BL: Find væksten i de udsatte områder

Af Bent Madsen
Adm. Direktør, BL og Landsbyggefonden

Vi kan anskue de udsatte boligområder på flere måder. Vi kan se dem som møllehjul, der vil trække os ned i et samfundsøkonomisk morads. Eller – og det vil jeg klart anbefale – se dem som et af de steder i samfundet, hvor de største uforløste potentialer er. Også økonomisk.

Jeg sætter gerne tal på. Skandiamodellen har dokumenteret, at hver årgang af børn, der som voksne ender et liv i udkanten af samfundet, koster samfundet cirka 65-70 milliarder kroner i form af færre skatteindtægter, ekstra udgifter til indkomstoverførsler, kriminalitet og sundhed. Tallet fremkommer ved, at omkring 5.000 børn i hver årgang ender med et liv på randen af samfundet og kommer til at koste samfundet mellem 13 og 14 millioner i deres livsforløb.

Den sociale arv er massiv
Nu er det langt fra kun i de udsatte områder, at der bor børn, der som voksne ender på kanten af samfundet. Men omvendt ved vi også, at der i de udsatte områder er alt for mange uden for arbejdsmarkedet. Vi ved også, at den sociale arv selv i et samfund som det danske er overraskende massiv. De tørre tal viser, at omkring en tredjedel af børnene med forældre på kontanthjælp - selv som voksne - ender på kontanthjælp.

I den almene sektor har vi i den grad haft øje på de udsatte områder gennem mange år, og det har rent faktisk hjulpet.

Bent Madsen
Adm. Direktør, BL og Landsbyggefonden

I den anden ende af indkomstskalaen er den sociale arv mindst lige så massiv. For pænt under ti procent af børnene fra den øvre middelklasse ender som voksne på overførelsesindkomst. Det er en form for generations-ghettoisering i alle dele af samfundet. Og kendsgerningen er, at gør vi ikke noget aktivt, så får vi ikke den nødvendige dynamik, og det er trist for det enkelte menneske og dyrt for samfundet.

I den almene sektor har vi i den grad haft øje på de udsatte områder gennem mange år, og det har rent faktisk hjulpet. Normalt refererer vi ikke til skiftende regeringers liste over udsatte boligområder, den såkaldte ”ghettoliste”, fordi den har talt folks boligområde og hjem ned – og et negativt stempel fremmer ikke en positiv udvikling. Men her skal det alligevel nævnes, at antallet af områder på listen er faldet væsentligt de seneste år. Og dette er ikke sket af sig selv, men er derimod resultatet af mange forskellige indsatser.

Tallene taler deres tydelige sprog
Udlejningsaftaler - den fleksible udlejning og almindelige omtanke - er anvendt i områder, hvor der er pres på boligmarkedet. I København har man gennem mere end 15 år haft en udlejningsaftale, som betyder, at der ikke anvises personer uden for arbejdsmarkedet til boligområder, hvor der i forvejen er mange uden for arbejdsmarkedet. Og omvendt anvises personer med fast arbejde og indkomst til boligområder, hvor der i forvejen er mange uden for arbejdsmarkedet. Virkningen har været et markant fald i antallet af boligområder med mere end 40 procent uden for arbejdsmarkedet. Antallet er faldet fra 74 i 2006 til 19 i 2013.

I omkring 100 udsatte boligområder over hele landet er der boligsociale indsatser. Finansieret af beboerne selv, hvor kommunerne typisk lægger 25 procent ovenpå. Disse indsatser omfatter lommepengejobs i boligområdet til de yngste, fritidsjobs uden for boligområdets matrikel til de lidt ældre over 15 år, lektiecafeer, indmeldelse og fastholdelse af de unge i idrætsforeninger og meget andet. Effekten af disse indsatser må ikke undervurderes. De unge får faste pligter og omgås gode rollemodeller, og det giver ikke alene mere velfungerende og trygge boligområder, men det fører også til, at en større andel kommer i uddannelse.

Andre tal taler deres tydelige sprog. Kriminaliteten blandt de 10-17-årige i områder med boligsociale helhedsplaner er faldet cirka 25 procent siden 2008. Antallet af 19-22 årige, som har gennemført en gymnasial uddannelse, er steget med næsten 40 procent. Omregnet i kroner og øre er der tale om milliardgevinster både for de unge selv, når man ser på deres livsindkomster, og for samfundet og de offentlige kasser: Flere skatteindtægter. Færre udgifter.

Udviklingen kan vendes
De seneste års erfaringer viser altså, at det kan lykkes at vende udviklingen og endda ganske markant. Men tallene viser også, at der fortsat er et stykke vej igen, før eksempelvis unge i udsatte områder uddanner sig lige så meget som det gennemsnitlige unge menneske.

Beboerne i den almene sektor finansierer selv den årlige boligsociale indsats med 230 millioner kroner, og selv om det er et stort tal – mere end 400 kroner pr. husstand pr. år – så er det beskedent i forhold til de kommunale udgifter på f.eks. socialområdet. Nøglen til at rykke de næste skridt er utvivlsomt, at der etableres et tættere samarbejde med kommunerne ikke mindst for at sikre bedre uddannelse, som er den centrale nøgle til at bryde en negativ social arv. På den store politiske scene diskuteres øgede karakterkrav, og det kan på mange måder være fornuftigt at have ambitioner om, at de unge mennesker bliver bedre uddannede.

Men står højere adgangskrav alene, så udelukkes mange unge mennesker med bogligt svag hjemmebaggrund fra at uddanne sig videre. Dermed forstærker vi den sociale arv, og det kan ingen være tjent med. Og vi kan ikke lektiehjælpe os ud af dette dilemma. I stedet skal ambitionerne om bedre uddannelse omsættes i, at skolerne i samarbejde med det omgivende samfund får bedre mulighed for at løfte de unge, så flere klarer sig bedre i uddannelsessystemet. Det vil kræve et nationalt fokus på folkeskolen. Men det vil jeg vende tilbage til i mit kommende indlæg.