Ministeriet for landdistrikter er en tandløs løve

Af Marcel Meijer (S)
Borgmester, Samsø Kommune

I august 2014 meldte den danske regering ud, at man forventede en økonomisk vækst i 2015, der lå på to procent. Med denne vækst kunne man lige overholde EU’s budgetregel, som begrænser underskuddet på de offentlige finanser til tre procent af BNP.

Skønnet over den økonomiske vækst er noget større end væksten i de sidste par år, og nogle kritikere har da også stillet spørgsmålet til, om skønnet er lavet for at kunne overholde treprocent-reglen, eller om den er fremkommet ved uafhængige beregninger.

Vi i kommunerne kunne jo aldrig finde på at sætte budgetparametre ud fra et behov om politisk at begrænse nødvendigheden af besparelser. Men det mest interessante af hele diskussionen er, efter min mening, de små marginaler, vi arbejder med. Det er ikke et spørgsmål om vækst på en eller fem procent, men om en eller to procent.

I Danmark bor vi nok en million mennesker i udkantsområderne. Hvis ikke Udkantsdanmark bidrager til den økonomiske vækst i landet, opnår vi ikke vores mål om vækst i Danmark. Det kræver, at vi også i udkantsområderne optimerer produktion, service, arbejdstilrettelæggelse, kompetencer, proces og uddannelse.

Alderspyramiden bliver tung i toppen
Urbanisering er et samfundsproblem, som ikke begrænser sig til Danmark. Man finder den alle steder i Europa. Danmark har traditionelt ikke været et af de mest urbaniserede lande, men specielt siden finanskrisen har urbaniseringen taget fart.

Basisstørrelsen for et lokalsamfund i forhold til arbejdspladser var større for nogle årtier siden, og dermed bliver vores alderspyramide efterhånden tung i toppen ude på landet. Det resulterer i befolkningsfald i de næste mange år.

Uanset hvor uretfærdig, man måtte synes, fordelingspolitikken mellem by og land er, så trænger vi til en debat om fremtiden for udkantskommunerne.

Marcel Meijer (S)
Borgmester i Samsø Kommune

Derudover har vi nogle problemer med at tiltrække uddannede unge fra storbyerne efter endt uddannelse, men mange yngre familier tager skridtet til at bosætte sig på landet og lever lykkeligt til deres dages ende.

Landdistriktsministerium er en tandløs løve
Urbanisering har dog også i høj grad en politisk dimension. Krav om effektivisering fra Christiansborg indebærer tit en indsats, hvor man ikke skeler til den ulighed, det kan skabe mellem by og land.

Vel har vi fået et By-, Bolig- og Landdistriktsministerium, men Landdistriktsdelen af dette ministerium er en tandløs løve, da den ikke i sig selv har den økonomiske eller den organisatoriske kraft til at igangsætte afgørende politik på området.

Selvfølgelig er ministeriet og Folketingets landdistriktsudvalg nye og en hjælp til at sætte bestemte emner på dagsordenen, men meget længere kommer vi ikke endnu. Jeg har været glad for samarbejdet med Carsten Hansen og Folketingets landdistriktsudvalg, men det ene skridt fremad fra landdistriktsministeriet hjælper lidet, når fagministerier tager to skridt tilbage.

Medieforlig, dagpengeregler, ændret adgang til VUC, udbetaling Danmark og dagpengereformen har ramt hårdt på Samsø. Andre områder har mærket centralisering af sygehusområdet, statslige arbejdspladser og kommunalreformen.

I den digitale verden burde effektivisering og centralisering ikke nødvendigvis være koblet tæt sammen, men det er de til stadighed i den kollektive politiske bevidsthed.

Udligninger udhuler lokale kræfter
Grundlæggende hviler idegrundlaget af en dansk kommune på tanker, der stammer fra starten af det 20. århundrede. Den lokale økonomi hvilede i høj grad i sig selv. Mulighed for udvikling lå dermed også i lokale kræfter.

I gennem de sidste hundrede år er mobiliteten øget gradvist og arbejdsmarkedsområder, afsætningsområder og bosætningsområder gået fra landsbyer og bykvarterer til hele landsdele. I det selvforsynende lå en mulighed for selv at vælge størrelsen af den lokale offentlige sektor.

Mobilitet, nationale krav om serviceniveauer og udligninger har udhulet tanken om kommuner som et mini-økonomisk samfund. Resultatet af denne udvikling er blot, at indbyggere i min kommune skal betale mere i skat end andre. En straf for at bo på landet, som i øvrigt bevirker, at mange af mine indbyggere proforma bor i en rigere kommune.

Hvem genskaber balancen?
Heller ikke den politiske organisation er en stor hjælp til Udkantsdanmark. Vores kredssystem bevirker, at det er nemmere at blive valgt til Folketinget fra en af de større bykredse end de mindre landkredse. Har man som lokal politisk forening ikke en MF valgt i kredsen, begrænser det i den grad adgangen til det politiske system på Christiansborg.

I det fælleskommunale system bruger vi som regel den d’Hondtske metode ved fordeling af politiske poster. Den er objektiv og gennemskuelig og undgår en masse konflikter, men favoriserer også de større byer til de vigtigste politiske udvalgsposter.

Vi mangler endnu at se en folkemængde fra landet med le og oksekærer stå foran Christiansborg. Indtil videre har der været tale om folkelige initiativer som ”oprør fra udkanten” og ”Danmark på vippen”, som har mødtes uden for hovedstaden.

Udkantkommunernes netværk
Uanset hvor uretfærdig, man måtte synes, fordelingspolitikken mellem by og land er, så trænger vi til en debat om fremtiden for udkantskommunerne. Vi mangler endnu et klart svar på, hvilken vej vi som udkantskommuner selv ønsker at udvikle os. Det første skridt i den retning må være, at vi snakker sammen.

Jeg savner i den grad et forum, hvor vi som udkantskommuner kan drøfte vores fælles problematikker og få mulighed for at formulere fælles svar. Det er noget, vi må arbejde mere intensivt med. For at skabe ordentlige forhold ude på landet, som vi værdsætter så højt, men så sandelig også for at kunne give vores bidrag til den økonomiske vækst i Danmark.