Debat

Ejendomsforeningen: Skatteaftalen er afgørende for nye ejendomsvurderinger

DEBAT: Boligskatteaftalen er et afgørende skridt imod nye ejendomsvurderinger, der også bør give anledning til at skabe et nyt og mere professionaliseret klagesystem, skriver Morten Østrup Møller fra Ejendomsforeningen.

Boligskatteaftalen bør danne grobund for nye ejendomsvurderinger og en ny klageproces, skriver juridisk direktør Morten Østrup Møller.
Boligskatteaftalen bør danne grobund for nye ejendomsvurderinger og en ny klageproces, skriver juridisk direktør Morten Østrup Møller.Foto: Linda Kastrup/Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Østrup Møller
Juridisk direktør i Ejendomsforeningen Danmark

Det er glædeligt, at regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale i begyndelsen af maj indgik den længe ventede politiske aftale om den fremtidige boligbeskatning. Det brede flertal bag aftalen giver sikkerhed og er helt afgørende for det kommende ejendomsvurderingssystem, som nu kan udvikles og træde i kraft i 2020 for erhvervsejendommene.

Nyt vurderingssystem kan nu udvikles
Ejendomsforeningen Danmark har generelt et positivt indtryk af de lovforslag, der udgør grundlaget for de kommende offentlige ejendomsvurderinger. Nu, hvor boligskatteaftalen er på plads, bør forslagene kunne vedtages i Folketinget allerede inden sommerferien. Men det er også nødvendigt at få lovgivningen på plads nu, så der kan skabes arbejdsro om de kommende vurderinger.

Lovforslagene, der skal udgøre grundlaget for de nye offentlige vurderinger, har netop været i høring, og ser man på erhvervsejendommene, der er det område, som Ejendomsforeningen Danmark har interesser i, så dækker lovforslagene de problemstillinger, som tidligere har været årsag til den betydelige kritik.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Hvis lovforslagene i hovedtræk gennemføres som de fremstod i høringsrunden, så er der efter Ejendomsforeningen Danmarks opfattelse skabt et solidt og fornuftigt fundament under de fremtidige ejendomsvurderinger af erhvervsejendomme.

Men alle problemer er ikke løst. Der vil fortsat være behov for et betydeligt udviklingsarbejde, og der skal indsamles de nødvendige markedsdata for at sikre, at vurderingerne kommer til at afspejle de faktiske værdier i markedet. Det arbejde vil Ejendomsforeningen Danmark bakke aktivt op om.

Nu, hvor der er skabt ro om boligskatterne, bør det give anledning til, at der kan arbejdes på at udvikle en ny klageproces i forbindelse med ejendomsvurderingerne.

Morten Østrup Møller
Juridisk direktør i Ejendomsforeningen Danmark

Det har hele tiden været vores anbefaling til Skatteministeriet, at man, for at sikre en god kvalitet og færrest mulige fejl i de nye vurderinger af erhvervsejendomme, bør basere de fremtidige vurderinger af erhvervsejendomme på markedskonforme metoder. Det råd er blevet fulgt, og det fremgår derfor også i bemærkningerne til lovforslaget, at der skal anvendes en afkastbaseret metode, som er en allerede kendt vurderingsmetode til værdiansættelse af ejendomme. Det skaber også tryghed på ejendomsmarkedet.

Lejere kompenseres
Med skatteaftalen indføres også en overgangsordning for udlejningsejendomme, der omfatter grundskylden. Endvidere indføres en moderniseret stigningsbegrænsningsregel, der indebærer, at overgangsordningen typisk udfases over cirka 20 år. Denne stigningsbegrænsningsregel vil give lejerne i private og almene lejeboliger tryghed om deres boligskat – også efter 2020. Det er positivt, at lejerne bliver kompenseret via grundskylden og dermed også får glæde af overgangsordningen.

Men skatteaftalens overgangsordning, der gælder for stort set alle skattetyper, omfatter desværre – og ret uforståeligt – ikke dækningsafgiften. Det bør man nok genoverveje, da Danmark har brug for vækst og investering. Og dækningsafgiften er kendetegnet ved at være en skat på erhvervsmæssig aktivitet, fordi den bliver betalt af erhvervslejerne og dermed af landets erhvervsvirksomheder.

Se også på ny klageproces
Nu, hvor der er skabt ro om boligskatterne, bør det give anledning til, at der kan arbejdes på at udvikle en ny klageproces i forbindelse med ejendomsvurderingerne. Det hidtidige klagesystem har givet så lange sagsbehandlingstider, at systemet har endt med at generere sager til sig selv og skaber al for stor usikkerhed om skattegrundlaget.

Vi anbefaler, at man professionaliserer klagesystemet og indfører en klagemodel, der overlader klagesagsbehandlingen til en instans, der fagligt set er i stand til at anvende den afkastbaserede metode, som bliver den nye vurderingsmetode. For at kunne træffe de rigtige beslutninger, kræves der faglig viden og indsigt i erhvervsejendoms­markedet. Og her er et tilhørsforhold til et politisk parti desværre ingen kvalifikation.

Vi tror på, som meldingerne er nu, at vi i 2020 kan se frem til et validt og troværdigt vurderings- og skattesystem for erhvervsejendommene. Vi bidrager gerne til, at vi får et velfungerende system, hvor retssikkerheden er i fokus. Et vurderings- og skattesystem, som vi alle kan have tillid til.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00