Debat

Ejendomsforeningen: Tilbudspligten er til skade for samfundet

DEBAT: Det bunder i tro, hvis man mener, at tilbudspligten sikrer blandede byer og billige boliger. Lejere kan få lov til at købe de ejendomme, de bor i, men på samme vilkår som alle andre, skriver Torben Christensen fra Ejendomsforeningen.

Foto: Ejendomsforeningen Danmark
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Torben Christensen
Administrerende direktør i Ejendomsforeningen Danmark


Det var engang god latin, at jorden var universets centrum, og alt bevægede sig om den. Galileo Galilei blev idømt fængsel for at påstå, at solen er universets centrum. Den gældende holdning i samfundet viste sig dog at bygge mere på tro end på fakta.

Uden i øvrigt at sammenligne mig med Galileo, og uden at forvente de samme konsekvenser af min holdning, vil jeg hævde, at det alene bygger på tro, når MF Jan Johansen (S) og direktør i ABF Jan Hansen her i Altingets debatpanel den 16. august 2016 påstår, at tilbudspligten sikrer billige boliger i byerne og forbedrede muligheder for blandede byer.

Debatten om tilbudspligten skyldes en helt konkret sag, hvor en samlet gruppe af ejendomme er blevet solgt fra en ejer til en gruppe af pensionsselskaber. I sommerens løb har flere medier omtalt sagen.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Hvis man ser på tilbudspligten, giver den mulighed for, at lejerne, under nogle bestemte betingelser, kan købe den ejendom, de bor i og omdanne den til en andelsboligforening, når ejendommen handles fra en ejer til en anden. Tilbudspligten betyder, at der hvert år omdannes omkring 4.000 private lejeboliger.

Skattefri privatøkonomisk gevinst

Når lejerne er interesserede i at købe den ejendom, de bor i, så er det ofte, fordi de får en mulighed for at opnå en skattefri, privatøkonomisk gevinst. Den lejer, der bor i boligen, når den omdannes til andelsbolig, får nemlig mulighed for at sælge sin andel på langt bedre vilkår end de vilkår, som ejendommen er købt på. Det er altid billigere at købe en hel ejendom end at købe boligerne enkeltvis.

Jeg håber, at politikerne lytter og ikke lader nogle få, men ressourcestærke, lejere løbe med den boligpolitiske dagsorden.

Af Torben Christensen, Administrerende direktør i Ejendomsforeningen Danmark


Som så ofte tidligere reagerer nogle politikere og organisationer mere på den politiske rygmarvsfornemmelse end på reelle fakta. Jan Johansen har givet udtryk for, at tilbudspligten bør skærpes, så et salg af en boligudlejningsejendom altid udløser tilbudspligt.

Afskaf tilbudspligten
Men man glemmer, at en udvidelse af tilbudspligten vil betyde, at antallet af andelsboliger nok vil stige, men at antallet af lejeboliger samtidig vil falde.

Vi har brug for andelsboliger, som er en god og fornuftig boligform. Men tilbudspligten skaber et uhensigtsmæssigt forløb, hvor en ejer, der ønsker at sælge sin ejendom, først skal finde en køber og derefter forhandle sig på plads. Køberen skal lave et stort forberedelsesarbejde for, sammen med sine rådgivere, at skaffe sig en indgående indsigt i ejendommens forhold forud for salget. Det kan koste millioner. Penge, der er spildt, hvis lejerne efterfølgende skal tilbydes ejendommen, og hvis de vælger at købe den på de betingelser, som sælger og den mulige køber allerede har forhandlet på plads.

Samfundsmæssigt vil den bedste løsning være, at tilbudspligten afskaffes. Men det er ikke ensbetydende med, at lejerne ikke skal have mulighed for at købe ejendommen, og omdanne den til en andelsboligforening.

På et hvilket som helst tidspunkt skal de kunne give ejeren et tilbud om at købe ejendommen, men på almindelige markedsvilkår og efter deres eget grundige forarbejde.

De ressourcestærke lejere

Tilbudspligten er i dag kun til fordel for de få, der tilfældigvis er lejere i en ejendom på det rigtige tidspunkt. Tilbudspligten betyder, at der omfordeles op imod en milliard kroner årligt. Ikke fra udlejerne til lejerne, men fra nogle lejere til nogle andre lejere. Og samtidig reduceres udbuddet af lejeboliger for dem, der ikke kan eller vil købe en andelsbolig.

Nu har man politisk meldt ud, at der skal ses på tilbudspligten. Vi har desværre tidligere kunnet konstatere, at lejeloven ofte er blevet ændret på en måde, hvor populære politiske ønsker fører til den ene lappeløsning efter den anden uden at tage hensyn til samfundets interesser.

Jeg håber, at politikerne lytter og ikke lader nogle få, men ressourcestærke lejere løbe med den boligpolitiske dagsorden. Er det i samfundets interesse med en lov, der, i en lottolignende ordning sikrer nogle borgere skattefri milliongevinster – betalt af andre borgere?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00