Viceborgmester: Kejserens nye klæder opføres dagligt i folkeskolen

Af Simon Pihl Sørensen (S)
Viceborgmester i Lyngby Kommune

At folkeskolen er under pres står vist klart for de fleste.

Ikke mindst er det økonomiske pres stort i en tid, hvor rammebesparelserne rammer især folkeskolen som en forhammer - samtidig med at der løses store opgaver med inklusion og en ny folkeskolereform.

På den baggrund virker det barokt – nærmest selvmorderisk – at mange kommuner kaster sig over store udviklingsopgaver. Sådan cirka hvert femte år dukker en ny guru op og en ny model op.

For tiden er det Hatties Synlig Læring. Problemet er ikke, at der søges ny inspiration og viden til at løfte det daglige arbejde. Problemet er, at disse koncepter købes færdigpakket, og at de rulles ud som var det Mormons prædiken – den sande vej og kun den sande vej.

Eller lidt ligesom de gode gamle bogpakker i 70'erne, hvor smarte reklamefolk pakkede den ene nogenlunde gode bog ind sammen med fem andre bøger, der aldrig burde have været skrevet.

Ved de overhovedet, hvad der sker i klasseværelserne, må lærerne spørge sig selv om?

Simon Pihl Sørensen (S), viceborgmester i Lyngby Kommune

Smart med smart på
For selvfølgelig er der noget, man kan bruge – også hos Hattie. Men det meste er rent fyld og konsulent-lingo i lange baner, som rulles ud af autoriserede konsulenter, der som disciple er de eneste, der må prædike den sande lære.

Smart med smart på. Men også ret dumt – i ordets egentlige forstand. For det er nemlig med det ensrettede og ensretningen, at det går hen og bliver farligt.

For det første, fordi man spilder tiden med en masse ævl, der ikke passer til den virkelighed, vi kender fra den danske folkeskole. For eksempel er meget af Hatties metaforskning baseret på 20-30 år gamle undersøgelser. Mange gemmeført i et helt andet skoleunivers, end det vi kender.

For det andet, fordi lærere og pædagoger demotiveres, når de oplever administrative og politiske ledelser, der ikke kan skille skidt og snot for sig. Ved de overhovedet, hvad der sker i klasseværelserne, må lærerne spørge sig selv om?

Vis rettidig omhu
Det hele understøttes af en privat fond, der gladelig kaster penge efter den sande lære – og det kan som bekendt være svært at sige nej til penge, der sådan deles ud med rund hånd.

Hvad man dog ofte glemmer at fortælle er, at der også bruges et kæmpe millionbeløb, som kommunerne selv skal diske op med. Hertil kommer de mange elever, der må undvære deres lærere, når de skal prædikes for.

I stedet burde man … ja, man fristes til at sige: Vise rettidig omhu.

Tag det, man kan bruge, lad skoleledere og personale omsætte det i praksis og mål på slutresultaterne i stedet for på proceskrav og metodestyring.

Med andre ord: Hellere praksisnær virkelighed end kejserens nye klæder i endnu en opsætning.