Pia Kjærsgaard fylder 70: Vælgeren der blev politiker

PORTRÆT: I dag fylder Pia Kjærsgaard 70 år. Hun er gået fra at være den, de andre ikke ville tale med, til at blive en af de helt store stemmeslugere. Og så er hun den første kvindelige formand for Folketinget.

Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Amalie Bjerre Christensen

Hun er en følsom, ærekær og provokerende politiker, der er i kontakt med sin mavefornemmelse, og så mestrer hun det politiske håndværk bedre end de fleste.

Sådan beskriver partifæller, kollegaer og kommentatorer Pia Kjærsgaard, der i dag fylder 70 år.

Med en baggrund som hjemmehjælper gik Pia Kjærsgaard ind i politik i 1980’erne. Og rollen som hjemmehjælper var også et centralt element for Dansk Folkepartis første valgkampagne, hvor Pia Kjærsgaards valgplakat bestod af hende, en hundehvalp og et slogan, der lød: ”Danmarks hjemmehjælp”

”Hun er vælgeren, der blev politiker. Hun har evnet at tage det, man snakker om ved køkkenbordet og nede hos købmanden med ind på Christiansborg og gøre det til politik. Det, tror jeg, er hendes allerstørste fortjeneste,” lyder det fra Elisabet Svane, politisk redaktør ved Fyens Stiftstidende og forfatter til bogen Pia K. – årene ved magten fra 2009.

Fakta
Blå bog
  • Født 23. februar 1947 i København.
  • Privat gift med Henrik Thorup, som er statsrevisor.
Uddannelse og erhverv
  • Folkeskolen, 1954 til 1963.
  • Købmandsskolen, København, 1963 til 1965.
  • Ansat på kontor inden for forsikrings- og reklamevirksomhed fra 1963 til 1967.
  • Hjemmehjælper, 1978 til 1984.
Parlamentarisk karriere
  • Folketingets formand fra 3. juli 2015.
  • Medlem af Folketingets Præsidium fra 2. oktober 2012.
  • Medlem af Udvalget for Forretningsordenen fra 2015. 
  • Værdiordfører 2012-2015. 
  • Tidligere medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn, Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne, Udenrigsudvalget og OSCE’s Parlamentariske Forsamling. 
  • Medlem af Nordisk Råd 1990-1994 og 1998-2000. 
  • Tidligere stedfortræder i Dansk Interparlamentarisk Gruppes bestyrelse. 
  • Medlem af Forsvarskommissionen 1997-1998. 
  • Delegeret ved FN’s Generalforsamling i New York i 1995, 2000, 2003, 2006, 2011 og 2012. 
  • Medstifter af Dansk Folkeparti 6. okt. 1995, som hun var formand for fra 6. okt. 1995 til 15. sep. 2012.
  • Politisk leder af Fremskridtspartiet 1985-1994.

Kilde: Folketingets hjemmeside, ft.dk

Den fødte leder
Men Pia Kjærsgaards politiske historie går længere tilbage end Dansk Folkeparti.

I 1984 kom hun i Folketinget for Fremskridtspartiet, som hun i ti år var politisk leder for, efter Mogens Glistrup blev idømt en fængselsstraf for skattesvig. På det tidspunkt var Pia Kjærsgaard redningen for partiet, som led under store udfordringer.

Hun revolutionerede dansk politik, fordi hun bryder med det gamle mønster, der hed, at midten bestemte.

Elisabet Svane
Politisk redaktør, Fyens Stiftstidende

Mens flere af partiets medlemmer var involveret i forskellige retssager, var den kvindelige hjemmehjælper ny og uspoleret, og hun kom derfor som et frisk pust for partiet, som dermed vandt befolkningens tillid på ny.

Med årene opstod der interne stridigheder i partiet. I 1995 fik Pia Kjærsgaard nok, og hun brød med partiet, hvorefter hun sammen med Kristian Thulesen Dahl, Ole Donner og Poul Nødgaard stiftede Dansk Folkeparti – partiet, som hun var formand for, indtil hun i 2012 overlod posten til Kristian Thulesen Dahl.

Og Pia Kjærsgaard har haft en altafgørende rolle i Dansk Folkeparti. Ifølge Peter Skaarup, gruppeformand i Dansk Folkeparti, er en af Pia Kjærsgaards styrker, at hun er den fødte leder.

"Selvom man ikke har en lang uddannelse og en kæmpe ballast som leder, sker der nogle gange det, at man udvikler sig til at være en superkvinde som leder," siger Peter Skaarup og fortsætter:

"Sådan vil jeg betegne Pia Kjærsgaard. Stoler hun på mennesker, hun har noget med at gøre, så giver hun dem meget lang snor, og det kan udvikle de mennesker på en meget positiv måde til gavn for en organisation."

Satte ord på folks frygt
I dag troner Pia Kjærsgaard i formandsstolen i folketingssalen.

Hun har opnået den højeste stilling i Folketinget. Derfor er det heller ikke uden grund, at der er lagt op til fest, når hun i dagens anledning har indbudt til stor reception i Fællessalen på Christiansborg. Og ifølge Altingets kilder vil hendes store kontrol-gen komme til udtryk ved, at der ikke vil være en finger at sætte på festen.

