Vanopslagh indskiber sig i Mette Frederiksens krisefortælling – det kan blive de borgerliges chance

Alex Vanopslagh stadfæstede sin position som en stor politisk taler og som det borgerlige Danmarks chefideolog, da han i lørdags holdt sin partiledertale for sit nu velvoksne parti.

Men der løb også en bemærkelsesværdig dobbeltkommunikation igennem hans ord. På den ene side lagde han sig ud med statsminister Mette Frederiksens kriseretorik og den pessimisme og det mismod, han mener, den afføder.

Men på den anden side indskibede han sig i hendes mest centrale krisefortælling om den nødlidende velfærdsstat, og hendes projekt om at omforme den til et velfærdssamfund.

Det siger ikke kun noget om LA, partiets strategi og de risici, Vanopslagh nu tager, mens han åbenlyst rækker ud efter indflydelsen. Det siger også noget om den indbyggede risiko for Socialdemokratiet, der ligger i Mette Frederiksens krisepolitiske version af socialdemokratismen.

Og tilsammen peger det på den centrale politiske kamp i de kommende år.

Velfærdstaten smuldrer for øjnene af os

Vanopslagh lagde ud med at harcelere over Mette Frederiksens tendens til at italesætte politik som krisebekæmpelse:

”Velfærdskrise, trivelseskrise, sundhedskrise, tillidskrise, permakriser, polykriser. ​Der kan efterhånden ikke være en mand i Sakskøbing, der får en sten i skoen, uden at Mette Frederiksen udråber det til en historisk krise,” sagde Vanopslagh.

Men selvom hans analyse er, at regeringen har brug for at ”begrunde sin eksistens med overdreven kriseretorik”, underskrev han alligevel næsten ord for ord Mette Frederiksens analyse af, ”at velfærdssamfundet smuldrer for øjnene på os,” som hun sagde til åbningen af Folketinget sidste år.

”Velfærdsstaten som den er indrettet i dag, vil langsomt smuldre fra hinanden, hvis ikke vi tør nytænke den,” sagde Vanopslagh.

For det første udstiller det den – set fra et socialdemokratisk synspunkt – indbyggede risiko i Mette Frederiksens fortælling om den kriseramte velfærdsstat. Nemlig at svaret på krisen bliver et mere borgerligt samfund.

Eller som Mette Frederiksen også sagde til Berlingske.

”Det er velfærdssamfundet, som vi kender det, der er på spil – forstået på den måde, at hvis vi ikke får taget nogle store greb, vil det hele blive ringere og ringere og ringere.”

Og ligesom statsministeren ser Vanopslagh kombinationen af en stigende efterspørgsel på velfærd – især fra ældre medborgere – og stigende forventninger til, hvor skræddersyet serviceydelserne skal være, som en dødbringende cocktail.

”Det er et problem, som ikke kan løses med flere penge,” konkluderede Vanopslagh på landsmødet.

Parallelt med Mette Frederiksens pointe i talen til KL’s topmøde tidligere i år:

”Hvis vi ikke bare stiller os tilfredse. Men faktisk vil have så stærkt et samfund, som det overhovedet kan lade sig gøre. Så skal vi investere mere. Og så er det økonomiske råderum ikke stort nok. Derfor er der brug for reformer.”

Og mens overskriften for Vanopslaghs projekt lyder sådan her:

”Vores velfærdsstat er udfordret, netop fordi den ikke er et velfærdssamfund.”

Lød det i Mette Frederiksens mund sådan her, da hun genåbnede Folketinget efter valget:

”Vi skal gøre velfærdsstaten til et velfærdssamfund.”

Hvad hvis svaret på krisen er et borgerligt samfund?

Det er i den optik, man skal læse Vanopslaghs besked til medlemmerne om, at LA vil søge indflydelse i denne regeringsperiode. 

At det lige kommer fra Vanopslagh og LA tilbyder omvendt to interessante perspektiver på dansk politik i denne valgperiode.

For det første udstiller det den – set fra et socialdemokratisk synspunkt – indbyggede risiko i Mette Frederiksens fortælling om den kriseramte velfærdsstat. Nemlig at svaret på krisen bliver et mere borgerligt samfund. 

Her har Vanopslagh den fordel, at han er langt mere enig med Mette Frederiksens analyse, end SF er. Ikke mindst når det kommer til nødvendigheden af rå arbejdsudbudsreformer.

Ingen tvivl om, at Mette Frederiksen for sit eget indre blik med sit genvalg stræber efter en prominent plads i Socialdemokratiets historie.

Negativt formuleret: det skal ikke være på hendes vagt, at velfærden bryder sammen, og at fundamentet under ”den bygning, vi rejser” skrider.

