Debat

Virksomhed: Kampen for eldrevne køretøjer er afhængig af ambitiøse kommuner og politikere

Flere biler og lastbiler kører på el, men det stiller også større krav til antallet af ladestandere. Folketinget skal hjælpe kommunerne med at sikre infrastrukturen, eksempelvis ved at fritage dem for udbudskrav eller ved at give dem tilskudsordninger, skriver Frederikke Fog, udbudsansvarlig i PowerGo.

Selvom vi har set gode, politiske takter, håber vi, at politikerne på Christiansborg vil være med til at skrue yderligere op for ambitionerne for den grønne omstilling af bilparken, skriver Frederikke Fog.
Selvom vi har set gode, politiske takter, håber vi, at politikerne på Christiansborg vil være med til at skrue yderligere op for ambitionerne for den grønne omstilling af bilparken, skriver Frederikke Fog.Foto: PowerGo
Frederikke Fog
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er paradoksalt.

En verden med elbiler lurer ikke længere i horisonten. Bilister bakker op om elektrificeringen og hopper ind i deres elbiler for at køre til arbejdspladser eller supermarkeder, mens virksomheder er begyndt at investere i eldrevne lastbiler til at levere varer eller post.

Mens salget af elbiler og ellastbiler stiger, følger antallet af ladestandere ikke med. Det afslører det nye antal af offentligt tilgængelige ladepunkter, som ifølge De Danske Bilimportører landede på 19.191 i marts, hvilket er en stigning på 73 procent sammenlignet med niveauet fra marts sidste år. Antallet af elbiler er samtidig over de seneste 12 måneder steget med 77 procent.

Det er bekymrende, særligt fordi vi risikerer, at de manglende lademuligheder kan påvirke den grønne omstilling af bilparken. 

Kommunerne skal på banen

Omstillingen afhænger blandt andet af kommunerne, som spiller en afgørende rolle for, at Danmarks økosystem for elbiler og ellastbiler hænger sammen. De sørger nemlig for at sende opstillingen af ladestandere i udbud, som dermed forbedrer elbilisternes mulighederne for at kunne lade i det offentlige rum.

Kommunerne spiller en afgørende rolle for, at Danmarks økosystem for elbiler og ellastbiler hænger sammen.

Frederikke Fog
Udbudsansvarlig, PowerGo

Økosystemet hænger sammen med det private erhvervsliv, hvor vi som ladeoperatører sikrer flere, hurtigere og grønnere ladestandere, og hvor elselskaberne fører strømkabler til ladestanderne.

Det er derfor afgørende, at vi i det private tager en åben dialog med kommunerne omkring, hvordan vi som samfund kan lykkes med, at alle elbilister får lademuligheder, som sikrer dem en god hverdag med deres elbil.

Gode takter fra politikerne

Elbilerne er ikke de eneste, som skaber et behov for, at antallet af ladestandere følger med.

For salget af ellastbiler begynder at rykke på sig og overgår sågar Energistyrelsen forventninger. Styrelsen skønnede i en klimafremskrivning fra maj sidste år, at 125 ellastbiler – fremfor de nuværende 465 ellastbiler – ville køre rundt i foråret.

Dykker vi ned og fokuserer på den tunge transport, stiller ellastbilernes indtog store krav til ladeoperatørerne, heriblandt os hos PowerGo, hvor vi arbejder hårdt på at forbedre ladeforholdene for lastbilchaufførerne.

Det stiller også krav til kommunerne og til elselskaberne, fordi vi sammen skal sikre, at lastbilchaufførerne har lademuligheder, når de kører med gods tværs over landet.

Det skaber et pres på Christiansborg, hvor politikerne har forsøgt at kigge ind i fremtiden. De har dels udmøntet små 700 millioner kroner til etableringen af 25 ladeparker til ellastbiler med 175 lynladepunkter, og de har dels vedtaget AFI-loven, som har medført, at kommuner og regioner nu kan tildele private virksomheder ret til at opstille ladestandere på offentlige arealer. 

Fleksible udbud viser vejen

Selvom vi har set gode, politiske takter, håber vi, at politikerne på Christiansborg vil være med til at skrue yderligere op for ambitionerne for den grønne omstilling af bilparken.

Rykker vi væk fra Christiansborg og dykker ned i kommunerne, står det klart, at de har en nøglerolle i at skubbe på udbredelsen af ladestandere. Det er et ansvar, som kommuner i høj grad påtager sig, men som også efterlader plads til forbedring.

Vi skal hver især skrue op for ambitionerne, hvis vi ønsker, at ladeinfrastrukturen følger med den rivende udvikling.

Frederikke Fog
Udbudsansvarlig, PowerGo

Kommunerne har potentialet til at smidiggøre udrulningen af ladestandere. Inden kommunerne sender lokationer i udbud, kan de vise fleksibilitet og hensyn med antallet af ladestandere, sådan at vi som operatører kan byde ind med for eksempel to til fire per lokation, og når kommunerne har lavet udbud, kan de uden at gå på kompromis med den kommunale faglighed arbejde for at forbedre sagsbehandlingstiden.

Vi håber derfor, at Folketinget vil lytte til, om kommunerne ved opsætningen af ladestandere har behov for tilskudsordninger eller for at blive fritaget fra udbudskrav. Det vil, tror vi, kunne bidrage til en hurtigere udrulning af ladeinfrastrukturen.

Kommunerne skal sammen med ladeoperatørerne, elselskaberne og partierne på Christiansborg sikre, at vi sætter ind over for den paradoksale udvikling, vi oplever. Det kræver, at vi hver især skruer op for ambitionerne, hvis vi ønsker, at ladeinfrastrukturen følger med den rivende udvikling i antallet af elbiler og ellastbiler.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Frederikke Fog

Udbudsansvarlig, PowerGo
BA i bæredygtigt design (Aalborg Uni., 2022)

0:000:00