V: Indefrosne ulandsmidler skal genopbygge Irak

PÅ VEJ: Snart er et ”meget stort” beløb på vej tilbage til ulandsbistanden. Det lover Venstre, der vil bruge en del af de midler på at genopbygge Irak efter krigen mod IS – det skal forhindre nye radikale grupper, lyder det.

Ødelæggelser i udkanten af Mosul efter kampene for at overtage byen fra ISIS (Islamisk Stat). Men nu skal danske ulandsmidler bruges til at genopbygge landet, mener Venstre.
Ødelæggelser i udkanten af Mosul efter kampene for at overtage byen fra ISIS (Islamisk Stat). Men nu skal danske ulandsmidler bruges til at genopbygge landet, mener Venstre.Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix
Kasper Frandsen

Rivegildet om 1,8 milliarder kroner til verdens fattigste er i fuld gang på de indre linjer.

Spørgsmål om hvornår, og hvordan pengene fra en ubrugt pulje til nye flygtninge i Danmark, står inden for få uger til at blive behandlet i regeringens magtfulde koordinerings- og økonomiudvalg.

Men allerede nu står ordførere i kø med input. Og ifølge udviklingsminister Ulla Tørnæs’ partikollega i Venstre, udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen, kommer der ”snart” penge tilbage, som med fordel kan bruges i Irak:

”Jeg vil hverken be- eller afkræfte et bestemt beløb. Men det er mange penge. Og vi forventer, at vi kan præsentere detaljerne, inden sommeren er slut,” siger han og fortsætter:

Det handler om vores egen sikkerhed og bekæmpelse af migration mod Europa.

Michael Aastrup Jensen (V)
Udenrigsordfører

”Vi kan begynde at se enden på den militære offensiv mod Islamisk Stat, og derefter handler det om at sikre stabilitet og fremgang i Irak. Derfor bliver min mærkesag, at vi investerer massivt og støtter den irakiske centralregering, men også hjælper den kurdiske region med ressourcer til at vise folk, at der er et alternativ til Islamisk Stat,” siger han.

”Vi skal hjælpe med at bygge infrastruktur som veje og el – alt er jo bombet væk,” fortsætter Michael Aastrup Jensen.

Et spørgsmål om sikkerhed
Danmark har i perioder deltaget i internationale militæraktioner i Irak rettet mod IS, der er på retræte i især Irak, men også i Syrien. Og derfor bør Danmark være klar med ”et substantielt løft” af støtten til Irak.

”Det handler om vores egen sikkerhed og bekæmpelse af migration mod Europa. Jeg frygter, at vi om x antal måneder står med samme udfordringer som med Islamisk Stat. Hvis ikke folk kan se vej ud af en meget håbløs situation, må de kigge andre steder hen – og her står radikale grupper klar med åbne arme,” siger han.

De 1,8 milliarder kroner skal dog ikke kun gå til genopbygningen af Irak. Men de skal afspejle den samlede udviklingspolitiske strategi. 

”Derfor kommer de ekstra midler til at støtte mange forskellige emner. Eksempelvis vil sundhedsområdet blive styrket, efter at Trump-administrationen har skåret ned på hjælpen til seksuel reproduktiv sundhed,” siger han og lover penge til ”at formindske flygtningeudfordringerne”.

I januar 2017 indgik alle partier undtagen Enhedslisten et bredt forlig om en ny strategi om dansk udviklingspolitik, der skal fordele cirka 15 milliarder kroner årligt til udviklingsprojekter og nødhjælp.  

Hallo, folk dør!
I Socialdemokratiet ser partiets udviklingsordfører, Mette Gjerskov, gerne, at udviklingsbistanden bliver brugt både på humanitærhjælp her og nu, men også at langsigtede indsatser styrkes. Og det skal gå stærkt.

”Hallo, folk ligger og dør derude. Nu må regeringen tage sig sammen. Det er meget enkelt. De 1,8 milliarder kroner skal af sted meget snart. Ikke en milliard, men 1,8 milliarder kroner,” siger hun og fortsætter:

”De midler ville gøre stor forskel, når der bliver skreget på penge til at brødføde folk i blandt andet det nordøstlige Afrika. Men der er også brug for at give endnu flere børn en uddannelse, særligt piger. Det handler jo om at give dem et håb for fremtiden, så de ikke ønsker at rejse væk.”

Tirsdag er der samråd med Finans-, Udviklings- og Udlændinge- og Integrationsministeren om, hvordan man sikrer, at de penge, der er afsat til udviklingsbistanden, også bliver brugt til formålet.

Læs hele artiklen på Altinget:udvikling (kræver abonnement), hvor du kan læse, hvordan Radikale, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance forholder sig til sagen. Tegn et gratis prøveabonnement hér.

---

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Gjerskov

MF (S), ordfører for miljø og verdensmål
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1993)

Michael Aastrup Jensen

MF (V), formand, Det Udenrigspolitiske Nævn
akademiøkonom (Det Danske Erhvervsakademi 1999)









0:000:00