and you’re going to have to do something.”

I et interview med Sean Hannity på Fox News tirsdag aften insisterede byggematadoren på, at amerikanske moskeer måtte lukkes som en del af svaret på terrortruslen.

“Man bliver nødt til at handle. Der sker frygtelige ting og mange af dem sker med base i moskeerne og det skal vi gøre noget ved.”

In radio ads released Wednesday in Iowa, New Hampshire and South Carolina — which hold the first three contests in the presidential nomination process — Trump insists, “We must address Islamic terrorism and protect our country first. I will lead by example, as I always have, by vowing to defeat ISIS, stop illegal immigration and the Syrian refugee program, secure our border and bring real change to Washington.”

I dagene efter fulgte Trumpkampagnen op med en stribe radioreklamer i Iowa, New Hampshire og South Carolina, der er de tre stater, der stemmer først i primærvalgene næste år. Her sagde den republikanske favorit at “Vi må forholde os til islamisk terrorisme og beskytte vor land, før noget andet. Jeg agter at gå forrest med et godt eksempel og nedkæmpe ISIS, sætte en stopper for illegal indvandring og det syriske flygtningeprogram. Jeg vil også sikre vore grænser og være garanten for ægte forandringer i Washington.”

At a rally Monday night in Knoxville, Tenn., he earned big cheers when he insisted, regarding ISIS that, “I’m going to bomb the s--- out of them.”

Ved et vælgermøde mandag aften i Knoxville, Tennessee fik han enorme klapsalver og jubel, da han slog fast at han ville bombe ISIS ”ad helvede til.”

The next Republican debate is almost a month away — scheduled for Dec. 15 in Nevada — and beyond that, there is only one more clash set to take place before the Iowa caucuses at the start of February.

That means Trump’s rivals may need to find other ways to knock him off his perch. On Wednesday, former Florida Gov. Jeb Bush delivered a defense-focused speech at The Citadel in South Carolina. 

Der er lidt under en måned til den næste republikanske debat, der finder sted i Nevada 15. december. Herefter er der kun en debat mere, før primærvalget starter i Iowa i begyndelsen af Februar.

Det betyder, at Trumps rivaler ikke har megen tid til at slå ham på de indre linjer. Den tidligere favorit Jeb Bush (…) holdt vælgermøde onsdag i South Carolina.

Bush did not name Trump, but the reality TV star was clearly in his sights when he said that the Paris attacks “remind us ... that we are living in serious times that require serious leadership.”

Bush nævnte ikke Trump ved navn, men sagde, at angrebene i Paris ”minder os om at vi lever i alvorlige tider, og det kræver at seriøst lederskab.”

 

Altingets kommentar:
I Annegrethe Rasmussens artikel henvises der to gange til The Hill i forbindelse med konkrete citater. Som læser får man den opfattelse, at det kun er de to konkrete citater, der stammer fra The Hill. En sammenligning mellem de to tekster viser imidlertid – som det fremgår af tabellen ovenfor – at en række afsnit er gengivet næsten ordret. Omkring en tredjedel af artiklen fra The Hill kan således uden kildehenvisning genfindes i Annegrethe Rasmussens tekst. Der er i Altingets optik tale om et brud på citatreglerne.


Annegrethe Rasmussens kommentarer:
Jeg henviser til min kommentar under artikel 1, fordi de samme overvejelser gør sig gældende med eksemplet fra netmediet The Hill. Også her har jeg primært foretaget kildehenvisninger til primærkilder, men i denne artikel også nævner jeg imidlertid The Hill to gange i forbindelse med direkte citater, som er givet eksklusivt til The Hill, hvorfor de skal nævnes. Og det bliver de så også. 

Jeg vil som nævnt tænke over dette i fremtiden, når jeg benytter mig af nyhedstjenester, og hvis en redaktør angiver, at han altid gerne vil have sekundærkilder nævnt, vil jeg selvfølgelig følge den regel. Jeg vil dog fortsat gerne understrege, at vi ikke taler om undersøgende journalistik eller originale ideer, når man benytter sig f.eks. af en service som The Hill (eller the Week) som informationskilde.  

Forrige artikel Hver udflyttet familie koster staten op til 190.000 kroner Hver udflyttet familie koster staten op til 190.000 kroner Næste artikel Professor: Derfor klistrer S sig op ad V i udlændingepolitikken Professor: Derfor klistrer S sig op ad V i udlændingepolitikken

Prøv social gratis i 14 dage

  • Artikler
  • Debat
  • Politisk kalender
  • Spørgsmål og svar
Gratis prøveabonnement

Velkommen til Altinget

Altinget er en uafhængig, journalistisk netavis, der skriver om dansk og international politik. Bestil Altingets gratis daglige overblik.

God fornøjelse,


Mvh. Rasmus Nielsen, chefredaktør