En dansk bypolitik?

Af Hans Thor Andersen
Forskningschef på Statens Byggeforskningsinstitut

Temaet for debatten i panelet er strømingen fra land til by med fokus på betydningen heraf for udviklingen i de større byer. Debatten kan således ses som en reaktion på den nuværende trend, hvor især de store byer er i befolkningsmæssig fremgang.

Det er dog næppe korrekt at forenkle udviklingen til en simpel "fra by til land"-forståelse: I praksis er udviklingen meget mere kompleks; dels er der adskillige landdistrikter, der klarer sig glimrende og ikke oplever en flugtagtig nedgang i befolkningstallet, som medierne nu og da giver indtryk af, dels er det ikke alle dele af storbyerne, der ser antallet af borgere vokse. Endelig skal det bemærkes, at der gennem alle årene har været en stort set balanceret flyttebevægelse internt i Danmark; altså at omtrent lige mange flytter ud af eller til en given kommune. Det er marginalerne, der afgør, om folketallet i en kommune vokser eller det modsatte.

En nærmere forståelse af denne udvikling kræver selvsagt en nærmere analyse af de konkrete virkninger, deres årsager og en vurdering af virkningernes varighed. Der er altid sket en betydelig omflytning af folk i Danmark, hvor det som altid er de unge, der har den største flyttehyppighed (ca. hver anden i aldersgruppen 20-24 år flytter årligt, hvor kun hver tyvende i 50+ års-alderen). Det er der gode grunde til; om ikke andre så skal de unge hjemmefra og uddannes, etablere sig og evt. stifte familie. De ældre har ligesom orden på sagerne, og har derfor ikke den store grund til at flytte. Det er mest pga. skilsmisse m.m. 

De unges flytninger er derfor styret af behovet for at finde et sted at bo, finde en uddannelsesplads eller et arbejde og så få etableret sig på egen hånd. De store byer har altid lokket med deres mange muligheder; der er en stor koncentration af arbejdspladser og boliger - især mindre og billigere boliger, der egner sig godt til nye på boligmarkedet. På det seneste er der sket to yderligere forandringer i storbyernes favør.

Statspolitik og kulturskred
Takket være statslig politik for at sikre større, mere effektive uddannelsesinstitutioner og sikre højere kvalitet, er der gennem de sidste fem-ti år sket en omfattende fusionsbølge af alle typer uddannelsesinstitutioner på videregående niveau. Resultatet er ikke udeblevet; der er færre af dem (ret logisk følge af sammenlægningerne), og de ligger nu typisk i en større (stor-)by.

Når storbyernes nuværende situation synes særlig succesfuld, skyldes det selvfølgelig også, at de mindre og mellemstore provinsbyer, med en tidligere stor industrisektor, har haft et alvorligt tilbageslag siden 2008.

Hans Thor Andersen
Forskningchef på SBi

Den anden væsentlige faktor er et regulært kulturskred, hvor storbyliv vægtes højere end tidligere. Det er blevet attraktivt at bo i de tætte bydele (city og brokvartererne i de største byer) med henblik på at udnytte de lokale cafeer, restauranter, biografer, musiksteder osv. Oplevelsesøkonomien har for alvor fået konsekvenser for byernes udvikling.

Når storbyernes nuværende situation synes særlig succesfuld, skyldes det selvfølgelig også, at de mindre og mellemstore provinsbyer, med en tidligere stor industrisektor, har haft et alvorligt tilbageslag siden 2008. Det gælder især de jyske provinsbyer, hvor beskæftigelsestilbagegangen i industrien har været betydelig. 

2025 BYEN viser snæver bypolitik
Det er på denne baggrund, at Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter skal formulere en bypolitik. Til det formål har ministeriet nedsat en tænketank, et tilsyneladende nødvendigt skridt i alle organisationer nu om dage: Den bypolitiske tænketank 2025 BYEN skal sætte fokus på og skabe debat om, hvordan skal man bibeholder, udvikler og styrker den danske tradition for fokus på fællesskabet i udviklingen af byer. Det er et ædelt formål, der utvivlsomt vil resultere i en række fornuftige og gode forslag, der kan gøre vore byer bedre at opholde sig i. Tænketankens formål ligger smukt i forlængelse af det hedengangne By- og Boligministeriums bestræbelser på at sikre den gode by. Reelt blev det til socialpolitik med andre midler. Og især indirekte midler, der med betydelige midler søgte at løse en bred vifte af sociale udfordringer, men med begrænset succes. Det sidste fordi problemerne for så vidt findes den dag i dag.

Mærkeligt nok tager bypolitikken ikke udgangspunkt i nogle af de afgørende forhold for byudviklingen, der er antydet ovenfor: Beskæftigelsen, erhvervsudviklingen, uddannelsesinstitutionerne, levekårene for unge uden for de store byer og meget andet ligger tilsyneladende ikke inden for tænketankens kommissorium. Det er da egentlig ærgerligt.