Vælgerne ønsker mere konkurrence til DSB

MÅLING: Over halvdelen af vælgerne bakker op om regeringens planer om at skabe mere konkurrence til DSB. Transportministeren er glad. Enhedslisten advarer.

DSB skal udfordres af andre togselskaber, mener mere end halvdelen af danskerne.
DSB skal udfordres af andre togselskaber, mener mere end halvdelen af danskerne.Foto: Colourbox
Hjalte T. H. Kragesteen

Regeringens planer om at udbyde flere togstrækninger til andre togselskaber end DSB har opbakning i den danske befolkning.

Det viser en meningsmåling, som Norstat har foretaget for Altinget. Her svarer 56 procent, at det er en god idé at sende flere togstrækninger i udbud. 25 procent er imod idéen.

Resultatet vækker glæde hos transportminister Ole Birk Olesen (LA), som arbejder på at sende flere strækninger i udbud. I første omgang skal det nuværende udbud i Midt- og Vestjylland udvides.

”Jeg er helt enig i, at der skal udbydes mere. Udbuddet i Midt- og Vestjylland har vist, at det er en god idé. Kundetilfredsheden stiger. Præcisionen i afgangene stiger. Så det vil vi gerne fortsætte med,” siger Ole Birk Olesen.

Udbud er ikke løsningen. Det hjælper jo ikke noget at overlade det til andre aktører, når der er problemer med infrastrukturen.

Henning Hyllested (EL)
Transportordfører

I regeringsgrundlaget fremgår det, at man ønsker ”en markant udvidelse af brugen af udbud i jernbanetrafikken”. En del af den danske jernbane er allerede udbudt. Siden 2003 har Arriva nemlig haft ansvaret for en del af driften i Midt- og Vestjylland. Og de erfaringer vil regeringen altså gerne bygge videre på, hvilket også var på tegnebrættet under V-regeringen.

Et godt virkelighedstjek
På den lidt længere bane lægger Ole Birk Olesen op til at udbyde så mange strækninger som muligt.

”Det er et godt virkelighedstjek, at vi finder ud af, om andre selskaber kan gøre det bedre,” siger han og fortsætter:

”Og vi har nogle ting i støbeskeen. Blandt andet kommer vi i foråret med en analyse af, hvad der skal ske med jernbaneområdet på længere sigt. Herunder i hvilket omfang og hvornår vi kan udbyde flere strækninger.”

(Artiklen fortsætter under grafen)

Opbakning fra DF
Det er dog ikke alle steder i landet, hvor det er lige til, påpeger Ole Birk Olesen:

”Vi er udfordret af, at vi ikke har elektrificeret hele det danske jernbanenet. Og det er meget vanskeligt at forestille sig, at vi kan udbyde de strækninger, der betjenes af dieseltog,” siger han.

Hos regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, er der også glæde over vælgernes holdning til spørgsmålet. Transportordfører Kim Christiansen mener, at resultatet afspejler, at DSB ikke leverer godt nok.

”Og hvis DSB ikke kan køre de strækninger, der skal køres, så må vi jo få nogen til at hjælpe dem,” siger han og fortsætter:

”Vi vil ikke have udbud for udbuddets skyld. Men hvis det kan give os både billigere og bedre kollektiv trafik, så synes jeg, det kan give god mening.”

Enhedslisten advarer
Enhedslisten ser anderledes på spørgsmålet. Transportordfører Henning Hyllested advarer imod at se udbud som et quick-fix af de problemer, som er på jernbanen.

”Danskernes holdning undrer mig ikke. For der har været en hel del problemer de senere år. Materiellet og infrastrukturen har det ikke for godt. Men det skyldes altså, at man har nedprioriteret den danske jernbane i årtier,” siger Henning Hyllested og forsætter:

”Udbud er ikke løsningen. Det hjælper jo ikke noget at overlade det til andre aktører, når der er problemer med infrastrukturen."

Tværtimod mener han, at øget konkurrence kan skade mere, end det gavner:

”Når der kommer flere operatører på jernbanen, så mister du sammenhængen i trafikken og stordriftsfordelene,” siger Henning Hyllested.

Ifølge Altingets oplysninger er Folketingets partier kaldt til møde i Transportministeriet om en udvidelse af det midt- og vestjyske udbud i næste uge.

Dokumentation

Fakta om målingen
Meningsmålingen er foretaget på Norstats internetpanel for Altinget blandt 1.002 svarpersoner fra et repræsentativt udsnit af befolkningen over 18 år. Data er vægtede efter Altingets seneste gennemsnit af meningsmålinger, så de også er politisk repræsentative. Svarene er indsamlet i perioden 19. til 25. januar 2017.

Se alle tallene her.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henning Hyllested

Fhv. MF (EL), transportordfører, landdistrikts- og øordfører, turismeordfører
Havnearbejder (Esbjerg Havn)

Kim Christiansen

Restauratør
Handel

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)

0:000:00