Forsker: Landsbyernes egne kræfter skal styrkes

DEBAT: Udvalget for levedygtige landsbyer bør have fokus på at lokalsamfundene skal skabe udvikling - samt deres forudsætninger og vilkår for at gøre det. Det skriver Hanne Tanvig fra Københavns Universitet.

Af Hanne Tanvig
Seniorrådgiver og studieleder ved IGN, Sektion for Landskabsarkitektur og Planlægning, Københavns Universitet

Landsbyernes udvikling er påvirket af mange faktorer udefra og kan begunstiges af gode rammevilkår. Selve udviklingen skal dog skabes lokalt, og der er nye perspektiver for, at det kan bære frugt.

Derfor bør udvalget for levedygtige landsbyer have fokus på lokalsamfundene som skaberne af udvikling samt deres forudsætninger og vilkår for at gøre det. Med udvikling forstås at landsbyerne fortsat er attraktive lokalsamfund at leve og virke i, med de nødvendige basale fælles funktioner, services og lokaløkonomi. 

I de fleste landsbyer er der masser af ildsjæle, foreningsliv og aktivitet eller såkaldt ’social kapital’. Dem kan vi takke for, at der fortsat er liv mellem husene, og at den ofte omtalte ’landsbydød’ er overdramatiseret. Snarere synes faktum at være en voksende interesse for at flytte væk fra storbyerne og til de mindre miljøer, ifølge flere nyere undersøgelser.

Efter finanskrisens ophør begyndte bosætningsmønstrene sig da også at ændre sig, jævnfør statistikkerne, ligesom blandt andet voksende boligsalg og stigende huspriser rundt om er tegn på det.

Ser vi på, hvad ’den sociale kapital’ bruges til, handler det først og fremmest om projektaktiviteter i tilknytning til fritid, kultur, socialt samvær og i en vis udstrækning mindre forskønnelsesopgaver samt ’det at blive hørt’ blandt andet af kommunerne.

Kendetegnende er desuden, at det er relativt små og spontane projekter. I de fleste landsbyer findes desuden en tværgående landsbyforening, landsbyråd eller lignende, typisk med et meget generelt formål.

Det har været sådan, fordi velfærdsstaten og markedet har kunnet tilvejebringe de mere basale funktioner og services, og hvad man skulle leve af i nærområdet.  Når markedet og velfærdsstaten så ikke vil eller kan dække de basale opgaver i samme udstrækning som førhen, bliver det oplagt, at landsbyerne selv går ind på de baner, hvis de vil overleve.

Nogle samfund har set den skrift på væggen og har taget fat om for eksempel sikring af dagligvareforsyning, skoler og plejehjem. Der findes ligeledes eksempler på erhvervsprojekter i deres midte.

Det gearskifte forudsætter imidlertid en langt mere forpligtende indsats også økonomisk fra landsbyernes side. For eksempel skal også relevante institutionelle parter og erhvervslivet involveres, og lokalsamfundene skal være i stand til at inddrage og samarbejde udadtil med stærke, eksterne parter.

Det større favntag kan læres
Studier af udvalgte landsbyer, som umiddelbart synes at arbejde på et sådant professionelt plan, viser, at de har været igennem forskellige (lærings)faser inden. Først har de haft en mobiliseringsfase svarende til ’det normale’, se ovenfor. Her har man især øje for projekter til fordel for den kulturelle og sociale kapital.

Når nogle bevæger sig til næste fase, modningsfasen, er det spontane ildsjælearbejde blevet omfavnet af en mere struktureret tilgang. Det kan for eksempel være i form af lokale udviklingsplaner, igangsætning af større initiativer og samarbejde med kommuner.

I så fald er deltagerkredsen typisk udvidet med tilflyttere og folk med et nyt blik for muligheder og en strategisk orientering. Nu åbner udviklingsarbejdet sig også over for påvirkning af den fysiske kapital og den økonomiske kapital, ligesom der er ved at dannes samarbejdsrelationer på tværs og med samfundet uden for landsbyen, eksempelvis kommunen.

I den sidste fase, professionaliseringsfasen, handler det om langsigtede strategier, større økonomiske, og forpligtende tiltag – men fortsat også om gødning af grobunden for frivillighed og spontane indsatser.

Her spilles på aktivering af alle de lokale kapitaler (den fysiske, kulturelle/sociale og økonomiske), og der opbygges mange relationer på tværs og lokalt-eksternt. Nu har udviklingsarbejdet skiftet logik fra primært at være drevet af ’social kapital’ til også at være drevet af ’entreprenørskab’.

Tilsvarende har landsbyerne bevæget sig organisatorisk. Fra den relativt uformelt fungerende almennyttige forening og spontant opståede arbejdsgrupper, bliver organiseringen rettet mod også at kunne arbejde strategisk og på tværs, tage økonomisk tungere (drifts)opgaver og kunne samarbejde med udefrakommende spillere.

Der kan være tale om en paraplyforening sammensat med den strategiske udvikling for øje og evnen til at arbejde på tværs, en række selvstændige delorganiseringer som eksempelvis ApS’er og  a.m.b.a.’er (andelselskaber) omkring drift af hver deres funktioner (dagligvareforsyning, iværksætterhus etc.) foruden den fortsatte, spontane projektaktivitet.

At det kræver ’ledelse’ for at få alle parter og niveauer med og at gå i samme retning, er indlysende. Her forekommer begreber som ’kulturstyring’ og ’klubledelse’ – styring gennem identitet og værdier – særligt relevante.

Incitamenter kan skærpe interessen
Lokalsamfundet skal primært selv løfte sig fra den indledende til de efterfølgende faser ved gradvist at tage større opgaver op og inddrage mange forskellige parter, også eksternt. Det handler om lokal læring og forankring, for ellers opnås ikke det fornødne ejerskab og den tværgående involvering, som er nødvendig.

Ovenstående erfaringer og resultater er selvgjorte, det vil sige uden en forudgående drejebog. Der er også mange snubletråde undervejs, herunder manglende accept af og forståelse for nødvendigheden, kultur, traditioner og magtspørgsmål – skal landsbyerne for eksempel overhovedet være så selvberoende?

Udvalget for levedygtige landsbyer vil utvivlsomt drøfte og komme med forslag til rammevilkårene, herunder planloven, og hvordan der bør kunne planlægges og eventuelt fjernelse af landsbyer, hvis der lyttes til nogle af vandrørene.

Ud fra dette debatindlægs synsvinkel opfordres udvalget til at anbefale incitamenter til fremme af opbygning af den lokale udviklingskapacitet, både med sigte på landsbyerne selv og på omverdenens opfattelse og forståelse af deres potentiale og rolle. Konkret kan det være:

  • Politisk anerkendelse af landsbyerne som dynamiske udviklingssteder og aktører
  • Fjernelse af barrierer samt sikring af lovgivning til fremme af ’udvikling nedefra’
  • Støtteordninger og økonomiske virkemidler, der kan animere landsbyerne til opbygning af egen kapacitet.

Andelsbevægelsen 2.0 vil brede sig.

Forrige artikel Oprør fra Udkanten: Landsbyernes stemmer kan forbedre byernes image Oprør fra Udkanten: Landsbyernes stemmer kan forbedre byernes image Næste artikel Borgmester: Oprydning og politisk fokus sikrer levedygtige landsbyer Borgmester: Oprydning og politisk fokus sikrer levedygtige landsbyer