Venstre klar med deadline for ny EU-folkeafstemning

EUROPOL: Venstre åbner nu for en ny folkeafstemning, hvis der ikke er en aftale om Europol på plads inden jul.

Foto: Lex van Lieshout/Scanpix
Cecilie Gormsen

Er der ikke landet en parallelaftale om Danmarks fortsatte deltagelse i Europol, inden juletræerne tændes 24. december, så skal danskerne i stemmeboksen igen.

Sådan lyder meldingen ifølge Politiken fra Venstre, der vil have en ny folkeafstemning, hvis ikke der er en Europol-aftale på plads inden jul.

”Som landet ligger nu, vil det blive sådan, at hvis ikke der kommer en parallelaftale om Europol inden jul, skal vi have en folkeafstemning selvstændigt om Europol i nær fremtid,” siger Venstres EU-ordfører Jan E. Jørgensen til Politiken og fortsætter:

”Vi kan ikke bare blive ved med at vente. For så står vi udenfor, og det går ikke set med vores øjne,” siger han.

LÆS OGSÅ: Derfor kan Europol-samarbejdet ikke fortsætte

Efter Politikens artikel har Jan E. Jørgensen været ude og kalde sin udmelding dårligt timet.

"Det er jo ikke noget, der er aktuelt. Jeg er i virkeligheden lidt ærgerlig over, at den historie er kommet i avisen. Det risikerer at fjerne fokus fra det, der er regeringens fokus, nemlig at få en parallelaftale," siger han ifølge Jyllands-Posten.

Ryger ud af Europol
Efter danskerne i december stemte nej til at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning, står Danmark til at ryge ud af Europol-samarbejdet til maj næste år, fordi politisamarbejdet går fra mellemstatsligt til overstatsligt niveau.

Da Danmark fik sit retsforbehold i 1993, foregik hele samarbejdet mellemstatsligt, hvilket betød, at Danmark godt kunne være med på trods af forbeholdet. Men EU-landene er gået fra det mellemstatslige samarbejde til mere overstatsligt samarbejde, og siden Lissabon-traktaten trådte i kraft i 2009 gælder dette nu hele retsområdet – også politisamarbejdet.

LÆS OGSÅ: Tusk om dansk parallelaftale: Ikke let, måske umuligt

Derfor er det ikke muligt at fortsætte på mellemstatsligt plan, når man opdaterer reglerne omkring Europol, som træder i kraft næste år. Og det er derfor, at Danmark står til at må træde ud af samarbejdet, hvis ikke der findes en parallelaftale, inden de nye regler træder i kraft.

Da formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, i maj var på besøg hos statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), gjorde han det klart, at det ikke bliver nemt at forhandle en parallelaftale om Europol hjem.

"Det vil ikke blive nemt. Måske umuligt," sagde han.

DF: Brug kræfter på forhandling
I V-regeringen understreger man, at udmeldingen kommer fra Venstre – og ikke fra en minister. Hos Dansk Folkeparti kalder man Venstres udmelding for dybt utilfredsstillende, og EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth spørger på Facebook, om Venstre har tabt sutten. Han mener, at regeringspartiet burde koncentrere kræfterne om at sikre en parallelaftale.

”Det er EN måned siden, vi indleverede ansøgning om en parallelaftale – og nu snakker de allerede om en ny folkeafstemning,” skriver Kenneth Kristensen Berth og fortsætter:

”EU-kommissionen har vurderet, at Tyrkiet inden for 2 måneder kan få en parallelaftale om deltagelse i Europol – og Danmark skulle så ifølge Venstre ikke kunne få en aftale på et år?”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jan E. Jørgensen

MF (V), rådmand, medlem, Magistraten, Frederiksberg Kommune
advokat (L), cand.jur. (Københavns Uni. 1995)

Kenneth Kristensen Berth

Souschef og daglig leder af politisk afdeling, DF, byrådsmedlem (DF), Vallensbæk Kommune
cand.mag. i historie og samfundsfag (Københavns Uni. 2002)

0:000:00