Debat

DF: Et bedre boligmarked med provins-arbejdspladser

DEBAT: Flere arbejdspladser i landdistrikterne er nøglen til et bedre boligmarked, hvor det er attraktivt at bosætte sig uden for byerne, skriver DF’s boligordfører, Karina Adsbøl. Hun vil have bedre rammer for virksomhederne i provinsen.

Karina Adsbøl, boligordfører for DF, vil sætte ind i landdistrikterne for at skabe et bedre boligmarked, hvor det er attraktivt at bosætte sig uden for byerne. 
Karina Adsbøl, boligordfører for DF, vil sætte ind i landdistrikterne for at skabe et bedre boligmarked, hvor det er attraktivt at bosætte sig uden for byerne. Foto: ft.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Karina Adsbøl
MF og boligordfører for DF

Boligpolitik er lige så væsentligt for danskerne, som det er kompliceret. 

For der er ikke et enkelt håndtag, man kan trække i den ene eller den anden retning, og så går boligpolitikken i den ene eller den anden retning. 

Derfor er vigtigt for mig at gøre det klart, at dette indlæg kun kommer til at handle om et lille hjørne af boligpolitikken. Og så handler det faktisk slet ikke direkte om boligpolitik.

Skal vi sikre, at der i fremtiden er ordentlige boliger til en fornuftig pris i hele Danmark, kommer vi ikke udenom, at det hænger sammen med, at vi sikrer flere arbejdspladser i provinsen.

Karina Adsbøl
Boligordfører for Dansk Folkeparti

Vordingborg og Aabenraa vs. Østerbro og Aarhus
Hvis man går ind og kigger på diverse boligportaler på internettet, hvor man enten kan leje eller købe boliger, så står det hurtigt klart, at postnummeret gør en kæmpe forskel, når det kommer til, hvad man har af boligudgifter. 

I skrivende stund kan man for eksempel leje en 3-værelses lejlighed på 100 kvadratmeter på Østerbro for den nette sum af 15.000 kroner om måneden.

Hvis man tager 100 kilometer væk, en tur, der ifølge Krak kan køres på en time og syv minutter, så kan man leje en 3-værelses lejlighed på 100 kvadratmeter i det centrale Vordingborg - med ”den flotteste udsigt til Gåsetårnet” - for 6.000 kroner om måneden. 

Det er altså i dette eksempel groft sagt 2,5 gange så dyrt at bo til leje på Østerbro, som i Vordingborg.

Det skyldes naturligvis udbud og efterspørgsel. 

For det er for mange langt mere attraktivt at bo på Østerbro i København end i Vordingborg, og det viser priserne i høj grad. 

Nu har jeg taget Vordingborg som eksempel, men jeg kunne lige så godt have sammenlignet Aabenraa og Aarhus, her er en lejelejlighed cirka dobbelt så dyr i Aarhus som i Aabenraa. 

Den tendens ses især i landets større byer, hvor danskerne søger hen med højere boligpriser og huslejer til følge.

Vejen frem: Internet og gode erhvervsvilkår i landdistrikterne
En del af løsningen for mig at se er, at vi i den grad tager skeen i den anden hånd og udfører en aktiv politik, der gør op med den markante skævvridning af Danmark, som er i fuld gang. 

Det kræver, at vi er parate til at investere i området, at vi tør tage modige beslutninger og i øvrigt tør ”tænke ud af boksen”, som man siger på nudansk.

Noget af det vigtigste, for at folk bosætter sig et sted, er, at der er arbejde at få. 

Her ønsker vi i DF, at vi hver eneste gang, der oprettes en statslig arbejdsplads, nøje overvejer, om det ikke ville give mening at placere denne et andet sted end i København, Aarhus og så videre. 

Langt flere statsansatte skal desuden have muligheden for at benytte sig af hjemmearbejdspladser. 

Det vil kræve noget af staten som arbejdsplads, og vi skal sikre, at der er en ordentlig internetstruktur i Danmark.

For virksomheder og personer, der overvejer at arbejde via en hjemmearbejdsplads, er det nemlig af allerstørste vigtighed, at man har en god og stabil adgang til internettet. 

Derudover skal vi se meget grundigt på, hvordan vi fra Christiansborgs side skal lave ordentlige rammer for erhvervslivet, så det giver mening for arbejdsgiverne at etablere sig i hele Danmark. Her tænker jeg for eksempel på ordentlige trafikforhold, på produktionsvilkår, afgifter og så videre. 

Jeg mener, at det i denne diskussion er indlysende, at vi må tage fat om problemets rod. 

Boligpriserne viser i høj grad, at langt flere ønsker at bo i København, Aarhus og så videre end i de såkaldte landdistrikter/mindre byer, og det må vi tage konsekvensen af. 

Skal vi sikre, at der i fremtiden er ordentlige boliger til en fornuftig pris i hele Danmark, så kommer vi ikke udenom, at det hænger sammen med, at vi sikrer flere arbejdspladser i provinsen.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00