Venstre vil ikke afskaffe fixerum

STOFMISBRUG: Venstre vil ikke arbejde for at afskaffe fixerum, hvis partiet vinder valget. Det er ikke det største problem, lyder det fra sundhedsordfører Sophie Løhde. Dansk Folkeparti har det heller ikke som mærkesag.

Foto: Johnny Wichmann/Scanpix
Lise-Lotte SkjoldanOle Nikolaj Møbjerg Toft

Til trods for borgerlig modstand mod fixerum, så vil Venstre ikke kæmpe for at få dem nedlagt, hvis partiet vinder valget efter magten.

Muligheden for, at kommunerne kan oprette fixerum, blev indført i juni 2012 af et folketingsflertal bestående af regeringen, SF, Enhedslisten og Liberal Alliance.

Selvom Venstre stemte imod at indføre fixerum, så vil partiet ikke gå til valg på at få fixerummene afskaffet igen. Det siger sundhedsordfører Sophie Løhde (V).

"Vi står ikke klar med et forbud mod fixerum, hvis vi vinder næste valg. Sundhedsvæsenets største problem er ikke spørgsmålet om fixerum," siger hun.

Sundhedsordføreren mener, at man skal kigge nærmere på de erfaringer, der har været med fixerum indtil videre.

"Vi vil se fordomsfrit på resultaterne af evalueringerne af fixerummene. Man skal bare gøre sig klart, at fixerummene på ingen måde løser problemerne med misbrug af hårde stoffer," siger Sophie Løhde.

DF: Afskaffelse ikke mærkesag
Dansk Folkeparti stemte også imod fixerum i 2012. Partiets sundhedsordfører Liselott Blixt understreger, at hendes og partiets holdning til fixerum ikke har ændret sig siden. 

Men samtidig erkender Liselott Blixt, at det kan blive svært at afskaffe fixerum, hvis Venstre ikke vil kæmpe for det.

"Jeg bryder mig ikke om, at man tillader noget, som faktisk er ulovligt. Men hvis Venstre ikke vil afskaffe det, så kan jeg godt se, at jeg er lidt alene om det," siger Liselott Blixt.

Hun vil ikke gå til valg på et forslag om at afskaffe fixerum, fordi hun mener, at man skal se misbrugsindsatsen i en større sammenhæng.

"Selvom man er imod fixerum, skal der være noget andet at sætte i stedet for. Så jeg vil ikke sige, at det er en mærkesag for os at få dem nedlagt," siger Liselott Blixt.

Regeringen vedtog i april sammen med SF og Enhedslisten at give 45 millioner kroner til fixerum i Aarhus, Odense og København over de næste tre år.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Liselott Blixt

1. viceborgmester, Greve Kommune
buntmager (Lollands Buntmageri, 1986), social- og sundhedsassistent (Social- og Sundhedsskolen i Greve, 2002)

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

0:000:00