Replik: Ja, David Trads – jeg synes, at Anders Fogh var en stor mand

Af August Stengaard
Formand for VU i Assens

I sin faste klumme hos Altinget tordner David Trads den 3. januar 2017 perspektivløst og aldeles patetisk mod den tidligere statsminister og generalsekretær for NATO, Anders Fogh Rasmussen.

Kritikken fra Trads er renset for al historisk objektivitet – og er et decideret ideologisk korstog mod den påståede pengegriske Fogh. Trads spørger i klummen, om der egentlig stadig er nogle danskere, der synes, Anders Fogh var en stor mand. Til det er der én ting at sige: Ja, Trads, det er der!

Lige siden den april-dag i 2009, hvor det var endegyldigt, at Fogh skulle forlade Statsministeriet for at blive NATO's generalsekretær, så synes jeg, hans eftermæle som statsminister har været alt for blakket og præget af en politisk hetz og med en evig trang til at finde en syndebuk for finanskrisens danske opståen.

Den ros, som Fogh sjældent får for sin politik, skal han have for Velfærdsforliget. Det var en yderst ansvarlig og epokegørende reform.

August Stengaard
VU formand, Assens

Og desværre stiller David Trads sig blot som en af mange i kritikerkøen af Fogh. Gang på gang går de evindelige kritikpunkter af Fogh på hans håndtering af Muhammedkrisen, hans økonomiske politik og ikke mindst hans beslutning om Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Imidlertid bliver disse kritikpunkter uretmæssigt politiseret, og andre positive aspekter af hans politiske lederskab af Danmark ignoreres med fuldt overlæg fra Trads og andre bedrevidende Fogh-kritikere.

Lad mig lægge ud med en erkendelse. Selvfølgelig er Anders Fogh ikke den perfekte statsminister, og i mine øjne lavede han også fejlbeslutninger. En af disse fejlbeslutninger står her 10 år efter krisens hærgen klart. Der er tale om Muhammedkrisen, der skabte den største diplomatiske krise for Danmark siden 2. Verdenskrig.

Inden man begynder at slå over i automat-funktion og hagler løs mod Foghs håndtering af Muhammedkrisen: Så forestil jer følgende:

Du er øverste politiske leder for et af verdens mest udviklede demokratier, der skatter ytringsfriheden højt. Og nu bliver netop ytringsfrihedens ukrænkelighed udfordret af respekt for andre menneskers religioner. Læg til det, at Danmarks eksport af særligt landbrugsprodukter til Mellemøsten så godt som forsvinder, hvis du ikke øjeblikkeligt tager afstand til tegningerne og dermed anerkende en begrænsning af ytringsfriheden. Hvad gør du?

Det er jo netop dette delikate dilemma, som Anders Fogh i de stormombrusende måneder i 2006 var midt i. I momentet fandtes der ikke den helt klare og ukomplicerede løsningsmodel. Og netop derfor er Trads’ kritik af Fogh letkøbt, da det er så evigt nemt og komfortabelt at sidde tilbage efter krisen og komme med alskens bagkloge udgydelser om, hvorledes man skulle have håndteret det.

Desuden så har Fogh også erkendt, at en af hans statsministerperiodes største fortrydelser var hans håndtering af Muhammedkrisen. Så ja, hans håndtering af Muhammedkrisen var ikke optimal, men det er altid nemt at bedømme på nutidens præmisser og viden om historiens gang.

En anden velkendt og hyppigt gentaget kritik af Fogh går på hans økonomiske politik og dens postulerede direkte konsekvens i form af finanskrisen i år 2008 og de efterfølgende års økonomiske fodslæberi. Denne kritik er dog aldeles enøjet, historieløs og økonomisk ignorant. Kendsgerningerne er blot sådan, at Danmarks økonomi er meget lille, åben og dermed i stærk afhængighed af verdensøkonomiens velbefindende – alene den erkendelse decimerer effekten af den perfekte økonomiske politik til værende stort set ubetydelig.

Derudover så vil jeg også minde om tidsånden, der herskede på tværs af det politiske spektrum dengang midt i 00’erne – boblende optimisme. Der var simpelthen intet, der kunne ramme Danmarks økonomi og svække den, sågar sagde daværende finansminister Thor Pedersen til en af sine fremlæggelser af regeringens finanslovsforslag, at vi snart kunne komme til at eje hele verden, så godt det gik med Danmarks økonomi og vores offentlige finanser.

