Debat

Ejendomsforening: Sæt gang i boligbyggeriet

DEBAT: Regeringen bør opfylde behovet for et bredt udbud af både andels- og ejerboliger samt almene og private lejeboliger, skriver John R. Frederiksen, formand for Ejendomsforeningen Danmark.
Foto: Lizette Kabré/Ejendomsforeningen Danmark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af John R. Frederiksen
Formand for Ejendomsforeningen Danmark

Jeg er meget enig med rådmand i Aarhus Kristian Würtz, når han skriver, at byggeriet af almene boliger og energirenovering af de ældre boliger gavner den økonomiske vækst, fordi der skabes flere jobs.

Det fremgår af Kristians indlæg her på Altinget.dk 28. maj. Men det er ikke kun byggeri af almene boliger, der skaber vækst.

Øget aktivitet på hele boligområdet øger væksten, uanset om det er private eller almene boliger, vi taler om.

Fakta
Bland dig!

Send dit debatindlæg til [email protected] og få bragt dit debatindlæg på Altinget | By & Bolig.

Det er derfor tankevækkende, at regeringens vækstplan fra februar i år slet ikke inddrager boligområdet som vækstmotor.

At der er brug for vækst i byggeriet, ses ved, at nybyggeriet befinder sig på et historisk lavt niveau.

Det er tankevækkende, at regeringens vækstplan fra februar i år slet ikke inddrager boligområdet som vækstmotor. At der er brug for vækst i byggeriet ses ved, at nybyggeriet befinder sig på et historisk lavt niveau.

John R. Frederiksen
Formand for Ejendomsforeningen Danmark

Det almene boligbyggeri er allerede i dag med til at trække byggeriet op, således at det samlede boligbyggeri stiger fra bundrekorden i 2013 på blot 9.000 boliger og til skønsmæssigt 10.500 boliger her i 2014. Det skriver Dansk Byggeri i sin seneste konjunkturanalyse. Men hvor er det private boligbyggeri?

Behovet er til stede 
Behovet for, at der bliver bygget flere boliger, er indlysende. Antallet af borgere i Danmark stiger med næsten 18.000 om året. Mere end halvdelen vil bosætte sig i København, og næsten hver fjerde i Aarhus.

Det siger sig selv, at det skaber et behov for flere boliger i de største byer, og det bør derfor være alle de politiske partiers fornemmeste opgave at arbejde benhårdt for, at der er et bredt udbud af boliger; andels- og ejerboliger og almene og private lejeboliger.

Administrationsvirksomheden DEAS har eksempelvis udlejet 185 private lejeboliger på Østamager, inden de var bygget færdig. Det er Lærernes Pension, som står bag bebyggelsen.

Størstedelen af lejlighederne har tre værelser, og lejerne er i alle aldersgrupper og livssituationer. Lejeboligerne på Østamager illustrerer meget fint situationen i de større byer.

Borgerne efterlyser flere lejeboliger, og de efterspørger ikke kun almene boliger, men lejeboliger af en god kvalitet og med en god beliggenhed.

En række barrierer
Vi kan desværre konstatere, at der er en række barrierer for, at der bliver bygget tilstrækkeligt med nye lejeboliger i de store byer. Vi ser blandt andet, at kommunerne opkræver alt for høje byggesagsgebyrer, og vi ser stigende skatter og afgifter på nybyggeri.

Her er et område, som politikerne kunne se på, så vi får fjernet de mange barrierer og får sat gang i boligbyggeriet. Op mod en tredjedel af huslejen i et privat boligbyggeri er skatter og afgifter.

Momsen af grunden og byggeriet - og dermed huslejen - udgør alene 25 procent. Så boligen er hårdt beskattet. Det burde politikerne tænke på, når de efterspørger billige boliger.

Kristian Würtz nævner også i sit indlæg, at gennemgribende energirenovering af de almene boliger er en mulighed for at sætte turbo på den økonomiske vækst. Men heller ikke her behøver vi at begrænse indsatsen til de almene boliger.

Mange af de ældre lejeboliger findes nemlig i den private boligmasse. Så man bør politisk tænke bredere og sikre mulighed for energirenovering af både den almene og den private udlejningssektor. Og her er vi langt fra målet. Faktisk må vi sige, at de almene boliger har langt bedre muligheder, hvad energirenovering angår, end de private lejeboliger.

I den private udlejningssektor findes et anerkendt paradoksproblem. Det betyder, at udlejer ikke kan være sikker på at få dækket sine omkostninger ved investeringen. Lejer er derimod sikret en besparelse i form af eksempelvis en varmebesparelse og en øget komfort.

Vi skal i gang med at energirenovere de ældre lejeboliger nu, hvis energiforbruget for alvor skal ned. Der skal derfor skabes et varigt og sikkert incitament for udlejer til at foretage energiinvesteringer.

Her er det en vigtig politisk opgave at sikre, at man i de private lejeboliger har samme muligheder for energirenovering som i de almene lejeboliger. Her lægges udgiften til energirenoveringen på lejen - tilsvarende model bør være mulig at etablere i de private lejeboliger.

Mulighederne er der
Regeringen skriver i sin strategi for energirenovering af bygninger, at omtrent 40 procent af det samlede energiforbrug i dag anvendes i bygninger til opvarmning og drift af apparater med videre. Energiforbruget til opvarmning udgør 35 procent af det endelige energiforbrug.

Dette energiforbrug skal over de kommende 30-40 år reduceres væsentligt. Der er ingen tvivl om, at energirenovering af almene og private lejeboliger her er en væsentlig nøgle til at indfri målet.

Så opgaven er klar. Det er i sidste ende op til politikerne at skabe de nødvendige rammevilkår for udlejningssektoren, så det bliver attraktivt at bygge og renovere lejeboliger.

Så skal markedet nok klare resten, og lejeboligerne kan give deres bidrag til, at der kommer turbo på den økonomiske vækst. Det må alle være interesserede i.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00