Valgrummel? Sæson for meningsmålinger

KLUMME: Meningsmålinger vil i de kommende uger blive ekstra meget læst, selv om politikerne udadtil negligerer dem, skriver chefredaktør Rasmus Nielsen i et nyt "Skud for Borgen".

Rasmus Nielsen

DEN TILTAGENDE VALGRUMMEL, fordi LA og DF toppes om skatten, giver højsæson for meningsmålinger. 

Alle politikere taler henkastet om dem og negligerer dem officielt - men de studerer og diskuterer dem hektisk.

Altingets snart sagt legendariske, månedlige Risbjerg-snit af landets troværdige målinger er opkaldt efter professor Søren Risbjerg Thomsen, Aarhus. Han er godt nok mere eller mindre gået på pension, bl.a. for at spille en god gang saxofon, men hans formel og metode lægger fortsat navn til månedssnittet, som nu, på Sørens ønske, videreføres af professor Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet.

August-snittet viser dødt løb mellem blokkene, 88 til blå blok og 87 til rød, de fire nordatlantiske holdt uden for.

Altingets nye Norstat-måling, indsamlet 8.-12. september blandt 1.000 repræsentativt udvalgte, stemmeberettigede danskere, viser - som en mulig nyudvikling - rødt flertal med 90 mandater mod 85 blå.

Det er superspændende, og intet er naturligvis afgjort. Bortset fra at udviklingen i efterårets meningsmålinger formentlig i høj grad bliver udslagsgivende for, om blå blok virkelig lader sig splitte med valgudskrivelse til følge.

UNDER SELVE HOVEDTALLENE i vores politiske indeks gemmer sig en række tal, som vi omtaler på vores "nørd-portal" Altinget: christiansborg, der som altid ofte bringer langhårede meningsmålinger, der læses med tættekam i de politiske cirkler.

Foretrukne statsminister: Mette Frederiksen (S) siger 33% af alle vælgere, kun 20% foretrækker den nuværende Lars Løkke Rasmussen (V), mens 24% vil have en tredje kandidat; af denne gruppe er DF-formanden Kristian Thulesen Dahl med 33% dobbelt så populær som LA-lederen Anders Samuelsen.

Så har vi også spurgt til DFs indflydelse, der som bekendt ikke, trods mandatfremgang, er, hvad den var i VOK-tiden.

Til påstanden "Dansk Folkeparti har fået mindre af sin politik igennem end forventet under den nuværende Venstre-regering" svarer 60% af alle vælgere enig eller ret enig.

51% af alle vælgere mener da også, at DF burde været gået med i regeringen, mens en fjerdedel siger nej, og den sidste fjerdedel er i tvivl. Spørgsmålet er så, om flertallet har ret i de to påstande?! Op til hver især at dømme.

SOM POLITISK JOURNALIST hyggede jeg mig i en del år med at konfrontere partiledere med friske meningsmålinger. Det er noget, de nødigt udtaler sig om, men sporten består jo så i at få dem til det alligevel - i et ubevogtet øjeblik.

Engang, da Helle Thorning-Schmidt var blevet S-formand, men endnu ikke statsminister, listede jeg en for hende halvskidt måling ind i et længere interview. Og tænk: Hun svarede på det. Men glæden var kort. På vej ud over Ridebanen til fotografering med røde roser kastet i luften foran Borgen fik jeg den største verbale røvfuld, tænkes kan. Den sidder endnu. Tænk at hun kunne hidse sig sådan ukontrolleret op, tænkte jeg. Men statsminister blev hun endda.

For jo - meningsmålinger betyder meget for politikerne. Og i et land uden faste valgperioder kan de i høj grad være med til at fastsætte valgmåneder. Meningsmålinger bliver noget af det mest læste i den kommende tid.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)









0:000:00