Der var dermed ingen, der så de truende ugler i mosen, og derfor er det ikke berettiget at overlade Fogh alene med ansvaret for den førte økonomiske politik – særligt med tanke på hans faste parlamentariske grundlag igennem hans regeringsperiode. Og jo, som liberal kan jeg da godt ærgre mig over den glippede mulighed for at profitere politisk af de gunstige offentlige finanser og levere massive skatte- og afgiftslettelser for den danske befolkning. Men så glædes jeg som liberal til gengæld over muligheden for de afdragsfrie lån, hvilket også kan tilskrives Fogh.

Men det, som Trads og så godt som alle andre Fogh-kritikere på eklatant vis mangler i deres kritiske tirade af Foghs økonomiske politik i 00’erne, er det monumentale Velfærdsforlig indgået i 2006.

I alskens mere eller mindre faglige vurderinger af Foghs økonomiske eftermæle så bliver Velfærdsforliget på mærkværdig vis holdt uden for ligningen. Men det er ganske uberettiget. Fordi der er tale om et af dansk politiks store forlig og reformer, der sikrer Danmarks langsigtede økonomiske bæredygtighed. Det skyldes den gradvise stigning af pensionsalderen, som var et af de helt centrale elementer i Velfærdsforliget. Den ros, som Fogh sjældent får for sin politik, skal han have for Velfærdsforliget. Det var en yderst ansvarlig og epokegørende reform, der bemærkelsesværdigt vil øge arbejdsudbuddet med 200.000 personer frem mod 2040!

Den vel nok mest kontroversielle politiske beslutning i nyere dansk historie blev truffet af Anders Fogh Rasmussen som statsminister, da han besluttede, at Danmark skulle deltage i den internationale koalition ind i Irak. Og det er bestemt ingen nem beslutning at drage det danske militær med i krig. Derfor er det også forstemmende at læse David Trads’ respektløse omtale af Fogh som en nyttig idiot.

Og når valget står mellem demokrati og diktatur, så synes jeg altid, det er demokratiet, der må vægtes højest. Fordi de frihedsrettigheder og det demokrati, som vi (David Trads og mig selv inklusiv) i Danmark nyder så godt af, er ikke kun begrænset til en særlig udvalg gruppe af jordens befolkning. Nej, hele klodens befolkning har ret til friheden fra tvang og despotisk undertrykkelse. Derfor støtter jeg til stadighed Danmarks bidrag i Irak, fordi vi var med til at sætte et folk fri og promovere demokrati i den region.

Dermed ikke sagt, at hele indsatsen i Irak forløb perfekt, særligt ikke tilbagetrækningen og den efterfølgende udvikling i landet, hvor et politisk magttomrum gjorde plads til andre totalitære kræfter. Men vi skal lære af vores engagement i Irak og vide, at en militær indsats i højere grad skal følges op af en klar og bestemt politisk plan til genopbygning af et land.

Det, som Trads og hans entourage af Fogh-kritikere også kronisk undgår i deres sønderlemmende dom af Foghs tid som statsminister, er alle hans politiske sejre.

De tæller blandt andet den skelsættende øst-udvidelse af EU, som Fogh stod i spidsen for. Også det føromtalte Velfærdsforlig og muligheden for afdragsfrie lån er at betragte som nogle vedblivende positive handlinger af Fogh. Derudover må man heller ej forglemme strukturreformen, der muliggjorde bedre offentlig velfærd og et bedre kommunalt og regionalt styre. Endeligt må man heller ikke glemme den danske indsats i Afghanistan, som blandt andet har ført til at flere millioner afghanske piger er begyndt i skole.

Og nej, Fogh var absolut ikke fejlfri som statsminister. Men det er ikke fair at fælde dom grundet i snerrende bagklogskab og kendskab til historiens gang med de vedtagne beslutninger. Derudover så vil jeg sende en anke mod David Trads og andre notoriske kritikere af Fogh: Anskaf jer en anelse politisk perspektiv og forlad jeres nuværende politiserende position.

Og ja, David Trads. Jeg synes, at Anders Fogh var en stor mand og en statsminister, vi kan være stolte af.