Vælgerfremmøde er afgørende for EU's troværdighed

BRUXELLES: 43 procent.

Det er det magiske tal, som analytikere, embedsmænd og EU-kendere har øjnene stift rettet mod, når de skal afgøre, om det denne gang er lykkedes at stoppe den vælgerflugt fra valgene til Europa-Parlamentet, som kun er taget til siden 1979, hvor borgerne første gang fik mulighed for at udpege deres egne repræsentanter.

I år er det vigtigt af to årsager. Den første er, at EU står midt i en legitimitetskrise med faldende tillid til projektet og voksende EU-skepsis, som også spås at kunne aflæses i den næste parlamentariske forsamlings sammensætning.

Går færre europæere til valg, vil flere kunne hævde, at den ene lovgivende arm i EU-systemet ikke har opbakning i befolkningen til at kunne udøve den indflydelse, som Parlamentet over tid har fået på næsten al den lovgivning, som kommer ud af EU-maskineriet.

Præsidentvalg
Den anden er mindre vigtig for almenvellet, men tungtvejende for de store europæiske politiske partier. De har valgt at slå dette valg op på, at der ikke bare bliver udpeget 751 lovmagere, men at udfaldet også skal være afgørende for, hvem der kommer til at sidde som formand for den næste EU-Kommission.

Dette er det første valg, siden Lissabon-traktaten trådte i kraft i 2009, og dermed første gang, at dens formulering om, at udfaldet af valget skal tages i betragtning, når EU's stats- og regeringschefer skal udpege et kandidatemne til posten, skal fortolkes.

Det har fået partierne til at stille med deres egne spidskandidater, der har kørt en storstilet kampagne, som om alle cirka 388 millioner stemmeberettigede europæere kunne stemme direkte på dem.

Ingen kender dem
Parlamentets egen generalsekretær Klaus Welle, der anses som en af de politiske masterminds bag forsøget, tøver ikke med at melde ud, at både opmærksomhed på parlamentsvalget og valgdeltagelsen ville være betydelig lavere, hvis ikke det var for den såkaldte præsidentvalgkamp.

Det tilbagevises dog af en måling, som Altinget.dk har fået foretaget blandt danskerne. Den viser, at selv den af de otte kandidater, som flest har hørt om, kun blev genkendt af 16 procent af befolkningen. Det tyder ikke på, at det er et valg, som vil få de europæiske borgere til at flokkes til stemmeboksene.

Og jo lavere valgdeltagelse, jo mindre legitimitet vil der også kunne gives til den af kandidaterne, som Parlamentet vælger at støtte op om.

Tegner dårligt
Ser man på de foreløbige tendenser fra den store håndfuld lande, som allerede har stemt, siden de første afstemningssteder åbnede i torsdags, ser det ikke lovende ud.

Både Tjekkiet og Slovakiet ser ud til at levere chokerende lave vælgertal i omegnen af de 20 procent. I Holland dukkede omkring 37 procent op, mens irerne er med til at pynte på regnskabet med anslået 58 procent, selv om deres 3,4 millioner vælgere ikke tæller så tungt i det store hele.

Lande som Belgien og Luxemburg, hvor der ikke bare er stemmeret, men stemmepligt, skal nok være med til at trække niveauet op. Men meget tyder på, at det ikke bliver denne gang, at trenden vendes.

Ud til højre og venstre
Det næste spørgsmål er, hvem europæerne så peger på. Alle meningsmålinger indikerer et solidt fremskridt for EU-skeptiske kræfter på tværs af kontinentet med op til hver fjerde plads i Parlamentet besat af kritikere på højre- og venstrefløjen.

Nathalie Brack fra Oxford Universitet, der forsker i EU-skeptiske kræfter, peger på, at der altid har været en ikke ringe andel af kritikere i Parlamentet. Det ved ingen bedre end danskerne, som til tider har haft hele tre partier med varierende grad af foragt for foretagendet repræsenteret i form af JuniBevægelsen og Folkebevægelsen mod EU samt Dansk Folkeparti.

Deres reelle andel vil først være kendt natten mellem søndag og mandag, mens deres reelle indflydelse blandt andet afgøres af, om de kan finde ud af at udmønte den i politiske alliancer. For eksempel i form af en ny politisk gruppe af radikale højrepartier, hvilket er adgangsbillet til et sæde i Parlamentets formandskollegium, mere taletid i plenum, finere udvalgsposter og flere ordførerskaber.

I krisens tegn
De første indikationer fra valglokalerne er blandede. Hollandske exitpolls peger i retning af et betydeligt fald i opbakning til højrepopulistiske Geer Wilders, der ellers var spået at blive valgets vinder. De britiske udmeldinger peger i en hel anden, efter at det stærkt EU-kritiske UKIP er gået voldsomt frem i de lokalvalg, som blev afholdt samme dag som EU-valget i Storbritannien.

Svaret får vi først efter klokken 11 søndag aften, hvor de officielle resultater må offentliggøres. Der er dog ingen tvivl om, at de sidste fem år, der har været den mest turbulente tid i Unionens historie, kommer til at sætte deres præg på valget.

Fem år i krisens tegn har tæret på samarbejdet, mens arbejdsløshed og social armod er vokset støt i mange lande. Vælgerne har tabt deres tillid til politikerne. Både deres egne og EU's, der får skylden for den førte krisepolitik.

Folkelig opbakning eftersøges
Derfor er det heller ikke overraskende, at vælgerne viser deres vrede og frustration ved enten ikke at møde op eller pege på folk på yderfløjene, der giver dem en anden løsning end det, som er blevet prædiket både i Bruxelles og i deres egne hovedstæder.

Det stiller dog de nye parlamentarikere i en svær situation. Hvis de skal kunne hævde deres legitimitet både over for borgerne og over for deres medlovgivere i Rådet, skal de være bakket op af en betydelig del af befolkningen.

Men en af de første konsekvenser af voksende politikerlede og tab af tillid til institutionerne er præcis, at folk i højere grad bliver hjemme.