I starten af april kunne DR fortælle, at halvdelen af landets kommuner har svært ved at overholde sagsbehandlingsfristerne i deres børne- og familieafdelinger. Det er først og fremmest bekymrende for de børn og unge, som afventer svar, afklaring og hjælp.

Men tallene afspejler også, hvordan socialrådgiverne mangler ressourcer til at kunne levere et tilfredsstillende stykke arbejde.

Det er to forskellige sider af et meget alvorligt problem, hvilket var tydeligt i DR’s mediedækning af tallene, hvor vi hver især talte vores egen målgruppes sag i det. Selvfølgelig og uden tvivl. Men virkeligheden er også, at vi er enige i, at der er nuancer.

Langt de fleste børn er loyale over for deres forældre, selv de forældre, der svigter

Rasmus Kjeldahl og Signe Færch
Hhv. direktør i Børns Vilkår og forkvinde i Dansk Socialrådgiverforening

De nuancer kommer sjældent med i en mediedækning, men de ville ellers afspejle, at vi mener, at det er noget nær umuligt at løse problemet for den ene målgruppe uden at tænke den anden med.

Fanges i limbo af uvished

I mange tilfælde sidder den enkelte socialrådgiver begravet i alt for mange sager, hvilket betyder, at arbejdspresset og kompleksiteten på børneområdet er for høj.

Det fører os fluks over i den næste problematik om, at der samtidig er stor udskiftning i socialrådgivere, der suser ind og ud af børne- og familieafdelingerne. Seneste tal fra kommuner og regioner viser, at cirka hver fjerde socialrådgiver skifter stilling i løbet af et år. Det er utilfredsstillende for socialrådgiverne at være i.

For børnene ser ventetiden endnu værre ud. Ventetid i et udsat barns liv kan være så uoverskueligt, at barnet helt opgiver tanken og håbet om, at de voksne og systemet kan og vil hjælpe dem. Det kan for eksempel være i forbindelse med børnefaglige undersøgelser, der ikke bliver lavet inden for tidsfristen.

I bisidningen i Børns Vilkår møder vi børn, der har fortalt om vold og overgreb i hjemmet til voksne, som har lovet at hjælpe. Men hvis kommunen ikke reagerer på underretningen inden for tidsfristen, risikerer barnet at gå rundt i et limbo af uvished om, hvorvidt hjælpen overhovedet kommer.

I værste tilfælde giver det barnet følelsen af, at det ikke nytter at række ud til voksne. Og det kan i sidste ende stå i vejen for opbygningen af en tillidsfuld relation til socialrådgiveren, som ellers kan være afgørende for at kunne hjælpe barnet.