Debat

Ejendomsforeningen: Få har overblik over alle detaljerne i lejelovene

DEBAT: En evaluering af lejeloven skal skabe overblik over boligreglernes konsekvenser. Få personer i Danmark har overblik over de mange detaljer i de to love, og det skaber tvister i landets huslejenævn og boligretter. Det skriver John R. Frederiksen, formand for Ejendomsforeningen Danmark.

Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af John R. Frederiksen

Formand for Ejendomsforeningen Danmark


Boliglejelovene skulle forenkles og moderniseres. Det var det centrale, overordnede formål med de seneste ændringer, fordi alle – såvel lejere som udlejere - med rette betragter boliglejelovene som uklare og komplicerede. 



Det fremgår af den forligstekst, som ligger til grund for lovændringen, der trådte i kraft 1. juli 2015, at: ”Lejelovgivningen er kompliceret og præget af mange års løbende justeringer og tilføjelser. Det er derfor – både politisk og blandt brugerne – et ønske, at der foretages en forenkling og modernisering af lejelovgivningen” (forligsteksten, side 1). 



To vigtige opgaver
Det fremgår også af forligsteksten, at der ”to år efter lovændringens ikrafttrædelse foretages en evaluering af lovændringen. Evalueringen skal belyse, om den gennemførte forenkling og modernisering har haft den tilsigtede effekt. De ændringsbehov, der måtte fremgå af evalueringen, og som der er enighed om mellem forligsparterne, indarbejdes i sammenskrivningen af de to love”, (forligsteksten, side 6-7).

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Der udestår således to vigtige opgaver: En evaluering af de regler i boliglejelovene, som trådte i kraft 1. juli 2015, og en efterfølgende sammenskrivning af de to gældende boliglejelove, nemlig boliglejeloven og boligreguleringsloven, hvor evalueringens resultater skal indarbejdes.

Inddrag branchen

Når Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet snart skyder evalueringen i gang, så er det vigtigt, at den tager sit udgangspunkt i, om målet, om en forenkling og modernisering, er opnået. Og om brugerne også oplever, at målet er nået.

Vi skal væk fra gentagne og ukoordinerede knopskydninger, hvor det eneste resultat er, at udlejere og lejere får mere og mere svært ved at forstå og agere ud fra det kæmpe regelsæt. Det skaber stor usikkerhed og forvirring.

John R. Frederiksen
, formand for Ejendomsforeningen Danmark


Det er derfor afgørende, at evalueringen inddrager de interessenter, som er berørt af reglerne til daglig, og at de får mulighed for at fortælle om deres erfaringer. Alle har nu i snart to år oplevet de nye regler på tæt hold: Udlejerne, ejendomsadministratorerne, lejerne og landets huslejenævn.



Det er eksempelvis ejendomsadministratorerne, som kan svare på, om det er blevet mere enkelt at administrere de private lejeboliger med de nye regler. Mens det er huslejenævnene, som kan redegøre for, om der er opstået flere tvister mellem lejere og udlejere, efter de nye regler blev indført.

Jeg hører, at meget tyder på, at reglerne er blevet mere komplicerede. Men det må evalueringen naturligvis afdække. 


Fra to love til en samlet lov

Hvis evalueringen ender med at vise, at målet om en forenkling og modernisering af lejeloven ikke er nået, så er det nødvendigt, at parterne og politikerne går sammen om at få drøftet, hvorledes man så opnår en reel forenkling og modernisering af lejelovgivningen.

Og at denne reelle forenkling og modernisering af lejelovgivningen bliver styrende, når de to gældende love for lejeboliger skal sammenskrives til en samlet og forenklet lov. Et arbejde, som, lejer- og udlejerorganisationerne er enige om, er nødvendigt. 



Vi ser frem til, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet igangsætter den planlagte evaluering, hvor udlejere og lejere bidrager konstruktivt til at skabe et korrekt billede af reglernes konsekvenser, og vi sammen kan vurdere, om reglerne indfrier formålet om en forenkling og en modernisering af boliglejelovene.

Vi skal væk fra gentagne og ukoordinerede knopskydninger, hvor det eneste resultat er, at udlejere og lejere får mere og mere svært ved at forstå og agere ud fra det kæmpe regelsæt. Det skaber stor usikkerhed og forvirring.

Der er ganske få personer i Danmark, som har overblik over de mange detaljer i de to love, og det skaber tvister i landets huslejenævn og boligretter. 



Det kan ingen være tjent med her i 2016, hvor der på alle andre områder, end i boliglejelovgivningen, er fokus på, at de administrative byrder skal nedbringes, og at der skal ske en øget digitalisering.

Vi har brug en samlet og forenklet lov. Det er til glæde for lejerne, for udlejerne og dermed også for samfundet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

John R. Frederiksen

Direktør, Fortunen, præsident, European Property Federation
økonomi

0:000:00