Positivt formuleret: At hun om 50 år står frem som den store fornyer og reformator af den danske velfærdsmodel, der sikrede sit parti den definerende parlamentariske og samfundsmæssige rolle i det 21. århundrede.

For en politiker, der ellers har talt så meget til bekymringerne, er der med regeringssamarbejdet med Venstre og Moderaterne og hele projektet om ”fra velfærdsstat til velfærdssamfund” tale om en usædvanligt risikobetonet færd fra Mette Frederiksens side.

Hun risikerer det helt store historiske nederlag i forsøget på at forhindre det helt store historiske nederlag. 

Venstre har brug for LA

Hvordan det falder ud, handler om hvem SVM-regeringen kommer til at arbejde mest sammen med og om hvor meget. At Vanopslagh ikke bare strækker hånden retorisk frem, men deler analysen af de grundlæggende udfordringer for velfærdsstaten kan ses som det hidtil mest åbenhjertige tilbud fra oppositionspartierne om at lægge mandater til.

Det er interessant, fordi et mere fasttømret samarbejde kan farve regeringens politik mere blå.

På både kort, taktisk sigt og det længere og mere strategiske sigte er det i såvel LA og Venstres interesse, at Vanopslaghs parti indtager en central rolle.

For Venstre vil et fast samarbejde med LA være med til at stoppe vælgerforblødningen til LA her og nu. Ikke alene fordi det ville lægge en dæmper på den i øjeblikket mest vitale stemme i det borgerlige oppositionskor, men fordi et samarbejde ville give borgerlig legitimering af Venstres regeringsdeltagelse. Og den halter det mildt sagt med for indeværende.

For LA er det kortsigtede mål ikke kun at få indflydelse på de førte politik. Hvis Vanopslagh skal bringe sit parti ud af skæbnen som dansk politiks yo-yo, skal det ske via politiske resultater. Lykkes det, vil det samtidig gøre LA til et relevant parti i fremtidige borgerlige regeringer, måske på bekostning af Konservative.

Fælles for såvel Venstre og LA – og for det borgerlige Danmark generelt – er det langsigtede strategiske mål at gøre vejen til regeringsmagten for de borgerlige partier mere ligefrem end den har været de seneste 10-15 år.

Hvis resultatet af SVM-regeringens projekt ”fra velfærdsstat til velfærdssamfund” bliver et mere borgerligt samfund, stiger sandsynligheden også for, at vælgerne vil være mere tilbøjelige til at stemme borgerligt.

Risikoen for LA er, at rollen som matros på Frederiksens skib, kaster partiet ud i netop den skæbne, Vanopslagh prøver at undgå. At man igen brænder sig på at være for tæt på magten.

Vanopslagh vs. Olsen Dyhr

Hvordan det falder ud, kommer ikke mindst til at afhænge af, hvilke partier, der bliver SVM-regeringens mest benyttede samarbejdspartner, og hvad hele frisættelsen af den offentlige sektor kommer til at bestå i. Lige nu er det så bredt formuleret, at det både kan betyde alt fra decideret privatisering, udlicitering og forsikringsvelfærd til at medarbejderne i velfærdsinstitutionerne får lidt mere albuerum til at planlægge egen arbejdsdag.

Taler man med kilder i regeringen, efterspørges der netop samarbejdsvillighed fra oppositionen. Man har indset, at det parlamentariske flertal ikke automatisk er lig med legitimitet og slet ikke popularitet.

Det er den efterspørgsel, Vanopslagh taler til. På den anden står Pia Olsen Dyhr og SF, som også har signaleret, at man er åben for at bytte mandater og velsignelse for indflydelse. Er SVM-regeringen lidt farveløs, handler kampen mellem LA og SF om, hvem af dem der kommer til at tone regeringens politik.

Her har Vanopslagh den fordel, at han er langt mere enig med Mette Frederiksens analyse, end SF er. Ikke mindst når det kommer til nødvendigheden af rå arbejdsudbudsreformer. Omvendt kan det blive en giftig omgang for regeringssammenholdet i almindelighed og Mette Frederiksen i særdeleshed.

Det er det pres, Vanopslagh sammen med de radikale og konservative lægger med deres fælles forslag om at bevare seniorpensionen, som de borgerlige indførte, men afskaffe Arne-pensionen - Mette Frederiksens signaturprojekt over dem alle – i stedet. 

Selvom SVM-regeringen på overfladen ser ud til at have annulleret den politiske – og også idépolitiske – kamp, udkæmpes den alligevel i gangene, der leder ind til forhandlingslokalerne rundt omkring på Slotsholmen.