Men selvom Pia Kjærsgaard har trukket sig mere tilbage som følge af sin nye formandsrolle, så betegnes hun stadig som en af de mest markante politikere i Danmark. Hun har altid sagt sin mening råt for usødet, og det er noget, der til tider har delt vandene.

”Hun hævder stadig selv, at hun ikke kan forstå, hvorfor folk bliver så vrede på hende. På den ene side har hun selvfølgelig gravet grøfter og også dybe grøfter. På den anden side har hun også været brobygger mellem mennesker, som havde den her frygt og angst for udlændinge og som ikke kunne sætte ord på, hvad der skete med deres land. Det kom hun og gjorde for dem,” siger Elisabet Svane.

Revolutionerede dansk politik
I sin første tid på Christiansborg var det ikke mange politikere og journalister, der syntes at kigge Pia Kjærsgaards vej. Men på flere fronter har Pia Kjærsgaard gennem de seneste to årtier haft altafgørende betydning for, hvordan dansk politik er skruet sammen.

Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti spillede en afgørende rolle i, at der blev stemt nej til en dansk deltagelse i euroen i 2000. Og spørgsmålet er også, om der overhovedet var kommet en regering med Anders Fogh Rasmussen i spidsen i 2001, hvis det ikke havde været for Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti.

”Hun revolutionerede dansk politik, fordi hun bryder med det gamle mønster, der hed, at midten bestemte. Da Dansk Folkeparti blev store og tog en masse socialdemokratiske stemmer med over til Fogh, kom blokpolitikken. Vi har jo ikke haft blokpolitik på den måde før, og det kunne jo lade sig gøre, fordi så mange stemmer på rød blok var placeret hos Dansk Folkeparti,” siger Elisabet Svane.

Det blev til en VK-regering, der strammede udlændingepolitikken ved blandt andet at indføre 24-års-reglen. Og ifølge forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), som var minister under Anders Fogh Rasmussen, skyldtes det i særdeleshed Pia Kjærsgaard.

”Pia så tidligt problemerne ved en for løs udlændingepolitik, hvor der ikke blev stillet krav til folk, der kommer til Danmark. Hun var altid meget kontant. Tit var hun noget for firkantet efter Venstres smag, men hun tog mange tæsk på et afgørende tidspunkt, hvor det var politisk ukorrekt at kritisere manglende integration, parallelsamfund, radikalisering og ekstremisme,” skriver Claus Hjort Frederiksen i en mail til Altinget og tilføjer:

”Efter min mening har Pia en stor del af æren for den nuværende, faste danske udlændingepolitik siden 2001, og som mange andre EU-lande siden har overtaget og gjort til deres.”

Også Henrik Dam Kristensen (S), der arbejder sammen med Pia Kjærsgaard i Folketingets Præsidium har fulgt hendes politiske udvikling tæt.

”Der er ingen tvivl om, at hvis man har fulgt dansk politik i mange år, så har Pia Kjærsgaard været en central aktør. Der har været mange ting undervejs, hvor jeg ikke har været enig med hende, men det forhindrer ikke, at man ikke kan have respekt for det, som det er lykkedes hende at gennemføre," siger Henrik Dam Kristensen, næstformand for Folketingets Præsidium.

En aftale er en aftale
At beskæftige sig med politik har heller ikke været uden konsekvenser for Pia Kjærsgaard, der betaler prisen for at sige sin uforbeholdne mening ved at leve en hverdag med livvagter.

Bag den til tider hårde facade har Pia Kjærsgaard et følsomt temperament. Hun er en person med behov for tryghed, kontrol og anerkendelse af hende og partiets politiske arbejde.

Og nok kan mange være uenige med hende, men hun vil ikke have, at nogen kan sætte en finger på hendes professionalisme og politiske håndarbejde, og på dét område beskrives hun som yderst ærekær.

Som politiker er Pia Kjærsgaard også en kontant samarbejdspartner, bemærker to af hendes mangeårige kollegaer på Christiansborg.

”Som samarbejdspartner ved man, hvor man har Pia. En aftale er en aftale. Hun ved meget præcist, hvor DF’s vælgere er henne, når hun bliver præsenteret for et oplæg. Derfor er hun nok en lytter, men mest en kontant forhandler. Hun bliver derfor ved bordet længe, men Pia ved altid, hvornår tidspunktet er det rette til at stoppe, til at slå til, og nå en aftale, alle kan se sig selv i, samtidig med at hun får DF-politik med i det endelige resultat,” skriver Claus Hjort Frederiksen.

Som formand er hun dog også kontant. Hun går meget op i, at politikerne på Christiansborg fremstår troværdige i befolkningens øjne og taler ordentligt til hinanden.

"Hun gør, hvad hun kan for at skabe et samarbejdsklima, men man fornemmer også, at man har at gøre med en dame, som er vant til at bestemme i sidste ende,” lyder det fra Henrik Dam Kristensen.

Fødselsdagen fejres med reception i Fællessalen på Christiansborg torsdag 23. februar kl. 14-16.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Hjort Frederiksen

Fhv. MF (V), fhv. minister og partisekretær
cand.jur. (Københavns Uni. 1972)

Elisabet Svane

Politisk analytiker, Politiken, forfatter
journalist (DJH 1990)

Henrik Dam Kristensen

Formand, Interforce og fhv. formand, Folketinget, fhv. MF (S)
postbud

0:000:00